Babsedronningen Agnes Sorel

 

Dette ligner et billede af Madonna med barnet, som vi har set det i så mange andre udgaver, men det er nu temmelig sigende, at den lille, runde baby, hvis buttethed viser, at han er en slughals, ser væk fra den blottede barm. Kvindens nedslagne blik er heller ikke nok til at stoppe ens umiddelbare fornemmelse af, at dette ikke er den dydsirede Guds Moder, men en særdeles verdslig kvinde, der viser barm for at vække andre og mere verdslige lyster end de rent spirituelle. Faktisk fik denne berømte kvinde designet sine kjoler, så barmen var særdeles blottet. At hun også ellers var en strålende skønhed, der af mange blev anset for at være Frankrigs - eller Europas - smukkeste kvinde, giver dette "fysiske udsagn" en særlig vægt. Hendes navn? Agnes Sorel (1422-1450).

Det for os noget drastiske design forandrer ikke Agnes' biografi og status, for som den franske kong Charles VII's hjerterdame var og blev hun den første officielle, kongelige elskerinde, dvs. en sengekammerat, der blev anerkendt som mere end lige netop det. Hun var altså ikke bare kendt for forbindelsen med landets monark, men var blevet indsat i en officiel stilling, der ikke trak fra i hendes image, selv om det, hun gjorde, blev regnet for umoralsk.

Den franske kong Charles VII (1403-1461) 

 

To kvinder spillede en vigtig rolle i denne konges liv. Den ene var hans elskerinde, Agnes Sorel, og den anden hans politiske støtte, Jeanne D'Arc (1412-1431). De levede alle i en vild og voldsom tid under det, der er blevet kaldt "Hundredårskrigen", og Charles måtte således kæmpe på flere fronter, bl.a. fordi hans far, Charles VI, havde gjort ham arveløs i 1420 og i stedet havde udnævnt den engelske Henrik V som arving til sin franske trone. 

 

Hvor Jeanne kæmpede for kongen med sværd i hånd - og blev henrettet som heks for dette brud på kønsrollemønsteret - gjorde Agnes, hvad hun kunne via forhandlinger, fine forbindelser, overtalelser og betalinger. Det sidste skaffede hun ved at sælge eller pantsætte nogle af de mange smykker, Charles havde givet hende i årenes løb. Denne handling er blevet foreviget i en gravering fra 1859, der viser Agnes i en langt mere ærbar udførelse end i babse-billederne fra hendes egen tid, for i det nittende århundrede var tiden ikke længere til tant og fjas med blottet barm og tydelige seksuelle signaler.

 

 

 

Stillingen som officiel elskerinde havde så absolut været lukrativ, for den havde skaffet hende store rigdomme foruden tre levendefødte døtre. At Charles anerkendte dem som sine betød, at de kunne indgå i fordelagtige ægteskaber, når den tid indtraf. (Noget, der iøvrigt gjorde, at Agnes' gener blev spredt til flere fornemme, europæiske familier). 

Pludselig var det hele dog slut for Agnes, da hun døde som 28-årig. Dødsårsagen var måske fødslen af hendes fjerde og dødfødte datter, men sikkert er det ikke. Allerede kort efter dødsfaldet begyndte der at gå rygter om mord, og mange mente, at hun var blevet forgivet. Kongens søn og tronarving, Louis (XI), hadede hende, så der var dem, der troede, at han havde myrdet hende. Graven blev åbnet og flyttet flere gange, men først i 2005 blev Agnes' rester undersøgt videnskabeligt.

 

Det viste sig, at hun meget vel kan have været et mordoffer, for det, der var tilbage af hendes lig, var fuldt af kviksølv. Nu er der så bare det ved det, at netop dette blev anset for medicin og et skønhedsmiddel, så det kan have været Agnes selv, der tog lidt for grådigt for sig af "vidundermidlet". Man mener dog, at mængden af kviksølv i hendes liv tyder på, at der virkelig var tale om mord, men bevises kan det jo ikke.

 

Den dødsmaske, man byggede over hendes ansigtsknogler, viser i øvrigt, at hun virkelig må have været meget smuk, og at hun faktisk lignede de berømte Agnes-portrætter fuldstændig.
 

https://www.thetimes.co.uk/article/harlots-whores-hackabouts-by-kate-lister-review-jlsm59lwk 

 

https://www.medievalists.net/2013/02/kings-and-courtesans-a-study-of-the-pictorial-representation-of-french-royal-mistresses/ 

 

https://www.medievalists.net/2016/01/agnes-sorel-death-of-the-official-mistress-of-the-king/ 

 

https://theculturetrip.com/europe/france/articles/agnes-sorel-and-the-history-of-toplessness/ 

 

https://www.taipeitimes.com/News/world/archives/2012/05/26/2003533791 

 

http://en.posztukiwania.pl/2014/01/26/a-boobie-that-nursed-the-europe/ 

 

Wikipedia

Hulkehistorier som undskyldning for mord

 

Sølle at se på? Tjah, måske, men når det kom til det, Joseph "Joey" Daniel Miller (født den 2. september 1964) brændte for, så fik han åbenbart uanede kræfter, hvilket kom til at koste adskillige kvinder livet. Først var der tre, hvis død han blev dødsdømt for, men så kom der et par mere, som man bare ikke havde opdaget i første omgang. Nu ved man altså, at der mindst er fem, og der kan sagtens være flere, der bare ikke er blevet fundet endnu. At de også er blevet voldtaget, kommer ikke som nogen overraskelse, for det hører ligesom med til disse mandlige seriekiller-mord. Hvorom alting er, så har de få overlevende ofre fortalt mange gruopvækkende detaljer om karakteren af hans trusler og overgreb, hvilket gør, at han anses for at være en meget farlig mand, der aldrig bør løslades. Hvilket han "selvfølgelig" har forsøgt at blive, men det er altså ikke lykkedes for ham ....

Som godt 50-årig sidder han i fængsel på livstid, selv om han oprindelig blev dødsdømt. Sagen er bare den, at han klarede frisag og ikke mødte bødlen, fordi han efter dommen er blevet vurderet til at være mentalt handicappet, og det gør, at man ikke føler, han kan straffes på samme måde som en person, der er normalt begavet. Meget tyder dog på, at Miller kan have snydt med sine tests, for meget af det, han har gjort tyder på planlægning: 1) som ofre valgte han konsekvent sorte lavstatuskvinder, der ikke ville blive eftersøgt så grundigt, som hvis de havde tilhørt en anden samfundsgruppe, 2) hans angreb var tilrettelagte forud, for han medbragte forskellige remedier, der tydeligt viste, at han vidste, hvad det krævede at fastholde kvinderne og gøre dem ukampdygtige. Hvis man kan planlægge sådan noget - og slippe godt fra det gang på gang - så beviser man efter min mening, at man måske nok ikke er en Einstein, men at man heller ikke er komplet uintelligent. Ergo: jeg mener, at han meget vel kan have snøret systemet. Da han blev fanget, skete det, efter at han først havde revet sig løs og var flygtet op på tagryggen af det hus, hvor han opholdt sig, og dér blev han siddende i flere timer, idet politiet ikke kunne få ham ned ude at risikere både hans og deres egne liv. Kan man flygte på den måde uden at være i stand til at se muligheder og flugtveje? Nej, så efter min mening er han en snyder, der spiller dummere, end han er ...

Jeg indrømmer, at det irriterer mig, at alle "(bort-)forklaringer" på hans adfærd bygger på beretninger om mobberi og barndomstraumer, der omfatter incest og andet sex-misbrug. Det er da muligt, at det er rigtigt, men på mig virker det som en nem udlægning af en psyke, uden at det jo i mindste måde forklarer, hvorfor hans barndoms- og ungdomsproblemer skal gå ud over unge, sorte kvinder, der ikke er en del af hans ubehagelige fortid. Hvad har de gjort for at fortjene at blive myrdet af sådan en utiltalende fyr? Intet, og alligevel kommer man med "forklaringer" på mordene, der på mig virker meget lidt ræsonnable. Faktisk vil jeg sige, at man én gang for alle skal holde op med at minimere spørgsmålet om skyld i mordsager mellem fremmede via hulkehistorier. Det er pinligt, og det hverken forklarer eller undskylder noget som helst ....

 

https://www.pennlive.com/news/2016/04/the_grisly_history_of_joseph_m.html?fbclid=IwAR1t8KGpWwHfCJw0M8dsYUI-JGIakEH997FFDe1T5J1NZMeM9SWuNIxFgUY

 

https://www.pennlive.com/news/2016/04/the_grisly_history_of_joseph_m.html

 

https://criminaldiscoursepodcast.com/joseph-miller/ 

 

Wikipedia

Myten om den morderiske dronning Eleonora

Jeg har altid godt kunnet lide dronning Eleonora af Aquitanien (1122/1124–1204), hvilket måske hænger sammen med det faktum, at hun i filmen "The Lion in Winter" blev spillet af Katharine Hepburn, der også er en af mine favoritter. Dronningens anden ægtemand, kong Henrik II af England, blev spillet af Peter O'Toole, hvilket gav det hele et specielt skær af ægte lidenskabelighed, både med hensyn til had og kærlighed. Man kunne forestille sig, at han var en lækker steg, da hun som en 30-årig fraskilt og erfaren kvinde giftede sig med ham som en dreng på 19-20 år, og at hun havde haft en udstråling, der havde holdt ham fanget i et ægte had-kærligheds-forhold. At han havde mange elskerinder, medens hun havde travlt med at føde deres otte børn, kan man såmænd også forestille sig, for sådan var tiden jo.

