torsdag den 28. oktober 2021

Syndebuk eller skyldig?

 

Kathleen Zellner

For nylig læste jeg noget om, at man regner med, at 4% af alle indsatte i amerikanske fængsler i virkeligheden er uskyldige. Dvs. at ca. 90.000 fanger i USA er havnet i fængsel uden at have gjort noget af det, de er dømt for. En meget foruroligende tanke, og jeg håber virkelig, at det ikke passer, eller at tallet i hvert fald er sat alt for højt. Noget, der kunne tyde på, at der rent faktisk er noget om snakken, og at tallet ikke er sat for højt, er advokaten Kathleen Zellners succes med at få frigivet mennesker, der har været fængslet i flere år for alvorlige forbrydelser. Hun er ikke mindst kendt for sine (foreløbig ikke-succesfulde) anstrengelser for at få sat den morddømte Steven Avery (født den 9. juli 1962) fri, hvilket også hænger sammen med Netflix-dokumentaren "Making A Murderer", der netop handler om hans sag. Der har været skrevet rigtig meget om denne mordsag, fordi der er visse ting inde i billedet, der vel nærmest automatisk vækker en vis mistro til politiets arbejde. Bl.a. en stor erstatning, der nu lader til at være blevet stillet i bero ....

Teresa Halbach
 
Denne sag starter med, at den unge fotograf Teresa Halbach (født den 22. marts 1980) bliver meldt savnet, efter at hun har været ude for at fotografere en bil ved Avery-familiens autoophug. Spørgsmålet er, hvor hun gik hen efter at have udført opgaven, for ingen har hørt fra hende siden da. Hun havde en vane med at påtage sig små-jobs med noget, der kaldes "hurtig-fotografering", hvilket betød, at hun ikke altid meldte tilbage til det bureau, hun var tilknyttet, og hun kan teoretisk set have taget imod en ikke-planlagt opgave, som ingen ved noget om. 


Steven Avery

Da hendes sidst kendte opgave foregik på Avery-familiens autoophug, var det selvfølgelig nærliggende at tro, der var sket noget i forbindelse med dette, så der kom hurtigt fokus på Steven Avery, der boede i en husvogn på grunden. Selv hævdede han, at han havde forladt husvognen for at gå hen til hendes bil og betale hende for hendes service som fotograf, og at hun ikke havde været der, men hans nevø, den 16-årige, noget mentalt tilbagestående Brendan Dassey (født den 19. oktober 1989), satte for alvor gang i kriminalsagen ved at påstå, at hun var blevet kidnappet, voldtaget og myrdet af ham og hans onkel, nemlig bemeldte Steven. En påstand, der understøttedes af den kendsgerning, at resterne af Teresas brændte lig blev fundet på Avery-grundens bålplads. Derfor blev Steven Avery og hans nevø, Brendan Dassey, arresteret i november 2005.


Ingen af de to er ligefrem åndsfyrster, men Brendan har beviseligt en meget lav intelligens, selv om han dog gik i high school. Han er indelukket, virker "sær" og er uden nogen venner, medens hans onkel Steven nærmest virker "bondsk" og meget snu, hvilket også gælder andre i Avery-familien. Én ting er, hvordan de virker, noget andet, hvordan de er, nemlig ikke-rige arbejdere, der klarer sig ved hårdt manuelt arbejde, og hvilket præger dem, også fysisk.


Steven med sine forældre

Sagen syntes klar, da man fandt Teresa Halbachs ligrester på Avery-grunden, men Steven nægter al skyld i forbindelse med hendes død. Det begynder Brendan også på, formentlig da det går op for ham, at hans "tilståelse" ikke betød, at han kunne tage hjem til sin mor og stedfar, og at han nu risikerer livsvarigt fængsel. Videoer af flere rystende forhør af den 16-årige udviklingshæmmede teenager viser, hvordan han blev groft manipuleret af politiet og tilmed også sin egen advokat. Det er betegnende for politiarbejdet omkring denne sag, at sliddet med at finde en anden skyldig slutter, nu hvor man udelukkende fokuserer på Steven og Brendan. Der er dog mange ting, der tyder på, at hverken Brendans påstande eller tilståelse holder vand, for Stevens husvogn - hvor voldtægten og mordet angiveligt fandt sted - bærer ikke præg af sådanne voldsomme forbrydelser. Den burde sejle i blod, men er bare rodet og nusset, uden blodspor.

Dommen sendte både onklen og nevøen i fængsel, Steven på livstid uden mulighed for prøveløsladelse og Brendan med mulighed for en løsladelse som 58-årig. Brendans forsikringer om, at hans påstande kom fra en bog, der vist nok hed "Kiss the girls", og at hverken han eller Steven voldtog og myrdede Teresa, tilsidesættes som bortforklaringer, men der meldte sig dog ret hurtigt en vis tvivl hos diverse velmenende personer, der har fulgt sagen nøje. Man indsendte appel efter appel i begge de dømtes sager, men alle blev fejet af bordet, indtil Kathleen Zellner kom til. 

Hun har specialiseret sig i at efterprøve forkerte domme og har haft held med at få over 20 omstødt, bl.a. dommen over Kevin Fox, der blev anklaget for at have myrdet sin datter, men som blev frikendt og derpå løsladt fra fængslet. I årenes løb har hun indhentet erstatninger på omkring 90 millioner dollars til sine klienter, så hun er ikke en Ms. hvem-som-helst, men en respekteret og frygtet advokat. 

Mange har i årenes løb gjort virkelig meget for at få Steven, men især Brendan frikendt og løsladt, men det er nu heller ikke lykkedes for super-advokaten Kathleen Zellner. Man kan tro på deres uskyld eller lade være, men der er faktisk noget, der virker ENORMT lusket i denne sag, og det er det faktum, at den ligesom bygger på en tidligere sag imod Steven. 

I 1985 blev han fængslet og dømt for voldtægt og mordforsøg på en kvinde ved navn Penny Beerntsen, da hun var ude at jogge. Senere udpegede hun ham som den skyldige, og hans ydre passede godt med det, hun havde fortalt om overfaldsmanden, så ingen tog hans protester imod dommen på 32 års fængsel alvorligt. Sagen var bare den, at han rent faktisk var uskyldig, hvilket blev bevist 18 år senere ved hjælp af DNA-tests. Penny Beerntsen havde taget fejl af ham og en anden, der lignede ham meget i ydre, nemlig Gregory Allen.


Allen til venstre og Avery til højre 

Alle, undtagen politiet, der på et tidligere tidspunkt havde afvist muligheden af, at Gregory Allen havde begået overfaldet, jublede og ønskede Steven til lykke, da han blev løsladt i 2003 efter 18 års fængsel. Det kan heller ikke have glædet ordensmagten, at Steven indgav et krav om en erstatning på 36 millioner dollars for den forkerte dom samt den lange fængsling. Kan det være dette erstatningskrav, der ligger bag det, som efterhånden mange - deriblandt Kathleen Zellner - hævder ikke bare er dårligt politiarbejde i Teresas sag, men også et bevidst forsøg på at bruge Steven som syndebuk i mordsagen? Har politiet - sådan som mange påstår - manipuleret Brendan til at komme med en værre røverhistorie, der nu har sendt både ham og hans onkel i fængsel, og skyldes dette i sidste ende Stevens krav om de 36 millioner dollars i erstatning? 

Det bliver unægtelig spændende at følge Kathleen Zellners arbejde for Steven i den kommende tid, men jeg er såmænd slet ikke i tvivl om, at det vil komme til at strække sig over flere år, for det er stærke kræfter, hun er oppe imod. Desuden kommer hun med påstande om andre, der kan have myrdet Teresa, der ikke er faldet i god jord, heller ikke i Avery-familien ....

 

https://globalnews.ca/news/2540054/steven-averys-cellmate-he-is-a-disgusting-human-being/

 

https://www.tyla.com/entertaining/53021-brendan-dassey-latest-news-update-20210511 

https://www.tyla.com/entertaining/tv-and-film-news-steven-avery-latest-news-update-20210412

 

https://www.theforgivenessproject.com/stories/penny-beernsten/  


https://eu.postcrescent.com/story/news/2021/08/04/making-murderer-steven-avery-lost-latest-appeal-what-happens-next/5480905001/ 

 

Wikipedia

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar