Beulah Louise Henry (1887–1973) elskede teknik og "dimser" af alskens slags, og tidligt i livet gik hun i gang med at lege med mulighederne for at skabe nye, spændende og nyttige tekniske vidundere. Selvlært, som hun var, fik hun sit første patent i 1912, medens hun stadig var teenager og tilmed skolesøgende. Dengang gjaldt det en ismaskine, men hun udvidede hurtigt sit repertoire, og i 1924, hvor hun flyttede til New York, oprettede hun to selskaber, der skulle stå for fabrikationen af hendes opfindelser samt det legetøj, der også interesserede hende, og som hun skabte meget af.
Nogle år senere skiftede hun fokus til forbedringer af allerede eksisterende maskiner som f.eks. skrivemaskiner og symaskiner, som hun gik stærkt ind for at gøre bedre. I 1932 fik hun et patent på en virkelig forbedret skrivemaskine, som hun kaldte "photograph", og som vist nærmest var en form for fotokopi-maskine. Meget smart efter datidens forhold.
Blandt de andre maskiner, hun arbejdede på og fik forbedret betydeligt, var en speciel symaskine, men samtidig lavede hun skægge opfindelser som f.eks. paraplyer med udskiftelig dug, så de altid kunne stå til det tøj, deres ejere bar. Da hun lavede en speciel, pædagogisk "børne-klokke", var den meget nyttig, da den lærte børnene klokken. Der var ingen ende på alle hendes opfindelser, og hun nåede at få 49 amerikanske patenter i løbet af sin karriere. Ialt forbindes hun imidlertid med mere end 100 opfindelser, og i Japan fik hun en speciel status som inspirationskilde for andre kvindelige opfindere. I 2006 blev hun optaget i "The National Inventors Hall of Fame", og hun er stadig beundret og æret den dag i dag.
Arbejdstegning til Beulahs symaskine
https://www.thefamouspeople.com/profiles/beulah-louise-henry-7086.php
https://www.invent.org/inductees/beulah-louise-henry
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar