søndag den 31. oktober 2021

Den afrikanske kvinde, der blev defineret af hvide som et dyr

Den røde tråd i den sorte afrikaner Sarah Baartmans liv var hvide mænd, der udnyttede, misbrugte og nedværdigede hende på forskellig vis. Det er sørgeligt at tænke på, at et menneske kan blive foragtet for noget, der ikke er foragteligt, og udnyttet som "mindreværdig" af en uforstående verden, men sådan gik det desværre med Sarah fra Sydafrika. 

Sarah Baartman hed oprindelig noget andet, men hendes egentlige navn er gået tabt, og hun er kendt under sit tildelte navn, (der dog somme tider staves anderledes). Hun blev født i 1789 og hørte til Khoikhoi-stammen, hvis medlemmer senere blev kaldt hottentotter. Som ganske ung blev hun giftet væk, og på det tidspunkt var hendes forældre formentlig allerede døde. Det barn, hun fødte i ægteskabet, døde trist nok meget ung, og så vidt jeg kan se, var hun uden slægtninge, der kunne tage sig af hende og rådgive hende i en verden, der blev oversvømmet af hvide såkaldte kolonisatorer. At de først og fremmest var erobrere, der lagde beslag på ejendele og områder, der tilhørte de oprindelige folkeslag, er vi først nu ved at erkende, men sådan var det.

Inden Sarah blev født, boede der betydeligt færre hvide indbyggere i landet, men omkring 1780 var der 10.000, og de fyldte! De første ofre for disse hvide, engelske og hollandske indvandrere var de stammer, som Sarah hørte til, for de var nærmest forsvundet i løbet af ganske få år. Hvad personen Sarah angik, så blev hun - åbenbart uden videre - gjort til slave af en mand ved navn Peter Caesar, der bedømt ud fra navnet vel sagtens har været engelsk. Hvorom alting er, så blev hun tvunget til at flytte til Cape Town, hvor hun primært arbejdede med børnepasning i to år. For at det ikke skal være løgn, blev hun derpå sørme endnu engang gjort til slave, denne gang af en hollænder ved navn William Dunlop, der arbejdede for englænderne. (Gad vide, om Peter Caesar solgte hende til hollænderen - hm!!!)

Denne nye "herre" tvang hende til at underskrive en kontrakt, der angiveligt ville give hende penge og forskellige goder. Hun underskrev kontrakten den 29. oktober 1810 og havnede derefter i London, hvor hun blev set som en sensation på grund af sit ydre. Store numser må have været i høj kurs, for det var det, de måbende englændere fokuserede på, da hun blev tilknyttet et cirkus, hvor hun blev udstillet som et dyr i bur, men med betegnelsen "The Hottentot Venus". Her blev hun udsat for mange forskellige ydmygelser og direkte nedværdigelser, bl.a. af seksuel art.

Hun blev lånt ud eller udlejet til velhavere, der ville have noget "underligt" eller "eksotisk" som underholdning ved deres selskaber. Nogle steder fik tilskuerne udleveret en pind, som de så kunne prikke til hende med, hvilket er en dybt nedværdigende og umenneskelig behandling af et menneske. 

Det, der tiltrak opmærksomheden, var og blev hendes figur. Den store numse, der altså fascinerede datidens mennesker, fik imidlertid en ironisk parallel, da tournuren, der gav almindelige europæiske kvinder en silhuet som Sarahs, blev moderne. Var Sarah med til at inspirere modeskaberne? I Danmark var tournuren højeste mode i tidsrummet 1868-1890, og det kan da godt være, at Sarah var en af dem, der inspirerede til den, men det er ren spekulation, der ikke kan afgøres med sikkerhed.


Den 24. november 1810 forsøgte den velmenende organisation, The African Association, at få sat en stopper for udnyttelsen af denne totalt hjælpeløse kvinde, der var strandet i et fjendsk og fremmed samfund, hvor hun blev udnyttet på det groveste. De førte en retssag på hendes vegne, men det hele fusede ud, da hun blev nødt til at skrive under på, at hun så sandelig ikke blev seksuelt udnyttet, og at hun var helt indforstået med de ting, hun blev udsat for. Det betød, at dette forsøg på at hjælpe hende endte med, at sagen blev afvist. Hun fik dog mere bevægelsesfrihed, fordi der var mere fokus på, hvad hun kom ud for.

Sarah havde haft et hårdt og nedværdigende liv, der nu blev endnu værre, da hendes "herre", William Dunlop, døde, og hun havnede i kløerne på en anden. Han hed Henry Taylor, og han udnyttede og mishandlede hende ligesom Dunlop, men så solgte han hende til nogle personer, der trænede dyr. Hun blev nemlig set som en form for dyr og blev udstillet i et bur sammen med andre dyr. Alt det, der skete med hende, efterlod hende syg og sølle, men åbenbart ikke uden seksuelle kvaliteter, for hun blev i hvert fald gravid. Dette førte til hendes død som 26-årig i Paris den 29. december 1815.

Ikke Sarah selv, men en figur af hende

Man skulle tro, at så havde hun da fået fred, men nej. Ikke engang en grav fik hun, for hendes lig - eller dele af det - blev fremvist som en kuriositet indtil 1974, hvor Nelson Mandela forlangte at det, der var tilbage af hende på dette tidspunkt - dvs. hendes skelet - blev udleveret og begravet i Sydafrika. 

Sydafrikansk og fransk embedsmand ved siden af Sarah-figuren, inden den sendes til Afrika 

Det lykkedes dog først at få Nelson Mandelas krav opfyldt otte år senere, men hun blev først begravet den 9. august 2002. 

Der er kommet film, dokumentarer og bøger om Sarah og hendes skæbne, og hun står nu som et symbol på både kvinde- og raceforfølgelse, for hun gennemgik begge dele i rigtig mange år. Faktisk det meste af hendes voksne liv ....



https://www.bbc.com/news/magazine-35240987

 

https://www.news.uct.ac.za/article/-2014-12-01-the-humility-of-sarah-baartman 

 

https://www.alamyimages.fr/removal-men-adjust-the-skeleton-of-saartjie-baartman-after-a-ceremony-at-the-south-african-embassy-in-paris-april-29-2002-in-preparation-for-baartmans-remains-return-to-south-africa-in-early-may-for-burial-the-indigenous-woman-born-in-1789-was-taken-to-london-by-a-british-navy-doctor-around-1810-where-she-was-shown-off-in-freak-shows-as-the-hottentot-venus-after-she-died-in-1814-or-1815-her-skeleton-brain-and-other-organs-were-preserved-and-displayed-at-the-museum-of-mankind-in-paris-image381437956.html 

 

Wikipedia


Indianernes særlige indsats under WWII

Spotted Wolk

Var denne bistert udseende indianer med til at vinde Anden Verdenskrig som kodetaler (: Code Talkers)? Aner det ikke, og jeg ved ikke engang, om han er Navajo, for der er jo flere indianer-stammer, og mange af dem ydede en krigsindsats. Desuden vil jeg tro, at han var et par generationer ældre end de indianere, der på snedig vis gjorde deres til at vinde Anden Verdenskrig. Desværre fik de ikke den ære og respekt, de havde fortjent allerede dengang, for deres indsats blev - sammen med andre vigtige krigsdetaljer - hemmeligstemplet indtil 1968. Efterhånden som sløret er blevet løftet for den bedrift, de udførte, er der dog kommet en større forståelse for deres unikke indsats. 

Navajo-mand, uranium-minearbejder omkring 1950

Og hvordan foregik det så? Jo, man udvalgte 29 Navajo-mænd, der skabte en kode, der var baseret på det uskrevne og meget sofistikerede Navajo-sprog. Koden var først og fremmest bygget op omkring associationer, hvor Navajo-ord blev knyttet til nøgleord og nøglefraser samt militære taktikker. Forbløffende nok kunne kodetalerne oversætte tre linier på engelsk på omtrent 20 sekunder og ikke 30 minutter, som det ellers var almindeligt med de kodebrydermaskiner, der allerede var i brug. Seks Navajo-kodetalere spillede en ganske særlig og meget vigtig rolle under de overraskende langvarige kampe om Iwo Jima. Nogle militære eksperter var ikke engang sikre på, at det var umagen værd, men netop denne del af Stillehavskrigen fik i hvert fald en virkelig stor symbolsk betydning.

Under disse kampe stod seks Navajo-kodetalere for formidlingen af 800 meddelelser, hvilket de klarede flot, nemlig helt uden fejl. Man er enige om, at deres indsats spillede en afgørende rolle i erobringen af Iwo Jima. Indtil de kom til, havde japanerne nemlig brudt hver eneste militære kode, man havde brugt, hvilket skabte et stort behov for noget bedre.


Eftersom kodetalerne brugte telefoner og radioforbindelser, kunne man forestille sig, at japanerne havde formået at bryde koden, men nej, koden var skam stadig ubrudt ved krigens slutning. Man må sige, at dermed havde Navajo-kodetalerne bevist deres værd. Den, der havde fået ideen til at bruge Navajo-indianere som kodetalere, var iøvrigt en veteran fra WWI, Philip Johnston. Da han var barn havde hans far slået sig ned blandt Navajoerne som missionær, og den lille Philip havde derfor fået et indgående kendskab til stammens sindelag samt kunnen og viden.

Den lille Philip med sin bror og deres missionær-far 

Da Philip Johnston foreslog brugen af Navajo-indianere som kodetalere, blev han mødt med skepsis af andre militærfolk, men forskellige tests overbeviste dem om ideens bæredygtighed. Navajoerne måtte dog gennemgå en almindelig militær træning samt forskellige sprogtests, inden de blev udvalgt som kodetalere, hvilket måske holdt nogen tilbage.

Den voksne Philip Johnston

En pudsighed er, at der ikke oprindelig var nogen militær terminologi i Navajo-sproget. De blev tilføjet undervejs, så hvor den oprindelige kode havde bestået af 211 udtryk, så voksede den efterhånden til 411 i løbet af krigen. Endnu morsommere er det, at kodetalerne også udviklede et helt navajo-alfabet, som der heller ikke havde været før.

Efter at hemmeligstemplingen af kodetalernes indsats blev ophævet i 1968, så blev navnene på de 29 deltagere afsløret: Charlie Sosie Begay, Roy Begay, Samuel H. Begay, John Ashi Benally, Wilsie Bitsie, Cosey Stanley Brown, John Brown Jr., John Chee, Benjamin Cleveland, Eugene Crawford, David Curley, Lowell Damon, George Dennison, James Dixon, William McCabe, Carl Gorman, Oscar Ilthma, Allen June, Alfred Leonard, James Manuelito Sr., Chester Nez, Jack Nez, Lloyd Oliver, Frank Pete, Balmer Slowtalker, Nelson Thompson, Harry Tsosie, John Willfe Jr. and Yazzie William. 


Alle 29 fik "The Congressional Gold Medal", der måske så ud som den ovenfor. Det var selvfølgelig en stor ære for kodetalerne. Man skal dog huske på, at navajoerne ikke var de eneste indianere, der blev kodetalere og gjorde en indsats under WWII. Også Comancher, Crow, Hopi, etc. stod for vigtige militære tjenester under krigen, men det lader til, at de på en eller anden måde er blevet overskygget af navajoerne.

 

https://www.cia.gov/spy-kids/parents-teachers/docs/Lesson-plan-codes-and-code-breaking.pdf

 

https://unwritten-record.blogs.archives.gov/2020/12/01/navajo-code-talkers/ 

 

https://www.intelligence.gov/index.php/people/barrier-breakers-in-history/453-navajo-code-talkers 

 

https://eu.azcentral.com/story/news/local/arizona/2018/07/11/navajo-code-talker-facts-unbreakable-code/460262002/ 

 

https://edition.cnn.com/2017/11/28/us/navajo-code-talkers-trump-who/index.html 

 

https://www.intelligence.gov/index.php/people/barrier-breakers-in-history/453-navajo-code-talkers 

 

Wikipedia


lørdag den 30. oktober 2021

Sang og kurver

 

Jeg ser den britiske primadonna Emily Soldene (1838-1912) som en livskunstner, der formår at få en masse ud af alle de aldersbetingede faser i en udøvende kunstners liv. Hun sidder ikke forgræmmet og hulker over, at ungdommen svandt, sådan at hun ikke længere vil kunne gøre sig som f.eks. den forførende Carmen i Bizets opera. Næh, hun bliver teaterdirektør og skribent, og hun er god til begge dele.

C. D. Marius, singer

Nogle af de stjerner, hun beskrev i sladderpressen, kunne måske føle sig udleveret, sådan som jeg synes, det sker her med sangeren, der ikke kunne synge, men som gjorde sig på en scene, fordi han så godt ud: “Young and beautiful, and slender, and sleek, and sly and so elegant. He played Landry, and made love to Frédégonde or Brunehaut, he didn’t care which, with an ardour that was not only particularly French, but particularly pleasing and particularly successful, so successful indeed that every girl in the front of the house was seized with a wild desire to understudy those two erratic, not to say imprudent characters.” Kort sagt, hun får afsløret, at sangeren ikke lever af sin sang, men af sit flotte ydre, og man spørger uvilkårligt sig selv, hvor meget hendes kvindelige kurver gjorde for den karriere, hun nød siden sin debut ved en Glover-koncert i 1862. Ret meget vil jeg sige, for hun havde de flotte 8-talsformer, der var populære dengang.

Kurverne er der, men det er sangstemmen angiveligt også. Desuden var hun så heldig, at hun både i sit ydre og sin personlighed passede perfekt til den komponist, hvis værker hun var med til at gøre populære i England på denne tid, nemlig Jacques Offenbach. Hun var dog også forrygende som Carmen, der var et af hendes glansnumre, efter at hun i 1879 introducerede Bizets populære opera på engelsk.

Emily Soldene som Carmen i 1880

Én ting var dramatikken og sangteknikken, der hørte til operaen "Carmen", noget andet de lette toner i Offenbachs operetter, som hun altså spillede en stor rolle i at få indført i England samt de steder, hvor hun turnerede. Ifølge hendes memoirer havde komponisten ytret bekymring for, at de sangere, der optrådte i hans værker var for "opera-agtige". Næh, han foretrak, at de havde en baggrund i de meget populære, men "folkelige" music halls. Da hun selv skiftede repertoire fra operaen til operetten og senere også blev teaterdirektør, gik hun ifølge sine memoirer endnu videre: de optrædende blev oftere valgt ud fra deres ydre end deres kunstneriske formåen. Som sagt: kurver skal der til, for at successen er hjemme i viktoriatiden .....

Hun var datter af et par, der muligvis levede i et dengang noget skandaløst forhold, der formentlig omfattede bigami. Ikke den bedste start for en kvinde i viktoriatiden, men Emily lod sig ikke slå ud af den slags uheldige omstændigheder. Det er mit indtryk, at hun hørte til den velsignede mennesketype, der altid klarer sig, fordi de forstår at aflæse de vilkår, samfundet afstikker for dem og få det bedste ud af situationen. Noget, jeg bestemt tager hatten af for, samtidig med at jeg er glad for, at kvinder har fået andre muligheder end at vise kurver. En udvikling, hun med sin karriere, jo også er et eksempel på, da hun fik succes både på og uden for scenen.


Som en følge af hendes succes som sanger fik hun lejlighed til at gøre sig gældende på andre måder, bl.a. som teaterdirektør. I 1874-1875 stod hun for en storstilet turné i USA, hvor hun opførte de samme operetter, som hun havde gjort berømte i England. Ifølge hendes memoirer bestod ensemblet af kvinder, der levede op til tidens smag: "From the first moment of going into management – recognizing the attractive force of female beauty – I surrounded myself with the best-looking and best set-up girls that could possibly be found. I selected my chorus from the ballet. The result, a minimum of voice, perhaps, but certainly a maximum of good looks and grace.... They felt the music, were full of life, and, like a blooded horse, were anxious for a start."


Den myndige teaterdirektør og senere sladderjournalist, Emily Soldene

Da Emilys mand, John Powell, døde, sad hun tilbage som alenemor til fire børn. Nogenlunde samtidig oplevede hun en bekostelig og ikke særlig succesfuld turné i USA samt forskellige andre fortrædeligheder af økonomisk art. Desuden kunne det ikke nægtes, at de kurver, der havde været med til at give hende succes på scenen, efterhånden var blevet lige vel overdådige. Hun vejede simpelthen for meget til de sexede roller, hun før havde fået succes med. Det betød, at hun efterhånden gik mere op i sit andet talent, nemlig at skrive. Bl.a. skrev hun i 1889 et skuespil, "Jeanne Fortier, the Bread Carrier", men hun skiftede også rollefag fra sexet dame til buttede kvinder i lystspil. Det foregik i San Francisco, hvor hun boede i nogle år.


Typisk for denne livskunstner skabte hun sig altså en ny karriere som skribent, da hun ikke længere kunne gøre sig på scenen i de roller, der før havde bragt hende succes. Hun blev musik- og teateranmelder, foruden at hun gjorde sig som sladderjournalist, bl.a. ved "The Sun". I 1896 udgav hun en roman, "Young Mrs. Staples", og samme år kom hendes efter datidens mening temmelig skandaløse memoirer, "My Theatrical and Musical Recolletions", hvor hun bl.a. afslørede forskellige pikante sandheder om det viktorianske og edwardianske samfund, hvor hun havde boltret sig som en fisk i vandet.

Andre har også beskrevet Emily og hendes liv, bl.a. Helen Batten
 
 

 

torsdag den 28. oktober 2021

Tanker omkring lig og dem, der hersker over dem

 

Den 3. januar 1649 blev den engelske konge Charles I (1600-1649) halshugget offentligt i London. Øjenvidner fortæller, at scenerierne omkring denne blodige henrettelse var ret vilde, for flere af de mange tilskuere kæmpede om at nå helt frem i forreste linje. Det var ikke bare nysgerrighed, der drev dem, men også ren og skær blodtørst, for folk dyppede fingre, lommetørklæder eller medbragte klude i kongens blod. Ret sært i vore dage, hvor vi ikke forbinder blodet med de magiske kræfter, man tillagde det før i tiden. Livskraften var noget, man virkelig troede på, og det var denne tro, der ifølge folketroen udgjorde en vigtig del af vampyrernes vandringer blandt de levende. 


Mon alle disse overtroiske personer - dvs. kongens undersåtter!!!!!!!! - ville have ædt ham, hvis de havde fået mulighed for det? Måske ikke, men blodet ville de have, og nogle skaffede sig det så ..... Faktisk kunne kan sige, at disse (dengang) levende mennesker gjorde det, de beskyldte vampyrer for, nemlig at stjæle andres "livskraft" via blodet.


Har dette jernbur været stærkt nok til at holde den formodede vampyr i tømme? Højst sandsynligt, eftersom myterne om vampyrer ikke er andet end lige præcis det: myter og legender. Mærkeligt nok fandtes denne tro på de vandrende og livskraft-stjælende lig dog ikke kun i østeuropæiske, ikke-så-sofistikerede lande, men også i det angiveligt civiliserede og oplyste England, hvor den holdt sig til engang i 1800-tallet. Således har man fundet en eller flere grave med lig, der holdes fast af plovskær, der er hamret ned i brystet på dem: så kan de lære det, kan de, ikke noget fremmed blod til disse balstyrige kadavere!

 

De besynderlige modsætninger i vor behandling af afdøde personer har altid fascineret mig. I død tilstand forvandles den allerfornemste person til en "dukke" uden egen vilje. De efterladte kan gøre med ham eller hende, som deres følelser dikterer dem, for dybest set er der ingen beskyttelse for disse nu døde medborgere. Således er der et spring fra undersåtternes udnyttelse af det kongelige lig ved Charles I's henrettelse til dyrkelsen af de døde, bl.a. gennem fotografikunsten, men på en måde er det det samme: du er død, så du tilhører os! Forestiller tegningen ovenfor et lig? Tjah, det er jeg ikke 100% sikker på, selv om manden står op ad et af de stativer, man ofte forbinder med fotografier af afdøde. Dvs. at dette er et måske-/måske ikke-billede af en situation, som mange før i tiden oplevede på nærmeste hold, når en af deres kære døde, og de bare måtte have et billede til minde om ham eller hende. Velhavende mennesker havde selvfølgelig altid kunnet få foreviget deres kære via malerier, men med fotografikunsten åbnede der sig helt nye muligheder, og dem benyttede mange sig af, selv om resultaterne ofte var uhyggelige. Jeg synes f.eks., at nedenstående billede af et lig i en kiste, der holdes kunstigt oppe, er forstemmende og ikke spor rart. Så hellere huske afdøde, som han lever i ens erindring, end at se ham uden liv og sjæl. Denne døde mand er ret ung, men han har levet et liv, der nu er slut, og det er altså det, man bør mindes, og ikke denne opstablede gengivelse af ham.

Det mærkelige er, at nok er de fleste ikke-forrådnede døde mennesker til at genkende, men der mangler noget - eller er føjet noget til, der forandrer dem. Hvordan det er gået til, hvis liget altså ikke får make-up på, er mig en gåde. Her i landet bruger vi ikke make-up, for vi har ikke åbne kister, men det har de i f.eks. USA, og jeg har hørt, at det vækker sorg og megen bekymring, hvis familien bliver nødt til at lukke kisten, fordi den døde er gået i forrådnelse eller er blevet skadet, så han/hun ikke længere er "pæn". Mit bud på en forklaring er, at så bliver situationen alt for tydelig og kan ikke bortforklares: Mr. XY eller Ms. XX er virkelig død og ser nu ud på en måde, der gør dette tydeligt, hvilket åbenbart opleves som pinligt. Synet overskrider nogle grænser for, hvordan vi - eller vore kære - vil se ud: det er, som det er, men det skal ikke kunne ses, så man pådutter den døde et liv, der rent faktisk er slut ....

Et bevidst uhyggeligt billede, eller var der virkelig nogen, der poserede sådan med et ikke frisk lig af en baby? Når det gælder post mortem-billeder, så er der ikke noget, der kommer bag på mig, for nogle af dem, man ser, er virkelig både makabre og ubegribelige samt - på en vis måde - direkte pinlige. 

Der skal en virkelig stærk kærlighed og indbildningskraft til for at se denne døde kvinde (tv) som den højt elskede søster, man har mistet. Lugt og udseende ville gøre dette umuligt for de fleste nulevende, og hun ville afgjort ikke komme i den "åbne kiste", amerikanerne er så glade for. Den levende søster lader imidlertid til at have accepteret hende som den, hun var i levende live. Kjolen er tydeligvis ny og fin, og hun er vel blevet klædt på af sin søster, så hun kan være præsentabel. At tage dette fotografi frem og mindes den døde i denne tilstand forekommer mig at være en gru uden lige, men også en spot af hende og det, hun er blevet til, selv om billedet formentlig er et udtryk for en smuk og dyb kærlighed, der når ud over døden. Denne type fotografier af døde var især populære i viktoriatiden, og de fungerede som et minde om afdøde, så man gjorde som regel, hvad man kunne for at skabe livagtige scenerier. Det var ikke døden, man ønskede afbildet, men identiteten - sjælen så at sige - på den døde.

I de fleste lig-billeder af både nutidig og fortidig art har man forsøgt at skjule, at det drejer sig om en død person. Billedet ovenfor forestiller en ung mand, der døde for ca. 10-20-30 år siden, og hvis mor dengang har fået hans lig opstillet, som han så ud i levende live, når han gjorde det, han elskede mest, nemlig at spille et bestemt spil. For mig er det en parodi på livet, hvor han fastholdes i en rolle og ikke andet. Det minder mig om en morsom og også perspektivrig film, hvor hovedpersonen Phil Connors (spillet af den herlige Bill Murray) fanges i en form for "tidssløjfe", hvor den samme dag gentager sig om og om igen: "Groundhog Day". Ligegyldigt hvad han gør, så kommer han ikke ud af stedet, og det er sjovt, men samtidig helt igennem forfærdeligt. Den døde, unge mand ved bordet holdes fast i en lignende "tidssløjfe", men uden virkelig at deltage, hvilket Bill Murray som Phil Connors dog kunne og gjorde.

Denne mand ligner formentlig sig selv, som han så ud, da han var i live, for hvis der er en forrådnelse, så kan jeg i hvert fald ikke se det. Hans stive positur og de stirrende øjne kan dog umuligt være det, man ønsker at huske, når man tænker på ham og hans liv. De viser nemlig meget tydeligt, at der er tale om et lig.

Dér sidder de, to levende og én død. Formentlig en familietragedie, hvor den unge, nu afdøde pige stod på tærsklen til den voksne alder, men aldrig kom længere end som så. Meget trist at se den dag i dag, for man fornemmer, hvilket tab dette dødsfald må have været. Forældrene virker stoiske, men der er en vis rørende stemning over billedet, for den døde sidder omfavnet af dem, der holder af hende. Man ville dog ønske, at de havde tænkt på at få et fotografi før deres datters død, hvor hun lignede, hvad hun var i levende live.

Et dødt dyr, der måske mistede livet ved ikke at blive budt ordentlige levevilkår som kæledyr. Den slags har sin egen form for tristhed, for var det uvidenhed eller ligegyldighed, der dræbte dette lille, uskyldige væsen?


Endnu et elsket kæledyr, der er blevet foreviget. Her sker det uden det middel, man ellers ofte har benyttet sig af: udstopning. Hunden ligger på siden, hvilket disse dyr da vist sjældent gør på denne måde. Den hverken er, eller ser levende ud, og det er ikke et minde, der er værd at bevare. Næh, dér foretrækker jeg langt et øjebliksbillede af livsglæde. En hund i denne situation udtrykker virkelig sin personlighed, og det gør de opstablede post mortem-billeder altså ikke.

