Når tingene bliver lidt for overvældende

OK, man drukner i problemer, nogle af dem er ens egen skyld, men ikke dem alle. F.eks. kan man dumme sig ved at tabe sine nøgler eller sin pung, og det giver anledning til et væld af vanskeligheder, som man godt kunne have undværet. Er det ens dømmekraft, der har svigtet, eller er det ham skytsenglen, der har dummet sig endnu engang?
Hvis det er en selv, så kan man overvældes af selvbebrejdelser, og nogle af dem er måske tilmed rimelige nok. Skulle det være noget, som kun kan skyldes "Skæbnen", fordi det ikke rigtig er nogens skyld, så havner man måske i en spiral af "hvorfor er det altid mig, det går galt for?" og "jeg er jordens uheldigste menneske" til "jeg bliver FORFULGT af Skæbnen!!!" Når man er kommet til det stadium, så er det svært at vende tilbage til en fornuftig forklaring på almindelige hverdagsbegivenheder, der kan ske for hvem som helst. Man står dér, tynget ned af vrede og bitterhed, og man går til i følelsen af hjælpeløshed. Noget, der hverken er rart eller særlig konstruktivt.
Fakta er, at vi mange gange tolker uheld som led i et stort komplot imod os: ukendte magter, uden for os selv, er ude på at få os ned med nakken, medens naboen går fri og aldrig rammes af alvorlig modgang. Misundelse? Ja, men ikke udelukkende, for den, der rammes, føler også en forvirring og forurettelse, der går på fornemmelsen af svigt: hvorfor har Skæbnen gjort dette mod MIG? Godt spørgsmål, men svaret blæser i vinden, for erfaringen viser jo, at nogle er heldige, medens andre ikke er det ....