For nogle år siden så jeg en dokumentar om den polske fabriksarbejder Franziska Schanzkowska, endte med at gå under navnet Anna Anderson, og som i mange år modtog støtte fra fornemme og velhavende folk verden over. Ret usædvanligt at sådanne mennesker ville sørge for en tidligere patient på et mentalsygehus, der en tid havde ernæret sig som fabriksarbejder, så hvordan i alverden gik det til?
Jo, Franziska havde bildt dem ind, at hun i virkeligheden var zar Nikolaj II's yngste datter, storfyrstinde Anastasia, der ellers var formodet dræbt af holsjevikkerne sammen med sine søskende. Mange havde forståeligt nok været dybt rystetde over mordet på zarfamilien og vel nok især på de komplet usyldige storfyrstelige børn, og de havde håbet, at i hvert fald én af dem havde overlevet. Deres håb gjorde, at de "genkendte" den døde storfyrstinde i polakken. De så hende som Anastasia, selv om ligheden mellem dem nu ikke var særlig påfaldende. Det faktum bortforklarede "de troende" dog nemt med henvisninger til de frygtelige ting, den unge pige havde oplevet, og som formodedes at have tæret på hende.
I dokumentaren lagde man sig ikke fast på en tolkning af fænomenet Anna Anderson, men lod det stå åbent, om hun var Anastasia. Senere har man så kunnet slå fast, at det var hun ikke, og i mine øjne bliver personen Anna Anderson dermed langt mere interessant, end hvis hun virkelig havde været storfyrstinde, for det sætter fingeren på et spændende aspekt ved begrebet "identitet", der pludselig bliver langt mere flydende, end man normalt tror, det er.
Med Anna Anderson var der vidner, der svor på, at hun var Anastasia, og de trådte frem som øjenvidner, hvilket i sig selv er et bevis på, at øjne ikke altid er de bedste sandhedsvidner. Det samme problem så man i sagen med John Demjanjuk, der var ukrainsk indvandrer i USA efter krigen.
Han levede et pænt, borgerligt liv med kone og børn og et uproblematisk arbejdsliv, hvor han ydede sit inden for bilindustrien. I 1977 blev han imidlertid pludselig beskyldt for at være lig med den mand, der betjente kz-lejren Sobibors gaskammer for nazisterne. Dette udskud var kendt af de få overlevende som "Ivan den Grusomme", der var den grusomste af de grusomste og gjorde sig specielt bemærket gennem den tortur, han udsatte fangerne for.
John Demjanjuk fik frataget sit amerikanske statsborgerskab og blev derefter overgivet til israelerne, der retsforfulgte ham. Vidne efter vidne trådte frem og fortalte hårrejsende historier om det, de havde overværet i Sobibor. Mange havde mistet deres familie i lejren, og adskillige havde set beviser på "Ivans" sadisme. Alt sammen så rystende, at det var helt igennem ufatteligt, men selv om John Demjanjuk sad dér i retten, så beviste det ikke, at han var lig med "Ivan". Vidnerne og det jødiske folk nægtede at anerkende, at der kunne være tale om en identitesforveksling, for de så simpelthen sadisten i den fredelige arbejder i amerikansk bilindustri.
Havde han blå eller brune øjne, havde han en rund eller spids hage? Lignede hans mund lejrens bøddel? Det føg med beskrivelser, men til slut måtte Israel opgive at udføre den dødsdom, de ellers havde fældet over John. Folk græd åbenlyst, for de ville se John/"Ivan" død, men øjenvidnerne var ikke nok til at opretholde dommen i højesteret, så han blev sendt tilbage til USA, hvor han fik sit statsborgerskab igen og fortsatte sit stille liv med familien.
Nogle år efter var den gal igen, for nu mente man, at der var beviser på hans medvirken i andre kz-lejre. Denne gang blev han ikke sendt til Israel, men til Tyskland, hvilket dog ikke bragte et endegyldigt bevis for dagen: var han - eller var han ikke - lig med "Ivan den Grusomme". Den sandhed tog han med sig, da han døde i 2012, selv om han på dette tidspunkt var blevet idømt fem års fængsel i Tyskland for sit arbejde i en anden kz-lejr. Noget, der for mig at se er en dybt ironisk udgang på denne historie om falsk og ægte identitet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar