Hva' vil du helst?

Forleden blev jeg spurgt, hvad jeg helst ville, nemlig være superheldig med ALT eller besidde super-kræfter. Jeg svarede, at en god omgang - og stabil tilførsel af - held i sprøjten ville være tilstrækkeligt for mig, men at jeg da ikke ville have noget imod at få et par super-kræfter oveni. Nogle af disse superkræfter har vi imidlertid alle sammen, og de er ikke noget at råbe hurra for, f.eks. slår det mig gang på gang, hvor kort livet er, og hvor hurtigt man ældes. DET er man virkelig god til, hvad enten man vil det eller ej ....

Rend og HOP!!!

Med sådan et billede får udtrykket "Rend og hop" et helt nyt indhold, for der ligger jo i det, at man ikke bare hopper/springer, men også bliver skyllet ud. Noget, som nogle ganske vist har fortjent, men som ikke er helt retfærdigt i forbindelse med andre, selv om folk måske hader dem. Sagen er jo den, at der er forhold og situationer, som de fleste af os ikke kan gennemskue. Når først man har gjort sig det klart, så render man selv - dog som regel uden at hoppe ....

Spøgelser og skriverier

Normalt er det ikke spøgelser, men levende mennesker, der bedriver "ghostwriting". Der er dog én form for "ghostwriting", der angiveligt har et andet udspring end den menneskelige hjerne: automatskrift! Jeg har selv prøvet det for mange år siden, men fandt det ikke særlig interessant, for enten er jeg omgivet af fladpandede gespenster, eller også dur det bare ikke.
Nå, men metoden består altså i, at man sætter sig ved bordet med papir og pen/blyant. Hånden hviler på papiret, og man skal være afslappet. Uden at forcere noget opdager man efter nogen tid, at hånden med pennen/blyanten af sig selv laver cirkler på papiret og/eller bogstaver. Nogle bruger metoden til at opnå "spådomme", idet de stiller den "ånd", der angiveligt styrer pennen/blyanten, forskellige spørgsmål. Mærkeligt nok kan man faktisk få en art svar, men jeg tvivler meget på, at de kommer fra andet end ens egen underbevidsthed ...

Livets kamp

Jeg er vild med dette billede af Theophile Steinlen: Vagabond Sous La Neige, 1902. Det er så tydeligt, at denne magre mand i en alt for tynd påklædning har det svært. Han bliver kaldt "vagabond", men er måske bare en arbejdsløs, der konstant springes over i køen, og som må klare sig selv i et hårdt samfund. Det er - og har været - manges skæbne i tidens løb, og man kan umiddelbart forstå, hvor hårdt det har været.
Ikke desto mindre fortsætter han kampen for dehårde vilkår i sin tilværelse, der er symbolsk udtrykt med den modvind, han er oppe imod: han er nede, men ikke besejret ....

Spådomme ....

Jeg kan ikke sige mig 100% fri for lidt hverdagsovertro. Således bliver jeg glad, når jeg finder et firkløver, eller en begivenhed falder på en dato, der passer med mit "lykkenummer". Drømme kan også virke mægtig spådomsagtige en gang imellem, men nogle afviser jeg som "overtro", nemlig fordi de ikke passer med mine forestillinger om noget godt. (Ak ja, man er ikke helt konsekvent, når det gælder ens held og lykke i tilværelsen ....)
Dette unge par har været uforsigtige nok til at bede den enes søster om at gemme avisen for den dag, hvor de bliver gift, og resultatet er alarmerende, for hvad ser de på forsiden? Jo, overskriften "Tragic Mistake". Det er lige til en lynskilsmisse ...

Gensyn med de gamle TV-"venner"

I går fik jeg mit nye fjernsyn, men der er ting, der gør, at jeg ikke har brugt det endnu. Nå, det lykkes vel efterhånden, for ellers ryger det tilbage med fuld musik ...
Fordi jeg jo altså mangler denne underholdning, som jeg har vænnet mig til, så googlede jeg i stedet et par af de gamle bekendte fra TeenMomOG, bl.a. Farrah Abraham, der nu ellers er ude af serien, fordi hun sideløbende dyrkede en porno-karriere. Hun virker så skør, at jeg godt kan lide hende, så jeg kan sikkert ikke lade være med at søge oplysninger om hende i ny og næ.
Lige nu lader det dog ikke til, at der er noget, der brænder på, hvilket førte mig videre til den arresterede Amber Portwood, der endnu engang har overfaldet en kæreste, nemlig Andrew Glennon, der ellers er blevet fremstillet som den ideelle partner for hidsigproppen. Det viser sig så, at det er han ikke, og så vidt jeg kan se, har han nu "bortført" deres fælles søn til Malibu, hvilket hun protesterer vildt imod, selv om hun for kort tid siden lod ham - og resten af verden - vide, at barnets fødsel mildt sagt ikke var ønsket.

Ryan Edwards, der startede som en dødflot superegoist, der slet ikke formåede at leve op til faderrollen, men som nu er gift med en kvinde, der angiveligt forstår at sætte ham stolen for døren, når det er nødvendigt, har erklæret sin sympati for Trump. Noget, der har faldet mange fans for brystet, (og det forstår man jo godt), men - vanen tro? - holder han fast ved sin mening, for han synes nemlig altid selv, at han har ret.
Disse tre individer overbeviser mig om, at reality-aktører ikke kan medvirke i denne slags programmer uden at blive stærkt påvirket af det. Deres "bedrift" er ikke af kunstnerisk eller lignende beundringsværdig art, men udelukkende at lukke TV og seerne ind i det, de fremstiller som deres liv, men som kun er det til en vis grad. De bliver C-stjerner og er i visse tilfælde tydeligvis selv benovet over deres berømmelse. Med deres medvirken i de forskellige serier har de givet afkald på deres virkelige liv, nemlig for at opretholde det image, de har. (Nogle kæmper dog imod folks billede af dem, som de hævder er skabt af TV-producerne, der jo udvælger de scener, der skal vises).
Fænomenet reality-serier er blevet mægtig in, og det vrimler med dem, bl.a. på TLC, men nu er det også dukket op i dansk TV. Disse serier har jeg dog ikke set, men kun læst om, og jeg gad nok vide, hvordan fremtiden bliver for de medvirkende, der pludselig bliver berømte uden andet at byde på end deres ansigter og navne ....

  

Sengekantsskuffelser ....

Her har vi en dame, der virkelig har anstrengt sig for at henlede mandens opmærksomhed på sine erogene zoner, og så fabler han om æblekage. Nok smager det godt, men det burde der også være andet, der gjorde. Dér ligger hun, oprigtigt interesseret i et produktivt senge-samarbejde, og så er han trekantet og kan/vil ikke. Er det ikke, hvad mange kvinder tit føler? Øv, siger jeg bare ...