"Fair Rosamund" af John William Waterhouse, 1917

Den kendteste af Henriks mange elskerinder, Rosamond Clifford (død 1176) har fået en romantisk status gennem de sidste tusind år, der bare er vokset og vokset. Hendes skæbne taler åbenbart til mange mennesker, samtidig med at myterne om hende trækker fra i Eleanoras image. At det meste af det, der siges, er noget man med en let omskrivning kunne kalde "tildigtninger", betyder mindre: "Fair Rosamond" har bevaret sin status som den smukke, venlige og nærmest konstant uskyldige konge-elskerinde, der venter trofast på ham i den labyrint, han har bygget til hende, bl.a. for at beskytte hende imod den skrækkelige, onde og morderiske dronning Eleonora. 

At der aldeles ikke var nogen labyrint, og at der ikke er noget, der tyder på, at rygterne om, at dronningen myrdede sin rivalinde var sande, ser man let på. Rollefordelingen i den almene bevidsthed er fastlagt: SLEM, ældre kvinde med en yngre mand, der på romantisk vis forelsker sig i hendes modsætning, nemlig den smukke, jomfruelige og meget unge, godhjertede kvinde.   

Da Rosamond døde i 1176, sad dronning Eleonora i fængsel, men ikke for et mord, der formentlig aldrig fandt sted. Næh, hun, der var intelligent og selvstændig, havde gjort oprør imod sin mand i en arvestrid sammen med tre af deres sønner, og da det slog fejl, blev hun straffet med fængsel i næsten 15 år. Noget, der selvfølgelig har givet rygterne om hendes forbrydelser imod Rosamond ny næring: kan en dronning blive udsat for sådan noget uden virkelig at være en forbryder af den allerværste slags? Sådan har man tænkt, for alternativet, at hun var en politisk intrigemager, der blev holdt indespærret på grund af sine alliancer med de sønner, der var naturlige arvinger til kongeriget, men også oprørere imod deres kongelige far, var ikke nær så romantisk og spændende. At forældrene ikke var enige omkring arvefølgen forhindrede dog ikke to af deres sønner i at blive konge af England, nemlig Richard I - også kaldt "Rikard Løvehjerte" - og John (kaldt "Johan Uden Land")
 

Gamle middelalder-intriger lever og trives stadig på livet løs via bøger og film, fordi nogle af personerne var meget spændende og farverige. Det gælder ikke mindst Eleonora af Aquitanien, der i det virkelige liv var gået fra at være en af Europas mest ombejlede, kongelige arvinger, både på grund af sit udseende og de landområder, hun besad, til at blive 1) dronning af Frankrig, idet hun som 15-årig blev gift med den kedsommelige Ludvig VII, som hun fik et par børn med, før hun blev skilt og derpå gift med 2) Henrik II af England. Dermed blev hun den eneste, der både har været dronning af Frankrig og England, men man husker hende altså først og fremmest for en opdigtet historie om mord på en rivalinde, der til gengæld har opnået noget nær helgenstatus. 

Det er dog Eleonora, der kom til at hvile side om side med sin mand, Henrik II, og sin ene søn, Richard II, medens Rosamonds grav blev ødelagt mange århundreder efter hendes død, fordi "hun var en hore". Hva'be'ha'r???!!!! Var den jomfruelige engel ikke længere dyrket af det engelske folk som indbegrebet af ægte kærlighed? Næh, men der bliver stadig spekuleret over, hvordan hun var, og hvem der måske tog hende af dage ....

https://englishhistoryauthors.blogspot.com/2014/10/fair-rosamund-mistress-of-henry-ii.html

https://www.britannica.com/biography/Rosamond-English-mistress 

Wikipedia

 

Else Cederborg, Ezine article: "When Women Were Punished for Being Women", previously published

This crime against a certain group of Danish women stemmed from the ideas of Eugenics. However, it also was fed by obsolete ideas of women, morals and sexuality. In both cases it was an attempt to keep society free of "degenerate individuals" by which was meant people who suffered from inherent illnesses, especially of a mental character. The so-called experts felt that letting these "sub-humans" breed would be to endanger society and that had to be stopped at all costs.
It happened in the beginning of the 1900th century, but officially it didn't stop until 1961 when the infamous habit of intering women who were considered "retards" ended. Up til then the morally suspects - i.e. the so-called "lose" women - ended up on the small island of Sprogø. Men convicted of more common crimes than being "lose" were sent to another island by the name of Livø. The main reason for this cruelty also was the wish to protect the society at large against "bad, defected genes". Being classified as "immoral" also was a goodbye to the dreams of having children as it would take a fierce fight which they were bound to lose. They might dream, but their reality was that they were not let loose from the island without being sterilized and those of them who already had children most often lost their right to see them. Also because these children were put up for adoption and were expected to break off connections with their presumably immoral and thus degenerate mothers.

Some of these women left the island on their own, but that was a dangerous exploit that might cost them their lives: They set out on an attempt to escape by swimming. However, none seems to have succeeded in this dangerous exploit.
What is so sad is that what earned the women the name of "retarded" was their lifestyle, not their actual medical condition. To be a woman and to have lovers was in itself an indication that they were mentally defective. It is a backward way of thinking rooted in old fashioned considerations about women and sexuality. One's wish to think that this happened several hundred years back in time is assailed by facts: It did not end until 1961 which means 9 years before the Danish, feminist movement, the "Redstockings" started their actions which went on into the late 1980'ies.
One may wonder at the reasons why these women were considered fitting inmates of an island like Sprogø. However, what brought them there didn't differ from some men's life style and a man who had a child out of wedlock was not interred the way a woman was likely to be. And it is ironic that the island sometimes swarmed with men visiting it in the hope of meeting some of these presumably easy women. Nobody seems to have thought that someone setting sail and venturing out on an erotic expedition to meet immoral women was just as "bad" as they were supposed to be for less.

 

https://www.visitnyborg.dk/nyborg/planlaeg-din-tur/pigehjemmet-paa-sprogoe-gdk935700   

ALL rights reserved © EC

Somme tider skal der ikke meget til at skabe et ry eller et rygte .....

 

Smuk og statelig, men var hun nu også så heroisk, som nogle har udråbt hende til? Hun var en belgisk prinsesse og var døbt Marie-José (1906-2001), men da hun blev gift med Italiens kronprins, Umberto, som hun nærmest havde været forlovet med siden sin tidlige barndom, forsøgte landets egentlige hersker, Benito Mussolini, at få hende til at stave sit navn på en mere italiensk måde, hvilket hun nægtede og/eller ignorerede. Dette bliver af nogle set som et veritabelt oprør, hvor hun tappert vægrer sig imod den italienske fascist. Da hun efter et møde med Hitler senere udtalte, at hun ville ønske, hun havde skudt ham, er der nu stadig langt til en handling af denne art, og mange andre har næret de samme lyster både før og efter, uden at det har fået eftertiden til at se dem som særlig heroiske, sådan som det skete med Marie-José.

Kronprinsesse Marie-José og kronprins Umberto, der blev Italiens sidste kongepar 

Modsat sin far, kong Victor Emanuel III, var kronprins Umberto en flot fyr, og han fik fire børn med Marie-José, hvoraf én var en dreng. Hans fødsel har sikkert vakt stor glæde, da den indtraf, men det fik ingen praktisk betydning, for en folkeafstemning i 1946 gik ind for en republik. Faktisk sad Italiens sidste kongepar kun i godt en måned, hvilket førte til, at Marie-José fik tilnavnet "Majdronningen". Var de rygter, der opstod om hende og Mussolini med til at gøre kongeparret upopulært? Det skulle ikke undre mig, selv om de nu lyder ret vilde: Mussolinis søn har efter krigen fortalt, at det var en velkendt "hemmelighed" (sandhed/usandhed) i familien, at Mussollini og Marie-José i virkeligheden var kærester en overgang. En af diktatorens verificerede elskerinder har til gengæld påstået, at den fornemme prinsesse lagde an på ham, men at det ikke lykkedes hende at erobre ham - det gjorde det til gengæld for hende ....

Hvad pokker er nu det? Fra anden side hævdes det, at de to ikke på noget tidspunkt kunne fordrage hinanden, og at hun tilmed lagde planer sammen med den senere pave Paul VI om at skade ham og hans regime, så hvad skal man tro? Folk rundt omkring i verden har været ivrige efter at tro på "romantik" mellem diktatoren og (på det tidspunkt) Italiens smukke, unge kronprinsesse, for det ville da være en underholdende historie, ikke sandt? 

Kort sagt, stakkels Marie-José er faldet i historiens dybe, mørke fangehul, hvor man faktisk er værgeløs over for alle mulige rygter og påstande. Hvem som helst kan sige hvad som helst om én, uden at man kan protestere. På dette punkt er hun et skoleeksempel på den uskik blandt historiekyndige og/eller -ukyndige at digte ud fra et "hvad-nu-hvis". Hendes skæbne som en påstået Mussolini-erobring er faktisk meget uhyggelig, for hvis det bare er diktatorens søn, der har påstået dette, uden at hun selv har fortalt om det, så er det formentlig udtryk for en mande-løgn: ifølge samtidige beretninger, forventede diktatoren sex mindst én gang om dagen, og Marie-José ville unægtelig være en fjer i hatten på ham. Har han løjet sig i seng med hende, samtidig med at hun har lagt lumske planer imod ham sammen med den fremtidige pave? Eller var hun en frustreret kvinde i et ulykkeligt ægteskab, der blev henholdsvis afvist - eller "nedlagt" - af den virile Mussolini? Alle versioner er faktisk i omløb, og det er grotesk.

Marie-Josés eftermæle viser, at er man først havnet i historiens søgelys, så er der ingen grænser for de myter og historier, der kan fortælles om én. Det er sygt og moralsk forkert, men der er ikke rigtig noget at stille op imod denne specielle form for "historiefortælling".

http://belgieroyalist.blogspot.com/2011/09/marie-jose-and-mussolini_08.html 

 

https://www.tatler.com/article/last-queen-of-italy-marie-jose 

 

https://news.sky.com/story/mussolini-had-affair-with-italian-queen-10486431 

 

https://www.theguardian.com/world/2011/aug/31/mussolini-queen-marie-jose-affair 

 

Wikipedia

Kastreret og myrdet - "af kærlighed"!!!!!

 

Japaner, kvinde og morder, tilmed med et stort smil på læberne. Kort sagt, en glad udseende person, hvilket gør, at man må spørge sig selv om, hvad geishaen, etc. Sada Abe (1905-1971) dog havde gang i, da hun kvalte sin elsker under/efter et samleje og derpå skar hans penis og testikler af? Hvorfor bar hun rundt på de afskårne kønsdele - tilmed måske placeret i sin vagina? Var det virkelig for fortsat at kunne dyrke sex med denne del af den elsker, som hun angiveligt elskede med en lidenskabelig kærlighed? Og hvordan kan man overhovedet dyrke sex med afskårne kønsdele, når forrådnelsesprocessen da starter ved afskæringen? 

Kichizō Ishida

Denne sag er virkelig fuld af spørgsmålstegn, både mht de involveredes psykiske tilstand og rettens afgørelser. Hvorfor fik morderen Sada Abe bare en straf på 10 år, hvoraf kun de fem blev afsonet???? At dommeren senere angiveligt har indrømmet, at der var dele af sagen, der virkede erotisk pirrende på ham, gør det hele endnu mere bizart. Kichizō Ishida (1894-1936) mistede livet, fordi han selv ønskede at gå i ét med en passion, der vist kun kan kaldes super-masochisme, for - ifølge sin morder, Sada Abe - gik han med til, at den endte med døden, hans død. Han var ellers kendt som noget af en levemand og havde succes både som Casanova og som ejer af en berømt og velbesøgt restaurant ved navn "Yoshidaya", (som jeg ikke aner, hvad betyder). Hans speciale var åle-retter, hvilket han var direkte berømt for.

Sada har senere rost både hans udseende og hans evner som elsker. Det var sandelig ikke, fordi hun havde noget imod ham, at hun dræbte ham, for det skete udelukkende som en særlig form for erotisk hyldest. Oprindelig var det hendes plan at begå selvmord efter mordet, men det mislykkedes (???) for hende - eller "blev bare ikke til noget" - og hun blev arresteret efter sin udåd samt idømt denne latterlige straf, der slet ikke står i mål med forbrydelsen. Efter løslaldelsen levede hun formentlig som tjenestepige eller servitrice, før hun forsvandt omkring 1970, hvor hun muligvis gik i kloster. Dette påstår instruktøren Nagisa Oshima, der indspillede den berømte film over dramaet, "I Sansernes Vold", i 1976 i hvert fald. Året før var der kommet en anden, halvdokumentarisk film ved navn "A Woman Called Sada Abe", hvis instruktør var Noburu Tanaka.

"I Sansernes Vold" har opnået kultstatus som en fantastisk skildring af en passion, der - ifølge filmen - kun kan ende med døden. Der er skrevet bøger, artikler og lavet radio- og (formentlig også) TV-programmer om denne specielle kærlighedsaffære, der opfattes som noget nærmest mytisk, fordi den skildrer en erotisk besættelse, hvor parterne ofrer alt - eller ville have gjort det, for Sadas selvmord mislykkedes jo altså, idet hun levede videre, og hun havnede i fængsel et kort tidsrum ..... 

Der er i øvrigt visse særheder i Sada Abes familie, der kunne tyde på noget udefinerbart "sært": hendes søster, Teruko, havde flere elskere, hvilket deres far straffede ved at sende hende i et bordel, hvor hun arbejdede en kortere periode. Broderen, Shintaro, var kendt som en Don Juan, men hans største forsyndelse var, at han stjal sine forældres opsparing og stak af med den. Hvad Sada Abe angår, så var hun den yngste, og det var almindeligt kendt, at hun var meget forkælet, især af sin mor. Begge forældre var ellers retskafne og uden nogen form for kriminelle forsyndelser.

Sada Abes mor sørgede for, at hun fik musikundervisning, hvilket var en af tilgangene til livet som geisha. Problemet var bare, at hun aldrig opnåede de indtjeninger, hun drømte om, så efter fem år inden for dette erhverv skruede hun op for karriere-blusset og blev en ægte prostitueret, da de tjente mere. En af hendes kunder huskede senere, at hun var en virkelig sex-"galning", der ønskede mange gentagelser af samlejet pr. session, før hun var tilfreds med hans præstationer. Hun forventede også en form for intimitet under søvnen, hvilket alt sammen gjorde ham temmelig udmattet. Da hun så oven i købet forlangte, at han forlod sin hustru for hende, afbrød han forbindelsen med hende. 

Sada Abe traf Kichizō Ishida, da hun ønskede at skifte fag og gå fra prostitution til restaurationsbranchen, og det kunne han undervise hende i. Snart blev de imidlertid elskende, idet passionen bare voksede og voksede - i hvert fald ifølge myten, for der er unægtelig visse ting, der ikke forekommer mig særlig romantisk. Som jeg husker filmen "I Sansernes Vold", så fremstilles det, som om mordet blevet begået under et lidenskabeligt samleje, dvs. som et orgasme-klimaks, men sådan var det ikke i virkeligheden. De havde dyrket forskellige former for sex, hvor hun kvalte ham, indtil han besvimede, hvilket han tilsyneladende godt kunne lide, men på et tidspunkt gik hun videre: om natten den 2. maj 1936, hvor Kichizo Ishida lå og sov, viklede hun sit sjal om halsen på ham og kvalte ham for alvor. Da hun fortalte politiet om dette, sagde hun, at denne handling havde fyldt hende med fred og en følelse af afklaring. 

Mit bud på, hvad der skete, er, at der er tale om en nymfomanisk, men samtidig frigid kvindes intense forsøg på at opnå den orgasme, der hele tiden glipper for hende. Manden tolker dette som en lidenskabelig forgabelse i hans kæreste eje, nemlig hans penis. Jeg tror faktisk, at mange mænd vil være til fals for det, de opfatter som kvindelig lidenskab, men som i virkeligheden er noget helt andet og meget sørgeligt ....

 

https://murderpedia.org/female.A/a/abe-sada.htm


https://allthatsinteresting.com/sada-abe 

https://wblog.wiki/da/In_the_Realm_of_the_Senses 

 

Sada Abes japanske selvbiografi: "Memoirs of Abe Sada: Half a Lifetime of Love" ( ISBN 978-4-12-203072-5 ) 

Wikipedia

Bedstemoren, der kunne male

 

"Sugaring Off", det berømteste - og dyreste af Grandma Moses' malerier 

Når man ser Grandma Moses' billeder, føles det rart, for det er altid en idyl, hun maler. Gad vide, om hun KUNNE male noget andet og mere dystert, hvis hun havde villet, eller om hun for evigt var den idylliske illusions gidsel. 

Den senere "Grandma Moses", nemlig Anna Mary Robertson (1860–1961) var en ganske almindelig lille pige i en forholdsvis fattig familie, men allerede som barn tegnede og malede hun med forhåndenværende materialer fra husholdningen. Som 12-årig begyndte hun at arbejde som tjenestepige - efterhånden nok snarere husholderske. Det fortsatte hun med i 15 år, indtil hun giftede sig og fik 10 børn, hvoraf de fem overlevede barndommen. Alt i alt virkede hendes liv ganske almindeligt, for det lignede den skæbne, så mange andre kvinder fik, hvis ikke de tilhørte en velhavende familie.

 

Hendes mands navn var Thomas Moses, og det er jo så fra ham, hun har sit specielle og efterhånden meget berømte efternavn. Anna Mary bidrog til forsørgelsen af sin store familie ved at arbejde som rengøringskone i velhavende folks huse. Ingen - og sikkert slet ikke hun selv - ville have kunnet forestille sig andet, end at hendes liv ville fortsætte ad disse traditionelle baner for ubemidlede kvinder. Der skete imidlertid noget, der gav hende et helt andet vingefang i livet: hun begyndte som 78-årig at male for alvor, og det fortsatte hun med. På det tidspunkt var hendes mand død, godt 66 år gammel, og hun kunne bruge sin tid, som hun ville. 

Hun er en fryd for øjet, som hun sidder dér og maler. Øjnene er klare og stråler af et indre lys. Ryggen er rank, og hele hendes udstråling er herlig for beskueren af denne gamle kvinde, der bestemt ikke lod sig hæmme af alderdom og de skrøbeligheder, der nu engang følger med årenes gang. På dette tidspunkt var hun blevet opdaget af kunstverdenen, sådan at hun var blevet forvandlet fra tidligere rengøringskone til den feterede kunstner, "Grandma Moses", vi kender den dag i dag. 

 

Hendes motiv var det landlige liv med hverdagsbegivenheder af forskellig art, og hendes stil bliver kaldt "naiv" og "folkelig", hvilket den også er, da hun jo er selvlært. Hendes malerier er blevet udstillet mange steder og hænger på diverse museer. At postvæsenet også har vist interesse for hendes kunst ses sikkert af mange som den ultimative hæder, medens andre måske hænger sig mere i den kendsgerning, at billederne også har indbragt store salgspriser.

Grandma selv opnåede også en speciel berømmelse for at være den person, hun var. Man så hendes lille, vævre skikkelse på magasin-forsider, på fjernsynet og andre steder. Hendes selvbiografi, "My Life's History", vakte også stor interesse. Alle hædrede hende, og hun modtog to æresdoktorater foruden et utal af andre hædersbevisninger. Kort sagt, hun blev kunstverdenens kæledægge, både på grund af sine evner, sin livshistorie og sin position som selvlært. 

