Svineriet - også kaldt Anden Verdenskrig - er da gudskelov slut. Alligevel lever begivenheder og mere eller mindre frivillige deltagere videre i vor fantasi. Vi har bestemt ikke glemt hr. Hitler og hans forbrydelser, der diskuteres ivrigt i mange forskellige sammenhæng. I nogle tilfælde samler fiktionen visse tråde og gengiver stemninger og situationer, der bare føles så rigtige, så sande: sådan var det - og så alligevel ikke, for det er jo altså fiktion bygget på historiske begivenheder .....
Gilles spilles af den argentinske skuespiller Nahuel Pérez Biscayart
Sådan har jeg det med den ukrainsk-amerikanske Instruktør Vadim Perelmans film "Persiske lektioner", der handler om en ung jødisk mand ved navn Gilles, der redder livet ved at bilde den tyske lejr-køkkenchef, Hauptsturmführer Klaus Koch, ind, at han er perser og kan lære ham det sprog, der kan hjælpe ham i hans planer om at forlade Tyskland efter krigen. Denne nazistiske tjenestemand har tilsyneladende ingen kvababbelser over at lade andre og mindre fantasifulde eller bare gennem-frække jødiske fanger henrette, men Gilles har han brug for til at få opfyldt sine karriereønsker. Når krigen er slut, ("selvfølgelig efter tysk sejr"), vil han, der også i sit borgerlige liv er kok, nemlig slå sig ned i Iran og åbne en restaurant dér. Denne plan hænger sammen med savnet af den bror, der brød med ham, da han sluttede sig til nazisterne, men som han ved har skabt sig et nyt liv i Teheran. Dvs. at Kochs planer også bygger på et ønske om en genforening med denne mistede bror, der altså har forkastet ham på grund af hans nazistiske holdninger. At blive genforenet med ham virker som et stærkt, men måske ikke erkendt ønske om at vende tilbage til normale tilstande, nemlig fortiden før Hitler, krig og myrdede jøder i den uhyrlige lejr, hvor han altså administrerer køkkenet.
Gilles påstande om, at han ikke er jøde, men perser bygger på hans ejerskab af en persisk grammatik. Uden den ville Koch ikke have troet på ham, og så ville han have fået samme skæbne som de andre jøder, der kom til lejren samtidig med ham. Det er altså udelukkende hans løgne om sin nationalitet, der frelser ham fra henrettelsen, og som gør, at han får en særstatus som sproglærer for Koch. Et sært arrangement, der dog ikke er uden farer, da nogle af både de andre fanger og nazister reagerer imod "kæledæggen Gilles".
Gilles formår at skabe en art fiktivt persisk, der virker som den ægte vare, men ikke er det. Medens nazisterne forsøger at ikke bare udslette jøderne, men også beviserne på deres mord på dem, så bruger Gilles sproget til at fastholde erindringen om navne og begivenheder. Hans "persiske" er nemlig opbygget omkring ofrenes navne, og fordi han husker ord, grammatik, etc., som han altså selv har konstrueret, bliver det ikke opdaget, at det, han lærer Koch, er et selvopfundet erindrings-system. Han gør, hvad han kan for st huske det, tyskerne gør alt for at glemme og skjule for de allierede, der nærmer sig.
Koch var ikke nær så vaks, som han selv troede, og det er først, da han befinder sig i Iran under falsk navn og forsøger at gøre sig forståelig på det sprog, Gilles har undervist ham i, at han forstår, at han er blevet narret af den unge jøde. Det er faktisk lige før, man får ondt af ham - i hvert fald til en vis grad, for han er jo nazist og frelste kun Gilles af egoistiske grunde. Man ender med at beklage, at ikke flere jøder var så smarte som denne fiktive "sproglærer". Det ville have pyntet på det grusomme "spil" mellem bødler og ofre i kz-lejrene at klæde nazisterne af på denne måde ....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar