Karl den Enfoldige
Der er nu noget morsomt over de gamle beskrivende kongenavne. Jeg havde dog aldrig hørt om "Karl den Enfoldige" (879-929) af Frankrig, der også er kendt som "Karl den Ærlige" foruden "Karl III", men han er altså søn af "Ludvig den Stammende"(846-879), dvs. Ludvig II i den officielle franske kongerække. Ludvigs far var "Karl den Skaldede" (823-877), der figurerer som Karl II i kongerækken. "Karl den Skaldede" var søn af "Ludvig den Fromme" (778-840), dvs. Ludvig I, men han er nok mest kendt for at være den sidste fransk-romerske kejser. Senere annekterede tyskerne denne titel, der dog blev genoplivet i en anden form af Napoleon Bonaparte.
Ludvig den Fromme
Efter det, jeg har læst om "Karl den Enfoldige", så synes jeg egentlig, at han virker som en ganske fornuftig mand. Sagen var jo den, at han var nødt til at være pragmatisk, fordi Karl den Stores efterkommere havnede i en nedgangsperiode. De formåede simpelthen ikke at forsvare rigets grænser, så Karl den Enfoldige besluttede sig for at danne forbund med dem, han ikke kunne besejre. Den værste af disse fjender var vikinghøvdingen Rollo/Rolf. Eftersom han ikke kunne slå ham, gik han i forbund med ham. Rollo/Rolf blev udnævnt til hertug af Normandiet mod at holde sine viking-kolleger væk, og det klarede han med bravur.
Vikingen Rollo
Det var altså Karls pragmatiske holdning til vikingproblemet, idet han fik gjort sin fjende til en allieret. Denne (formentlig danske) viking var ellers god til plyndringer. I øvrigt var Rollo (860–930) muligvis dansker, idet han synes at være født i nærheden af Faxe. Noget, et dansk bryggeri har udnyttet i forbindelse med en af deres øl-sorter.
Nordmændende hævder imidlertid, at han var nordmand, men Faxe giver sig ikke og har bl.a. rejst en sten over den berømte kriger. For dem er der ingen tvivl om, at Rollo/Rolf var en ægte Faxe-søn, der bragte hæder over byen både som viking og som fransk hertug. Det lader nemlig til, at en DNA-analyse fra 2014 viser, at Rollo og hans forfædre 12 generationer tilbage kom fra Danmark og sandsynligvis fra Sjælland, hvilket understøtter Faxe-teorien. Hvad enten han var dansk eller norsk, så er han i hvert fald skandinav.
Den ikke spor enfoldige, men i virkeligheden ret snu Karl forhandlede sig til fred med den barske viking ved i 911 at love ham det normanniske hertugdømme. Derved blev han den første hertug af Normandiet, og Rollo, der genkendte en god handel, når han så den, slog til og giftede sig tilmed med en ægte fransk og meget fornem prinsesse, nemlig Gisela, der var datter af Karl den Enfoldige. Det betød imidlertid, at Rollo var nødt til at forskyde sin tidligere kæreste eller kone, Poppa, som han havde en søn med. Man hævder, at han ikke var sød ved sin franske hustru, selv om hun altså var prinsesse, og da hun døde barnløs, genoptog han straks forbindelsen med Poppa. Efter normannernes erobring af England i 1066 havnede Rollos efterkommere med Poppa på den engelske trone, så man må sige, at denne (formentlig danske) viking virkelig forstod at gøre karriere.
Rollo og Gisela
Der var imidlertid lidt etikette-problemer i forbindelse med Rollos officielle trosskabsed til Karl, for den stolte viking nægtede at kysse hans fod og ville heller ikke lade en af sine mænd gøre det. Da han alligevel gjorde det, så skete det på hans egen måde, idet han løftede kongen fod op, så han væltede ham bagover. Den stakkels konge faldt på ryggen, men lige det lader ikke til at have gjort skår i deres samarbejde i årene fremover. Rollo opfyldte også sine løfter til kongen, bortset fra hans opførsel over for Gisela, der vist aldrig var god. Da kongen sendte et par af sine hofmænd til hendes hjælp, fik han dem hængt!
Viser dette Karls tvungne abdikation? Jeg ved det ikke, men det kunne tænkes.
Karl drev sine hoffolk til vanvid med sin enorme betagelse af adelsmanden Hagano, som han overøste med gunstbevisninger. Nogle af disse var tilmed ikke altid noget, han havde hånd og halsret over, da det f.eks. kunne være et gods eller noget andet, der ikke tilhørte ham. På grund af denne opførsel blev Karl afsat i 923, og han levede i fangenskab de sidste seks år af sit liv.
https://pantheon.world/profile/person/Rollo/
https://dkwiki.dk/OrdBog/Karl_den_Enfoldige
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar