Horribel mishandling af en uskyldig

Det kan være svært at se, at dette forhutlede barn, Louis-Charles, der sidder indespærret i et uhumsk fangehul, er en konge, men han var sin fars, Ludvig XVI's, arving, så selv om han aldrig blev kronet, så ville han ifølge royalisterne være blevet hans efterfølger, da han blev henrettet i 1793.
En måned inden Den Franske Revolution i 1789 døde hans ældre bror, Louis Joseph, og efterlod sig titlen "tronarving" til den 8-årige dreng, der dog aldrig fik nogen gavn eller glæde af den, for han - der jo var komplet uskyldig - blev sat i fængsel. Ikke nok med det, men han blev også tvunget/presset til at understøtte falske anklager imod sin mor, Marie-Antoinette, og sin faster, der blev anklaget for et seksuelt misbrug af ham.

Familien har som de fleste kongelige tydeligvis levet i et socialt vakuum af ubegribelig uskyld og uvidenhed, men det er også alt, man kan sige dem på. Der er i hvert fald intet, der tyder på, at anklagerne om incest byggede på realiteter. Louis-Charles havde været en smuk og højt elsket, lille dreng, men efter at hans mor, Marie-Antoinette, blev henrettet den 16. oktober 1793, døde han knap to år efter, formentlig af tuberkulose, der var forværret af sult og generel vanrøgt.

Royalisterne accepterede hans onkel som næste tronarving, og han tog navnet Ludvig XVIII for at ære sin døde nevø.
Historien om det indespærrede og mishandlede barn fik dog nyt liv, da der efter nogen tid dukkede flere tronprætendenter op. De fleste var latterlige kluddermikler, der ikke havde en chance for at blive troet, men én, nemlig den tyske urmager Karl Wilhelm Naundorff, fik mange tilhængere. På hans gravsten stod han opført som "Ludvig XVII", og denne påstand blev først tilbagevist én gang for alle i år 2000, hvor DNA endegyldigt beviste, at han ikke var den lille konge, der ifølge hans påstande var undsluppet fængslet.

Superhelten over dem alle ....

Er han så flot, som hans samtid regnede ham for at være? Da han levede for sådan ca. 5.000 år siden (2700 f.Kr.), var han konge af Uruk. En masse vilde legender om ham kunne tolkes som om, han var en fiktiv skikkelse, men han var faktisk en historisk person. Hans far var præstekongen Lugalbanda, men hans mor var endnu fornemmere, for hun var gudinden for vildkøer, nemlig Ninsun. (Det betyder - set med nutidsøjne - at faderen var en historisk skikkelse, medens moderens identitet svæver i det uvisse). Ifølge myten blev Gilgamesh selv regnet for at være 2/3 guddommelig, hvilket vel skyldes afstamningen fra hans mor. Hans eksistens bekræftes af mange indskrifter, lertavler, osv., osv., men han er først og fremmest kendt fra "Gilgamesh-eposet", der i dag har status som et udødeligt hovedværk inden for verdenslitteraturen.

Samtiden beundrede ham ikke mindst for hans flotte ydre og fysiske formåen. Der var ikke den idrætsgren, han ikke mestrede, og når man ser ham afbildlet med en slap kattekrop, så skyldes det hans ry som løve-betvinger. Desuden byggede han imponerende bygningsværker, der også vakte beundring. Desværre havde han dog noget, man kan kalde en karakterbrist, nemlig en voldsom arrogance og selvovervurdering. Han troede, at han kunne tillade sig hvad som helst og voldtog f.eks. rask væk diverse kvinder, der faldt i hans smag.

Guderne forargedes over hans adfærd, og modergudinden Aruru skabte den balstyrige vildmand Enkidu, der var lige så stærk som ham, for at lære ham ydmyghed. Den utæmmelige vildmand Enkidu opnåede først fornuft og indsigt, efter at have tilbragt syv dage og nætter med tempelskøgen, der åbenbart stillede sig til rådighed, sådan at man kunne få styr på ham. Da de to jævnbyrdige mandfolk mødtes til en dyst, vandt Gilgamesh, men mærkeligt nok blev de derpå venner og oplevede mange eventyr sammen. Visse ting kunne tyde på, at de ikke bare var venner, men også elskende, og det er måske grunden til, at Gilgamesh var utrøstelig, da Enkidu døde.
En af myterne fortæller, at han steg ned i Underverdenen for at hente sin døde ven op igen, men de fleste mener, at dette er en senere tilføjelse til det oprindelige værk.

Havde Hitler en søn?

Manden til højre kender man til hudløshed, men hvem er ham til venstre? Tjah, han var den franske jernbanearbejder Jean-Marie Loret (1918-1985) og måske Hitlers søn fra hans tid i Frankrig under Første Verdenskrig. Moderen kender man, for hun var Charlotte Eudoxie Alida Loboie (1898-1951), der havde en affære med en tysk soldat, da hun var teenager. Først på dødslejet afslørede hun navnet på sin elsker, nemlig Adolf Hitler. De mødtes angiveligt, da hun så ham sidde og tegne, og der var ganske rigtigt tegninger i hendes hjem, der kunne være lavet af ham, for de bærer faktisk hans signatur.

Ifølge Heinz Linge, der var kammertjener for Hitler, gav hans chef Heinrich Himmler ordre til at finde Jean-Marie Loret og hans mor, men hvis det er sandt, så lykkedes det næppe. At der var rygter om familieskabet fremgår bl.a. af dette dagbogsnotat: "A diary entry on September 30, 1944 by royal engineer Leonard Wilkes - one of the first to land on Normandy beaches in D-Day - stated: 'An interesting day today. 'Visited the house where Hitler stayed as a corporal in the last war, saw the woman who had a baby by him and she told us that the baby, a son, was now fighting in the French army against the Germans.' A Hitler painting dated 1916 depicts the 19-year-old Frenchwoman as he met her - in the hayfields with a red scarf over her head blocking the sun."

Dette er angiveligt Hitlers portræt af Charlotte, og Leonard Wilkes beskriver det således: "She wore a light-coloured shirt, open from the neck down, exposing part of her breasts, and holds a pitchfork in her hand." Efter hans oplysninger var Hitler 28, da de mødtes, og hun var ti år yngre. Barnet blev undfanget efter det, han fik beskrevet som "a tipsy night".

Charlotte blev danser efter fødslen af sin søn, der blev hos sine bedsteforældre, medens hun slog sig ned i Paris, hvor hun senere mødte litografen Clément Loret og blev gift med ham. Eftersom han ønskede at tage sig af både hende og hendes søn, fik han hans navn. Senere blev Jean-Marie far til ni børn, så hvis han virkelig er Hitlers søn, må man sige, at han har gjort sit for at holde liv i hans nedarvede genpulje ....

Hvad der er mere interessant, fordi det virker som historiens ironi er, at denne angivelige Hitler-søn bekæmpede tyskere under krigen ved at være med til at forsvare Maginot-linjen og senere gå ind i den franske modstandsbevægelse.

https://www.dailymail.co.uk/news/article-5586679/Painting-Hitler-French-lover-1916-auctioned.html

I disse corona-tider ....

Det bliver os indskærpet at vaske hænder og/eller bruge håndsprit for ikke at videregive corona-smitten til vore medmennesker, og det forstår de fleste nok umiddelbart. Måske de ikke er vant til at gøre så meget ud af den slags til hverdag, men de ved, at det skal man under disse forhold.
For os er det altså naturligt at vaske hænder efter kontakt med noget, der er snavset eller inficeret. Man skal desuden være forsynet med en meget defekt næse, etc. for ikke at kunne fornemme ubehagelige dufte fra snavsede fingre, hvilket også bør være en naturlig rettesnor for mennesker i vore dage.

At manglende hygiejne på et hospital gav anledning til mange dødsfald blandt fødende kvinder virker direkte grotesk, og man undrer sig over grunden til, at dette kunne ske, nemlig at lægerne ikke vaskede hænder. Det betød, at de kunne bevæge sig direkte fra obduktion af lig til barselskvinder og smitte disse med noget, de selv har omtalt som "ligsaft". Hvordan pokker kunne de undlade at reagere med mere hygiejniske foranstaltninger, hvis de selv mente, at deres arbejde gav dem "ligsaft" på fingrene? Den slags må jo både kunne ses og lugtes, så var disse læger svin, der vadede rundt i ubehagelige lugte, som de burde have reageret på?

I 1848 var det helt galt, for helt op til hveranden fødende kvinde døde på Fødselsstiftelsen, der derfor blev midlertidigt lukket. Under denne lukning modtog stiftelsens leder, professor Carl Edvard Marius Levy, et brev fra en kollega i Kiel, der fortalte ham om en opdagelse i Wien, der havde reduceret antallet af barselsfebertilfælde markant. Desværre var professoren en stivnakke, der nægtede at tro på en forbindelse mellem håndvask og barselsfeber, måske fordi lægerne jo blev udnævnt til det dræbende led i fødselsforløbet. De var ikke mordere, men de myrdede uden at vide det ....

I Østrig havde lægen Ignaz Semmelweis observeret, at der var forskel på dødeligheden blandt de fødende kvinder på to forskellige fødselsafsnit på det samme hospital. På det ene afsnit lå kvinderne fra det finere borgerskab, der blev tilset af læger, på det andet afsnit lå kvinder fra lavere sociale lag, der blev tilset af jordemødre, og sidstnævnte - ligesom hjemmefødende - havde en langt større overlevelsesrate end de "fine".
Semmelweis forstod ikke helt sammenhængen med bakteriet, for de var ukendte på dette tidspunkt. Han talte om "dødningeagtige partikler", der overførtes fra lægerne, der havde udført dissektioner af lig, men ikke fra jordemødrene. Derfor forlangte han, at alle, der arbejdede med ham, skulle vaske hænder og instrumenter både i sæbe og en desinficerende væske. At han, der beviseligt reddede mange barselskvinders liv med sine foranstaltninger, blev latterliggjort og forhånet i et omfang, så han endte på et mentalsygehus, er meget sørgeligt. Ikke nok med det, men de forbenede læger strittede så meget imod tanken om, at det var dem og deres mangel på hygiejne, der var den dødelige faktor, at det varede flere år, før håndvask blev obligatorisk på hospitalerne.

Paranoia og hverdagsspioner

En nydelig pen, som man gerne vil modtage som gave? Lad være, for det er spionudstyr, og selv om netop denne pen måske er skabt til optagelser - lyd/billede - som du selv står for, så kan den hurtigt blive nyttig for andre, der kan fjernbetjene den.

Et smart ur? Ja måske, men det er også et avanceret spionkamera med "night vision". Hvis din date bærer sådan et ur, så eer han måske ude på at få nogle interessante billeder af dig, som han kan bruge til at terrorisere dig med.

En clock-alarm? Ja, men også et spionkamera, der f.eks. kan optage fra et sengebord. Tanken er ikke rar, for de fleste af os ønsker nu selv at bestemme, hvilke billeder af os, der skal tilhøre hvem.

Da britiske Nadine mødte Sammy gennem muslimsk datingside, troede hun, at hendes lykke var gjort. Han virkede som den drømmeprins, hun altid havde håbet på, men viste sig at være noget helt andet. Efter at forfærdeligt besøg hos ham i New York, hvor hun både blev indespærret, voldtaget og mishandlet, brød hun med ham, men har nægtede at lade hende være og forfulgte hende over nettet med både trusler og uønskede kærlighedserklæringer.
Hun fortalte sin familie, at hun følte det, "som om han ved alt om, hvad jeg foretager mig". Måske de så det som paranoia, men det var nu den rene, skære sandhed: Sammy fulgte hendes bevægelser via spionudstyr i hendes mobiltelefon og måske også computeren. Da hun blev ved med at afvise ham, opsøgte han hende i England, hvor han myrdede hende på et hotelværelse.

https://www.theguardian.com/uk-news/2016/nov/03/us-millionaire-jailed-for-at-least-17-years-for-murdering-cardiff-student

Man må beklage, at hun ikke tids nok gennemskuede denne modbydelige og manipulerende mandsperson. At han ligefrem kunne snige sig ind i hendes privatliv via spionudstyr i hendes mobil er en afskyelig tanke, for ifølge computer-eksperter kræver den slags ikke mere end en hacker-email ....
 
https://spydk.dk/shop/spion-kamera-indbygget-282p.html


https://www.coolpriser.dk/shop/spionudstyr-173c1.html

Denne slags udstyr kan købes på nettet, og det undrer mig virkelig, at der tilsyneladende ikke er noget opsyn med det, der udbydes til salg. Faktisk forarger det mig ikke så lidt ....

Kartoflen og dens indpas i Europa

En virkelig ven for menneskeheden!!! Ikke bare fordi den fylder godt i slunkne maver, men også fordi den har været en handelsvare ud over det sædvanlige. Desuden er der vitaminer og andet godt i den, og den feder heller ikke SÅ MEGET endda - men dog lidt - sådan som alle andre ikke-kaloriefri madvarer. Forvirrende nok er der imidlertid lavet kartoffel-diæter, der angiveligt er slankende ....

De tidligst kendte kartofler blev opdaget i Sydamerika omkring 4000 f. Kr.. Spanierne, der røvede Inkariget, fik guld ud af deres anstrengelser, men deres vigtigste bytte var nu kartoflen, selv om de ikke selv vidste det. Der var faktisk ingen, der kunne lide den i Europa, for hvad var nu det for noget ukendt noget? Bladene var giftige, hvilket nok har været med til at give planten et dårligt ry. Folk var mistroiske, hvilket ikke blev bedre af, at præsterne erklærede den for uegnet som menneskeføde, fordi den ikke var nævnt i Biblen. Andre "eksperter" påstod, at den førte til spedalskhed, så den mødte virkelig hård modstand i Europa.

Dens sejrsgang i Europa indtraf først mange år efter dens opdagelse, og det endte med, at et kongeligt dekret i Sverige pålagde landmændene at dyrke den. I Danmark fandt den først sin plads omkring 1700. Nogle lande blev faktisk så afhængige af den, at det var en katastrofe, hvis kartoffelhøsten slog fejl. Det skete bl.a. i Irland i 1846. Mange døde, fordi kartoflen var blevet en vigtig og billig ernæringskilde for befolkningen og ikke sådan lige kunne erstattes af noget andet. Inden den blev en uundværlig menneskeføde, blev den imidlertid mest brugt til at fodre grise og andre husdyr.

Det første standardiserede portræt af Jesus

Der er en tradition for, hvordan Jesus forventes at se ud både i fortidige og nutidige portrætter. Han afbildes nu som en yngre mand med skæg og skulderlangt hår, medens han oprindelig blev set som en ung, skægløs mand. Et af de allerførste billeder af ham i den tradition, vi kender, stammer fra slutningen af det 4de århundrede og findes i Commodilla-katakombrerne. Her ser man ham med det karakteristiske skæg og skulderlange hår samt det, man kunne kalde "Jesus-blikket", der så at sige er hans "varemærke".

http://drwagnernet.com/40a/lecture-view.cfm?lecture=5&image=10

Når man ryster stamtræet ....

Havde Darwin ret, da han påstod, at vi nedstammer fra aberne? Videnskaben bekræfter vist blot et artsfællesskab, idet DNA har vist, at vores nærmeste slægtning er chimpansen. Det betyder dog ikke, at vi nedstammer fra chimpanser, men at vi havde en fælles forfader for sådan ca. 5 millioner år siden.
Det må betyde, at vi deler stamtræ med disse aber, og  det får mig (pudsigt nok?) til at tænke på den filmmagnat, der i sin tid afviste tanken om at bruge Clark Gable, "fordi han ligner en chimpanse". Gjorde han det? Vel ikke mere end alle os andre, og i hans tilfælde er det så en charmerende lighed ....

Jeg tør vædde med, at Darwin-besatte videnskabsmænd har forsøgt at avle abe-mennesker med en forælder af hver art, men det er næppe lykkedes. Hver art har nemlig et ganske bestemt antal kromosomer, hvilket så at sige danner en barriere imod arternes sammenblanding. Det ville da også være forfærdeligt for et barn af en abe og et menneske, for hvor hører sådan et væsen hjemme? Ingen steder faktisk.
Hvor mennesket har 46 kromosomer, så har har de store menneskeaber 48, hvilket man også mener, at vor fælles forfader havde. Vi har altså mistet to kromosomer, hvilket virker mystisk på mig, for hvordan er det gået til?

http://www.evolution.dk/evolution/menneskets-udvikling/slaegtninge/index.html

Som englænderne siger: "A Shady Character" ....

Jeg har altid opfattet Winston Churchill som en art superhelt. Var det måske ikke ham, der spillede en enorm rolle i bekæmpelsen af de fæle nazier? Nemlig! Manden gik imod Hitler, så for os bliver han automatisk udråbt som en helt af de store. Intet kan tage det fra ham eller myten om ham, men der var andet i hans samlede karriere, der ikke ser nær så godt ud som kampen mod nazierne.
F.eks. var det ham, der nægtede at komme inderne til undsættelse, da der udbrød en hungerkatastrofe i denne engelske kronkoloni i 1944. Det kostede angiveligt 4 millioner indere livet, men ikke ham, han ellers gerne ville have haft ram på, nemlig Ghandi. Desuden havde han planer om at få konstrueret en giftgas-bombe, der kunne dræbe et meget stort antal tyskere under Anden Verdenskrig, OK, tyskerne havde angrebet England med meget avancerede bomber, der havde dræbt mange mennesker og ødelagt store dele af London, men alligevel ....

Han sårede sin datter, Sarah Churchill, der var skuespiller (foruden stærkt fordrukken), ved at falde i søvn under en af de forestillinger, hvor hun optrådte - vist nok som Peter Pan. Magen til fornærmelse skal man lede efter, for ALLE bemærkede selvfølgelig den berømte, slumrende fader, der sad fuldt synlig for publikummet, men som ikke engang gad (?) holde sig vågen til denne (for hende) store begivenhed.

Det kan være, at Sarah har sendt nogle venlige tanker til den fortidige suffragette, der fandt det nødvendigt at belære Churchill om ÆGTE respekt for kvindekønnet og kvinders krav. Hun greb til pisken, men hvis det hjalp, så må det være meget senere og ikke særlig mærkbart for omgivelserne.

Det forlyder ikke noget om, hvem der førte an i udskejelserne, da han som purung indtog et narkotisk stof sammen med Dronning Victoria, og det finder man nok heller aldrig ud af ....

Når tingene bliver lidt for overvældende

OK, man drukner i problemer, nogle af dem er ens egen skyld, men ikke dem alle. F.eks. kan man dumme sig ved at tabe sine nøgler eller sin pung, og det giver anledning til et væld af vanskeligheder, som man godt kunne have undværet. Er det ens dømmekraft, der har svigtet, eller er det ham skytsenglen, der har dummet sig endnu engang?
Hvis det er en selv, så kan man overvældes af selvbebrejdelser, og nogle af dem er måske tilmed rimelige nok. Skulle det være noget, som kun kan skyldes "Skæbnen", fordi det ikke rigtig er nogens skyld, så havner man måske i en spiral af "hvorfor er det altid mig, det går galt for?" og "jeg er jordens uheldigste menneske" til "jeg bliver FORFULGT af Skæbnen!!!" Når man er kommet til det stadium, så er det svært at vende tilbage til en fornuftig forklaring på almindelige hverdagsbegivenheder, der kan ske for hvem som helst. Man står dér, tynget ned af vrede og bitterhed, og man går til i følelsen af hjælpeløshed. Noget, der hverken er rart eller særlig konstruktivt.
Fakta er, at vi mange gange tolker uheld som led i et stort komplot imod os: ukendte magter, uden for os selv, er ude på at få os ned med nakken, medens naboen går fri og aldrig rammes af alvorlig modgang. Misundelse? Ja, men ikke udelukkende, for den, der rammes, føler også en forvirring og forurettelse, der går på fornemmelsen af svigt: hvorfor har Skæbnen gjort dette mod MIG? Godt spørgsmål, men svaret blæser i vinden, for erfaringen viser jo, at nogle er heldige, medens andre ikke er det ....

Dræber-sygeplejersken Daniella Poggiali

To mænd i uniform og én kvinde med hænderne strakt frem foran sig - en ret sær scene, men så ser man kvindens håndjern: dvs. at hun formentlig ikke forsøger at knibe den yngste af mændene i hans popo, selv om det ser sådan ud, når nu hun holder hænderne, som om det er hendes hensigt.
Med denne kvinde, italienske Daniella Poggiali, kan man dog ikke være sikker på noget som helst, for hun gør ting modsat det, man venter af en inden for hendes profession, nemlig sygepleje. Hun var ansat til og fik løn for at pleje og redde syge mennesker, men dem, hun fik i sin varetægt, havde desværre en kedelig tendens til at dø på hendes vagter. Til sidst skete det med én for meget og på en meget suspekt måde, hvilket førte til Daniellas arrestation og fængsling.

Et af indicierne imod hende var nogle makabre selfies på hendes telefon, hvor hun poserer med døde patienter og efteraber deres udtryk i døden. Tommelfingrene opad på dette billede indikerer noget meget ubehageligt, nemlig en besynderlig fornemmelse af sejr: "Jeg vandt, ha-ha!"
Normalt kommer sejrsfølelsen for en læge eller sygeplejerske, når det lykkes dem at redde en syg patient og sende vedkommende hjem igen i helbredt tilstand, men sådan var det åbenbart ikke med Daniella. Hun viste sejrstegn ved dødsfald, og det er nu engang ikke, hvad man forventer af en sygeplejerske.

At gøre nar ad den døde og tilmed ikke at kunne forstå det upassende i situationen er yderst afslørende for Daniellas personlighed og indstilling.

Hun optrådte som en spøgefugl med en noget syg humor og spøgte gerne med nemme mordmetoder, "så man kan få ryddet afdelingen". Desuden fandt hun det morsomt at give patienterne ekstra afføringsmiddel, der ville give den sygeplejerske, der afløste hende efter en vagt, nok at se til. Ud over dette er der også forsvundet ejendele fra patienter og kolleger under hendes vagter. Man mistænker, at hun kan have dræbt 93 (navngivne) patienter, men der kan være mange flere ....





 

Kidnapning og gode ideer

Man ved jo, at visse afskyelige personer går efter børn, og at disse børn kan komme ud for skrækkelige ting. At bevæbne de små dur ikke, men denne ide med et password må simpelthen kunne forhindre en vis procentdel af de skæbnesvangre bortførelser, voldtægter og mord. Ergo: find et godt password, som barnet aldrig kan glemme, fordi det er en del af dets hverdag.

Jeg vil nu mene, at en baby er mere værd, men alene det at se sådan et lille menneske som en handelsvare er sygt. Desværre vil et password ikke hjælpe i sådan et tilfælde, for barnet kan jo ikke tale eller forstår alvoren. Hvad gør man så som forælder? Det eneste er vist at passe meget, meget godt på og ikke efterlade barnet et sted, hvor det ikke er under opsyn.

Henrettelsen, der ikke burde kunne foregå ....

Margaret de la Pole (1473-1541) var en stilfuld og højfornem dame af den betvungne Plantagenet-kongeslægt i England. Hun havde dog en direkte forbindelse med sejrherrerne, dvs.Tudor-slægten, idet hendes kusine, Elizabeth of York som Henrik VII's dronning blev mor til Henrik VIII. Hun var gudmor til sidstnævntes datter, Mary, der senere blev dronning.
Altså en fin og fornem dame, der var en del af det regerende kongehus. Hun var imidlertid også mor til en oprører, som kongen fandt aldeles utålelig. Han var nemlig i gang med at forkaste den katolske tro for at skabe sin egen kirke og havde derfor intet til overs for dem, der modsatte sig hans vilje. Det var lige præcis det, Margarets søn, den sidste katolske ærkebiskop af Canterbury, Reginald Pole, gjorde, og kongen blev rasende.
Reginald Pole vidste, at den morderiske Henrik VIII var ude efter enhver, der kunne tænkes at støtte den katolske tro, så han flygtede for at redde livet. Han kendte kongen godt nok til at vide, at var der noget, han ikke kunne tilgive, så var det, at nogen gik imod hans planer. 

Heldigvis for ærkebiskoppen så lykkedes hans flugt, men hvem gik det så ud over? Jo, hans 67-årige mor, der i bogstaveligste forstand blev hakket ihjel af en ung og uerfaren bøddel den 27. maj 1541. Ifølge øjenvidner krævede henrettelsen mere end 10 hug, før hun var færdig. Inden da var det lykkedes denne pæne, ældre og meget fornemme dame at flygte skrigende fra skafottet som et forskræmt dyr på slagtebænken. Denne flugt hjalp hende dog ikke, da hun blev indfanget og endnu engang placeret på skafottet ....

Execution of Margaret de la Pole in the Tower of London, copper engraving, "Review of Fox's Book of Martyrs" by William Andrews, 1826

Bumser eller ej?

Jeg har med stor fornøjelse set Dr. Pimple Popper, alias dr. Sandra Lee, der er blevet berømt på sin bumse-, knude- og sære pletter-fjernelse i et TV-program om hendes meritter. Hun er en herlig person, der lyder, som om hun ved, hvad hun taler om: Hendes patienter er glade for hende, og det er TV-seerne altså også, for ellers ville man ikke blive ved med at sende disse programmer.

Der er sære og nærmest vilde knuder, som hun giver sig i kast med, og jeg kan godt forstå, at det forandrer patienternes liv at få dem væk. Nogle af dem er jo nærmest deformerende og altså meget skæmmende.

Nu er der så kommet et spil, der giver os TV-kiggere mulighed for virkelig at sætte os ind i "bumse-klemmeriets" fornøjelser. Her er det tilmed rumvæsens-patienter, det gælder. Er det at gå for vidt? Næh, hvis der er nogen, der finder glæde i denne leg, så værsgo'. Selv foretrækker jeg dog at se bumse-doktoren Sandra Lee manøvrere med gevækster, ud- og indbulinger af alskens art samt hæslige, pusfyldte knolde, der alle har fortjent en "kærlig" hånd ...

Ludvig XVI's adoptivbørn

Ludvig XVI's henrettelse i guillotinen


Vist som de eneste kongelige i nyere tid adopterede Ludvig XVI af Frankrig og hans dronning, Marie-Antoinette, fire børn. Jeg formoder ikke, at de fik en kongelig tatus, hvor de også blev tildelt en plads i arvefølgen, men adopteret blev de.
Den ene pige, Ernestine Lambriquet, var muligvis - men dog ikke bevist - et såkaldt "uægte" barn, som kongen formodedes at have fået med kammerpigen Philippone Lambriquet. En af grundene til denne mistanke er, at hun i høj grad lignede den datter, som Ludvig og Marie-Antoinette fik, nemlig Marie Therese, den såkaldte Princess Royale. Ernestine fik ikke selv børn i sit senere ægteskab med en enkemand i Paris, men man har i det mindste kunnet følge hende og se, hvad der blev af hende. Det gælder desværre ingen af de andre tre adoptivbørn, der alle forsvandt under revolutionen.
Disse børn var pigen Zoe, drengen Armand, der minsandten blev jakobiner, og den sorte dreng Jean Amilcar, der stammede fra Senegal. Han var født i 1782 og kan ses indført i optegnelserne af dåbshandlinger i Versailles den 20. august 1787.

Man har ikke bare disse papirer, men også hans portræt. Hvad der ikke har overlevet er imidlertid drengen selv, for hvad blev der af ham under revolutionen? Som så mange andre, der kommer ud for den slags voldsomme samfundsomvæltninger, forsvandt han tilsyneladende helt og aldeles, men portrættet lever ....

DNA og mystik

For alle, der har set moderne TV-krimiserier eller dokumentarudsendelser om mord og mordere, må DNA stå som et vidundermiddel, men nok også som noget temmelig mystisk, for hvad er det egentlig for noget? Jeg vil ikke engang forsøge at forklare det, da jeg er ret usikker på en hel del - faktisk det meste! - omkring det.
Denne usikkerhed bliver ikke bedre af, at jeg har hørt påstande som, "at alt liv stammer fra én enkelt 4 milliarder år gammel forfader, der var DNA-baseret". Det antydes tilmed, at der formentlig - eller måske - har været andre livsformer dengang, der i mellemtiden er blevet udkonkurreret af de DNA-baserede.Her skæver man især til teorien om, at disse andre livsformer kan være baserede på RNA, der i modsætning til DNA er enstrenget.

Hva'behva'????!!!!!
For mig er dette volapyk, hvilket ikke skyldes hverken DNA, RNA eller teorierne om dem, men min egen uvidenhed på området. Noget, der får mig til at spekulere over hullerne i min viden, for er det her noget, jeg BURDE vide??? Nemlig, at verden kan være opstået (og gået under) den ene gang efter den anden, og at DNA (måske) har udkonkurreret RNA? Det lyder faktisk meget logisk i mine ører, selv om tanken er svimlende, hvis man i stedet for at tænke 4 milliarder år tilbage i tiden tænker fremad: er det det, vi og vores efterkommere kan komme til at opleve om X år?

Den plagede skønhed

Man må sige, at farao Tutankhamons berømte guldmaske, som han bar i døden, virkelig snød. Man kan forelske sig i det ansigt, han bar i døden, men da masken blev taget af, kunne man se, at han ikke var særlig køn efter vore begreber. Mange har været betaget af det billede af faraonen, som masken viste, men det holdt ikke til en sammenligning med hans jordiske rester. I stedet for den udødelige og forførende skønhed, som man tilskrev "drengefaraoen" - ene og alene på baggrund af denne smukke maske - har moderne videnskab afsløret, at han havde klumpfod, scoliose og en hel række andre fysiske skavanker, der formentlig skyldtes indavl. Mange har i hvert fald hævdet, at han bærer præg af visse hormonforstyrrelser, der kun kan forklares med den beklagelige ægteskabs-tradition i den ægyptiske kongefamilie, hvor brødre og søstre giftede sig med hinanden.

Uden maske så han sådan ud, men det er faktisk fantastisk, at han stadig er så tilpas velbevaret, da han har været død i flere tusind år (han levede inden for tidsrummet ca. 1340 f. Kr. til ca. 1323 f. Kr.). Balsameringen af ham har tydeligvis været udført af en meget dytig fagmand, for hans lig har virkelig hold sig godt.

Stakkels Tut, der levede med en forrygende ydre pragt og en hel række private lidelser som følge af alle sine fysiske skavanker. Hvad skønheden angår, så lignede han desværre ikke sin underskønne maske. Bl.a. havde han overbid, hvilket sjældent regnes for at være særlig charmerende.

Ligesom en hel række andre i sin slægt - f.eks. hans egen mor og far - havde han giftet sig med en nær slægtning, nemlig hans halvsøster. Deres to døtre døde som spæde, og man må gå ud fra, at han har givet sine dårlige gener videre til dem, så de i deres korte liv har været lige så sygdomsplagede som ham.
Var det det værd at få tronen som 9-årig og og så dø 10 år senere??? Det synes man jo ikke, men man må da håbe, at han selv fandt livet værd at leve i den korte tid, han var her på jorden ....


 

Mølædte ører

Det er faktisk meget irriterende, at hørelsen forringes med alderen for mange af os. For godt et år siden fik jeg høreapparat, men jeg går praktisk talt aldrig med det, fordi det forstærker lyde, jeg normalt vil holde ude, medens det ikke hjælper en døjt på dem, jeg ønsker at høre. Papirknitren, trafikstøj, etc. bliver meget, meget tydeligt, medens røsten i telefonen som regel stadig bare optræder som en mumlen eller et helt uforståelig kaudervælsk.

OK, endelig noget, denne gamling kan høre - eller er det nu også det? Jeg tvivler faktisk, for patienten hører næppe kanonen som kanon, men som noget andet. Noget, der måske kan have sine fordele i dette tilfælde og så alligevel ikke ....