Hun står den dag i dag som et symbol på det, amerikanerne elsker allerhøjest, nemlig ideen om, at enhver er sin egen lykkes smed, og at man bare skal knokle på for at opnå noget her i verden. Denne naive ideologi skal dog ikke trække fra i hendes status, for hun var afgjort en stor kunstner, og det er fuldt fortjent, at hun fik en berømmelse, der ikke bare varede de sidste 23 år af hendes 101 år lange liv, men også efter døden.

https://infofamouspeople.com/famous/grandma-moses.htm

https://blogs.rollins.edu/rma/2021/01/25/on-changing-artistic-tastes-and-american-modernism-part-2-grandma-moses/

 

Wikipedia

Mandlige sex-ofre

Dette er et sceneri, som mange kvinder frygter: de skyder genvej gennem et skovområde eller en mørk gyde, hvilket en eller anden mandsperson ser som tegn på, at de "er til fri afbenyttelse". Det var mildt sagt ikke deres hensigt, men faren er så almindeligt kendt, at omgivelserne ofte afviser overgrebet som en klar og tydelig mandlig forbrydelse, for i stedet at gå over til "victim blaming": hvorfor var du nedringet, hvorfor sad tøjet stramt over bagdelen på dig, hvorfor ditten og hvorfor datten? Men hvad nu hvis ofret ikke er kvinden, men manden? Så kunne der komme et "hvorfor går du også med den sexede kasket, og hvad med det flotte skæg, som du ved er mægtig ophidsende, fordi kvinder ikke kan styre sig selv, når de ser det". Umiddelbart er tanken grotesk, men der er faktisk mænd, der anklager kvinder for voldtægt, selv om de fleste, der angriber dem, nu er andre mænd. 

Det er/var en seriemorder som John Wayne Gacy, der voldtog og derpå myrdede mindst 33 unge fyre, og ikke en Johanna Wayne Gacy. På sådan et websted som f.eks. "Reddit" er der imidlertid mænd, der anklager kvinder for at gøre, hvad mænd traditionelt er blevet grebet i om og om igen, nemlig voldtægt. Problemet er dog, at voldtægt af mænd er et underoplyst område, hvor der mangler sikre tal. At mænd bliver voldtaget, er der umiddelbart ingen tvivl om, for det sker, f.eks. i fængsler, men det er så mand imod mand, selv om Reddit-fyrene har luftet tanken om, at kvindelige fangevogtere er de værste. Noget, jeg indrømmer, at jeg har svært ved at tro på ....

Rappenskralder kender vi, ikke mindst fra gamle komedier, hvor en barsk udseende og bredbaget kvinde koster rundt med sin lille, forsagte mand. I det sammenhæng bliver situationen til et komisk indslag på samme måde som med Gøg og Gokke, hvor størrelses- og intelligens-forholdet hører sammen ved at spejle hinanden. Det er dog ikke særlig morsomt, at vold også kan blive en del af parforholdet, og at det kan være kvinden, der er den udøvende part. Der er dog ingen tvivl om, at det først og fremmest er mænd, der begår vold, da gerningsmanden i godt ni ud af ti tilfælde af vold er en mand. ( https://dkr.dk/vold-og-voldtaegt/fakta-om-vold )

Bruderov har altid forekommet mig uhyggeligt og absolut uacceptabelt, men hvad med brudgomsrov? Umiddelbart virker det helt umuligt, men det sker dog i visse dele af verden som f.eks. i Bihar i det nordøstlige Indien, men det er nu brudens familie, der står for rovet, fordi de vil sikre hende og andre familiemedlemmer et nyt medlem med penge og status. Sært nok (?) bliver den slags volds-ægteskaber sjældent annulleret, selv om ofret - dvs. brudgommen - vel sagtens har den mulighed.

Kunne kvinder gå på manderov på egen hånd, fange en laber fyr og slæbe ham hjem i dobbeltsengen, sådan som mange mænd har gjort ved kvinder? Teoretisk set er det formentlig muligt, da nogle kvinder rent faktisk er stærkere end mænd, men de ved det bare ikke selv. Når de finder ud af styrkeforholdet, kunne de måske få den ide at bruge deres muskelstyrke på samme måde, som mænd har gjort om og om igen, nemlig ved seksuelle overgreb og (sex-)mord. Umiddelbart virker det ikke særlig sandsynligt, men umuligt er det nok ikke, især ikke hvis kvinderne anvender eller ligefrem går over til en anden form for definition af voldtægt end den gængse, der taler om "penetration". 

Vold og voldtægt af mænd har altid været underbelyst, også fordi mændene holder det hemmeligt, hvis de er blevet angrebet og udnyttet, ligegyldigt om angriberen er en mand eller kvinde. Det er flovt at blive voldtaget, ligesom det er flovt at blive tævet eller bare overmanden af en der er stærkere end én selv og formentlig allerværst, hvis det er en kvinde. Trist nok kan også mænd få nogle traumatiske følger oven på et overgreb, og det har Socialministeriet forsøgt at afhjælpe med en tildeling på 323.380,00 til "Kvisten", der skal stå for behandling af ofrene. Forhåbentlig får de også indhentet nogle oplysninger vedr. episoderne, der kan klarlægge, hvad det egentlig er, der sker, samt få mændene til at anmelde disse forbrydelser.

https://ekstrabladet.dk/krimi/teenagedrenge-voldtaget-og-mishandlet-paa-kirkegaard/8265256?ilc=c 

 

https://www.npr.org/2021/07/26/1020898658/male-survivors-of-sexual-abuse-struggle-to-find-treatment 

 

https://www.ekkofilm.dk/artikler/maend-kan-voldtages/ 

 

https://frdb.dk/artikel/overgreb-m%C3%A6nd-kan-ogs%C3%A5-v%C3%A6re-sexofre-2018-9-5 

 

https://www.tvmidtvest.dk/viborg/manu-sareen-stotter-mandlige-sexofre 

 

Wikipedia

 

"Synd" - og sang

 

Mange kan være yndige, men ikke alle kan opnå næsten verdensberømmelse som sangere. Det skete imidlertid for den italienske operasanger Adelina Patti (1843-1919), der også var mægtig berømt for sit angiveligt meget hektiske privatliv. Noget, der forekommer mig ret tåbeligt, da hun såmænd ikke havde flere elskere eller ægtemænd end så mange andre, men det hun foretog sig privat blev kendt, fordi man så hende som en national ejendom: en person, hvis privatliv tilhørte offentligheden. Et problem, mange andre berømtheder både før og efter hende, har måttet leve med, medens de begræd tabet af deres liv som privatpersoner.

Ligesom Adelina var hendes forældre operasangere, og det gjaldt såmænd også hendes to søstre, Amelia og Carlotta, medens deres bror, Carlo Patti, blev violinist. Altså en meget musikalsk familie, men Adellina var den kendteste, og hendes ry har faktisk holdt sig helt op i vor tid, selv om det er så som så med kvaliteten af de grammofonindspilninger, man har af hende. Noget af hendes nutidige berømmelse bygger derfor nok på en "berømmelsens berømmelse": man ved, at hun var ovenud kendt, hvilket hun så er blevet berømt for. Desuden så man hendes også som en femmes fatale, hvilket var med til at skabe hendes ry.
 

En af Adelinas største og mest indsigtsfulde beundrere var komponisten Giuseppe Verdi (1813–1901), der ikke veg tilbage fra at kalde hende "den måske fineste sanger nogensinde med en fantastisk teknik". At hun også så godt ud gjorde hende perfekt til de mest populære operapartier, så der er ikke noget at sige til, at Verdi - samt publikum - var glade for hende. 

Adelina var født i Madrid, da hendes ellers italienske forældre arbejdede i Spanien på det tidspunkt, hvor hun kom til verden som det yngste af børneflokken. Senere flyttede familien til USA, hvor de slog sig ned i New York, og hvor hendes svoger, musikeren og impressarioen Maurice Strakosch, underviste hende i sang og sangteknik. Bare 16 år gammel fik hun sin debut i titelrollen i Donizettis "Lucia di Lammermoor". To år efter fik hun en sådan succes i Covent Garden, at hun købte et hus og begyndte at bruge London som sin base for det, der bleve en sangmæssig erobring af Europa. Andre store succeser var f.eks. hendes optræden for ægteparret Lincoln, der lige havde mistet deres søn, der var død af tyfus. Europa, USA, men bl.a. også Rusland og Sydamerika lå for hendes fødder, hvilket nok også hang sammen med det pigede og ungdommelige udseende, der fulgte hende længe. På højden af sin karriere forlangte hun $5000 kontant i guld, før hun overhovedet åbnede munden. Desuden skulle hendes navn øverst og med større skrift på alle plakater. Betingelser, hun fik opfyldt, selv om der var dem, der protesterede imod hendes krav. 

Scenebillede af Adelina Patti

Når hun var så pengegrisk skyldtes det bl.a., at hun havde mistet store summer i forbindelse med sin første skilsmisse, nemlig fra Henri de Roger de Cahusac, Marquess of Caux (1826–1889). Nummer to var en tidligere elsker, den franske tenor Ernesto Nicolini, og det ægteskab blev regnet for lykkeligt, men da hun blev slettet fra hans testamente, har det nok ikke været så godt alligevel. De blev dog ikke skilt, idet forholdet varede til hans død. Det tredie ægteskab var med en særdeles flot og meget yngre, svensk baron, Rolf Cederström (1870-1947), der gav hende den tilbedelse, hun havde brug for, men som gennemgik hendes liv og husholdning med en sparekniv, der ramte hendes livsstil. Efter hendes død giftede han sig med en ung kvinde, og de fik en datter, der som sin fars eneste arving også høstede den økonomiske frugt af hans ægteskab med verdensstjernen, Adelina Patti.

Det er blevet hævdet fra forskellig side, at hendes berømte affærer - i og uden for hendes tre ægteskaber - var med til at gøre hende til en scenemagnet. Sært nok synes den tankegang at følge alle berømtheder, ligegyldigt hvad der har skabt deres berømmelse. Man kan spekulere over hvorfor, men jeg har i hvert fald ikke noget svar, kun en undren ....

 

https://www.encyclopedia.com/women/encyclopedias-almanacs-transcripts-and-maps/patti-adelina-1843-1919 

 

https://operawire.com/artist-profile-adelina-patti-one-of-the-greatest-bel-canto-sopranos-of-her-time/ 

 

https://www.britannica.com/biography/Adelina-Patti 

 

Wikipedia