Når man tænker på krigsbilleder af døde soldater, civilpersoner eller som i Anden Verdenskrig kz-lejrfanger, så er og bliver det rystende. Man er ikke menneskelig, hvis man ikke påvirkes af det, for hvad enten det er fjender eller venner, så er dette mennesker som én selv, og de er blevet udsat for noget komplet uacceptabelt. Jeg føler det samme for mishandlede eller døde dyr, for også det er en hån imod et livsprincip, der bør holdes helligt. Manglen på respekt for døde, der forvandles til "dukker" for vore luner og sære ideer er og bliver en mangel på respekt for livet.


http://www.mdolla.com/2012/05/stiff-pose-victorian-postmortem.html



https://videnskab.dk/sporg-videnskaben/hvad-gor-doden-ved-kroppen 

 

Wikipedia

 

Syndebuk eller skyldig?

 

Kathleen Zellner

For nylig læste jeg noget om, at man regner med, at 4% af alle indsatte i amerikanske fængsler i virkeligheden er uskyldige. Dvs. at ca. 90.000 fanger i USA er havnet i fængsel uden at have gjort noget af det, de er dømt for. En meget foruroligende tanke, og jeg håber virkelig, at det ikke passer, eller at tallet i hvert fald er sat alt for højt. Noget, der kunne tyde på, at der rent faktisk er noget om snakken, og at tallet ikke er sat for højt, er advokaten Kathleen Zellners succes med at få frigivet mennesker, der har været fængslet i flere år for alvorlige forbrydelser. Hun er ikke mindst kendt for sine (foreløbig ikke-succesfulde) anstrengelser for at få sat den morddømte Steven Avery (født den 9. juli 1962) fri, hvilket også hænger sammen med Netflix-dokumentaren "Making A Murderer", der netop handler om hans sag. Der har været skrevet rigtig meget om denne mordsag, fordi der er visse ting inde i billedet, der vel nærmest automatisk vækker en vis mistro til politiets arbejde. Bl.a. en stor erstatning, der nu lader til at være blevet stillet i bero ....

Teresa Halbach
 
Denne sag starter med, at den unge fotograf Teresa Halbach (født den 22. marts 1980) bliver meldt savnet, efter at hun har været ude for at fotografere en bil ved Avery-familiens autoophug. Spørgsmålet er, hvor hun gik hen efter at have udført opgaven, for ingen har hørt fra hende siden da. Hun havde en vane med at påtage sig små-jobs med noget, der kaldes "hurtig-fotografering", hvilket betød, at hun ikke altid meldte tilbage til det bureau, hun var tilknyttet, og hun kan teoretisk set have taget imod en ikke-planlagt opgave, som ingen ved noget om. 


Steven Avery

Da hendes sidst kendte opgave foregik på Avery-familiens autoophug, var det selvfølgelig nærliggende at tro, der var sket noget i forbindelse med dette, så der kom hurtigt fokus på Steven Avery, der boede i en husvogn på grunden. Selv hævdede han, at han havde forladt husvognen for at gå hen til hendes bil og betale hende for hendes service som fotograf, og at hun ikke havde været der, men hans nevø, den 16-årige, noget mentalt tilbagestående Brendan Dassey (født den 19. oktober 1989), satte for alvor gang i kriminalsagen ved at påstå, at hun var blevet kidnappet, voldtaget og myrdet af ham og hans onkel, nemlig bemeldte Steven. En påstand, der understøttedes af den kendsgerning, at resterne af Teresas brændte lig blev fundet på Avery-grundens bålplads. Derfor blev Steven Avery og hans nevø, Brendan Dassey, arresteret i november 2005.


Ingen af de to er ligefrem åndsfyrster, men Brendan har beviseligt en meget lav intelligens, selv om han dog gik i high school. Han er indelukket, virker "sær" og er uden nogen venner, medens hans onkel Steven nærmest virker "bondsk" og meget snu, hvilket også gælder andre i Avery-familien. Én ting er, hvordan de virker, noget andet, hvordan de er, nemlig ikke-rige arbejdere, der klarer sig ved hårdt manuelt arbejde, og hvilket præger dem, også fysisk.


Steven med sine forældre

Sagen syntes klar, da man fandt Teresa Halbachs ligrester på Avery-grunden, men Steven nægter al skyld i forbindelse med hendes død. Det begynder Brendan også på, formentlig da det går op for ham, at hans "tilståelse" ikke betød, at han kunne tage hjem til sin mor og stedfar, og at han nu risikerer livsvarigt fængsel. Videoer af flere rystende forhør af den 16-årige udviklingshæmmede teenager viser, hvordan han blev groft manipuleret af politiet og tilmed også sin egen advokat. Det er betegnende for politiarbejdet omkring denne sag, at sliddet med at finde en anden skyldig slutter, nu hvor man udelukkende fokuserer på Steven og Brendan. Der er dog mange ting, der tyder på, at hverken Brendans påstande eller tilståelse holder vand, for Stevens husvogn - hvor voldtægten og mordet angiveligt fandt sted - bærer ikke præg af sådanne voldsomme forbrydelser. Den burde sejle i blod, men er bare rodet og nusset, uden blodspor.

Dommen sendte både onklen og nevøen i fængsel, Steven på livstid uden mulighed for prøveløsladelse og Brendan med mulighed for en løsladelse som 58-årig. Brendans forsikringer om, at hans påstande kom fra en bog, der vist nok hed "Kiss the girls", og at hverken han eller Steven voldtog og myrdede Teresa, tilsidesættes som bortforklaringer, men der meldte sig dog ret hurtigt en vis tvivl hos diverse velmenende personer, der har fulgt sagen nøje. Man indsendte appel efter appel i begge de dømtes sager, men alle blev fejet af bordet, indtil Kathleen Zellner kom til. 

Hun har specialiseret sig i at efterprøve forkerte domme og har haft held med at få over 20 omstødt, bl.a. dommen over Kevin Fox, der blev anklaget for at have myrdet sin datter, men som blev frikendt og derpå løsladt fra fængslet. I årenes løb har hun indhentet erstatninger på omkring 90 millioner dollars til sine klienter, så hun er ikke en Ms. hvem-som-helst, men en respekteret og frygtet advokat. 

Mange har i årenes løb gjort virkelig meget for at få Steven, men især Brendan frikendt og løsladt, men det er nu heller ikke lykkedes for super-advokaten Kathleen Zellner. Man kan tro på deres uskyld eller lade være, men der er faktisk noget, der virker ENORMT lusket i denne sag, og det er det faktum, at den ligesom bygger på en tidligere sag imod Steven. 

I 1985 blev han fængslet og dømt for voldtægt og mordforsøg på en kvinde ved navn Penny Beerntsen, da hun var ude at jogge. Senere udpegede hun ham som den skyldige, og hans ydre passede godt med det, hun havde fortalt om overfaldsmanden, så ingen tog hans protester imod dommen på 32 års fængsel alvorligt. Sagen var bare den, at han rent faktisk var uskyldig, hvilket blev bevist 18 år senere ved hjælp af DNA-tests. Penny Beerntsen havde taget fejl af ham og en anden, der lignede ham meget i ydre, nemlig Gregory Allen.


Allen til venstre og Avery til højre 

Alle, undtagen politiet, der på et tidligere tidspunkt havde afvist muligheden af, at Gregory Allen havde begået overfaldet, jublede og ønskede Steven til lykke, da han blev løsladt i 2003 efter 18 års fængsel. Det kan heller ikke have glædet ordensmagten, at Steven indgav et krav om en erstatning på 36 millioner dollars for den forkerte dom samt den lange fængsling. Kan det være dette erstatningskrav, der ligger bag det, som efterhånden mange - deriblandt Kathleen Zellner - hævder ikke bare er dårligt politiarbejde i Teresas sag, men også et bevidst forsøg på at bruge Steven som syndebuk i mordsagen? Har politiet - sådan som mange påstår - manipuleret Brendan til at komme med en værre røverhistorie, der nu har sendt både ham og hans onkel i fængsel, og skyldes dette i sidste ende Stevens krav om de 36 millioner dollars i erstatning? 

Det bliver unægtelig spændende at følge Kathleen Zellners arbejde for Steven i den kommende tid, men jeg er såmænd slet ikke i tvivl om, at det vil komme til at strække sig over flere år, for det er stærke kræfter, hun er oppe imod. Desuden kommer hun med påstande om andre, der kan have myrdet Teresa, der ikke er faldet i god jord, heller ikke i Avery-familien ....

 

https://globalnews.ca/news/2540054/steven-averys-cellmate-he-is-a-disgusting-human-being/

 

https://www.tyla.com/entertaining/53021-brendan-dassey-latest-news-update-20210511 

https://www.tyla.com/entertaining/tv-and-film-news-steven-avery-latest-news-update-20210412

 

https://www.theforgivenessproject.com/stories/penny-beernsten/  


https://eu.postcrescent.com/story/news/2021/08/04/making-murderer-steven-avery-lost-latest-appeal-what-happens-next/5480905001/ 

 

Wikipedia