Da denne kvinde, nemlig Yolanda Saldívar (født den 19. september 1960), kom for retten for mordet på den højt elskede amerikansk-mexikanske sangerinde og kulturpersonlighed Selena Quintanilla-Pérez, gik den latinamerikanske befolkningsgruppe amok.
Det føg med trusler på livet samt meget lidt venlige plakater, f.eks. med ordlyden "Dræb grisen!!!", hvilket var en utvetydig reference til den tiltaltes lidet kønne udseende, især sammenlignet med hendes smukke arbejdsgiver, Selena.
Selena Quintanilla-Pérez (1971-1995), der optrådte under sit fornavn, (dvs. uden sit efternavn), var kendt for sit talent, sin skønhed og sine mange gode menneskelige egenskaber. Ud over sangen gjorde hun sig godt bemærket som sang-skriver, model og skuespiller, foruden at hun markerede sig inden for mode. Hun var vildt populær, især blandt latinamerikanere, selv om hun faktisk ikke var særlig god til spansk. Interviews foregik på engelsk, men de sange, hun indspillede, var dog på spansk, for det var det sprog, de fleste af hendes fans talte. Hendes familie var musikere, og hun var begyndt at optræde allerede som barn med familie-bandet "Selena y Los Dinos". Efter at have vundet forskellige priser, voksede hendes berømmelse til uanede højder, og hun fik smigrende tilnavne som f.eks. "Tejano-musikkens Dronning".
Den smukke, unge Selena udstrålede livsglæde og livskraft, hvilket gør det endnu mere sørgeligt, at hun skulle miste livet som bare 23-årig, fordi formanden for hendes fanklub, Yolanda Saldivar, der også var ansat til at varetage hendes regnskaber, skød hende. Diverse politiundersøgelser har bekræftet Selenas families mistanker om, at Yolanda, der tydeligvis elskede lige præcis den slags liv og glade dage, der ombølgede hendes arbejdsgiver, havde bedraget hende og fanklubben for et større beløb. Var det derfor, hun skød hende? Forsøgte hun at beskytte sig imod de politiangivelser, hun kunne vente, nu hvor disse forskellige uregelmæssigheder var blevet afsløret? Selv påstod hun, at mordet ikke var et mord, men et uheld, men antallet af skud samt skudvinklerne talte imod denne påstand: Selena var blevet myrdet med koldt blod af den tidligere sygeplejerske, dvs. den kvinde, der havde fået et nyt og meget mere spændende liv gennem hende.
Efter livstidsdommen er Yolanda kommet med forskellige kryptiske påstande om nogle store lidelser, der angiveligt skulle have gjort Selenas liv til noget af et helvede. Man har gættet på, hvad dette skulle være for "lidelser", men ingen har for alvor kunnet forklare, hvad det drejer sig om, og hvorfor Yolanda siger den slags. De fleste af de klip, der viser dem sammen, viser i hvert fald en strålende smuk Selena og en Yolanda, der sender hende sære blikke. Bestod hendes såkaldt kærlige følelser i virkeligheden i had og misundelse? Eller var hun ulykkeligt forelsket i hende? Forholdet virker i hvert fald meget sært på mig, og jeg forstår godt, at nogle har hævdet, at Yolanda er sindsforvirret. En mulighed, der dog ikke har formildet Selenas hævngerrige fans, for de hader hende stadig.
Efter mordet den 31. marts 1995 udnævnte den daværende guvernør over Texas, George W. Bush, den myrdede sangerindes fødselsdato til en officiel "Selenadag". Dvs. at den 16. april bliver hun fejret den dag i dag. Hendes berømmelse er også blevet fastslået med en film over hendes liv, hvor Jennifer Lopez spiller den unge sangerinde. Man kan dog hævde, at hendes berømmelse allerede blev slået fast, da hun vandt en grammy i 1994 for sit album "Selena Live!"
Yolanda har mulighed for at blive prøveløsladt i 2025
https://www.oprahdaily.com/entertainment/a31881895/yolanda-saldivar-now/
https://www.mysanantonio.com/news/local/article/Yolanda-Sald-var-could-be-released-2025-16304937.php
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar