Personligt mener jeg, at alle normale mennesker vil reagere automatisk på en bestemt del af andre levende væseners charme. Hvis ikke man falder for denne specielle charme, så mener jeg, at der er noget galt med én. Her er det sådan set ligegyldigt, om det er et menneske eller er dyr, der besidder denne uforlignelige egenskab. Charme er charme ....
Begge disse to unge væsener ovenfor besidder en charme, der bunder i, at de er små og nuttede. Den slags er man som menneske nærmest programmeret til at falde for, og det er der selvfølgelig en grund til: de påkalder sig vores beskyttertrang, og det er kun psykopater, der er blinde for deres appeal, eller som direkte ønsker at gøre dem fortræd.
Det er dog forvirrende, at den charme, små og forsvarsløse væsener besidder, også kan spores hos visse afskyelige og brutale kriminelle. Jeg har således altid syntes, at Jeffrey Dahmer så nuttet ud, og jeg er heller ikke blind for, at Ted Bundy var en charmedreng. Ingen af disse to var sympatiske eller havde noget indlysende krav på vores beskyttelse eller velvilje, så spørgsmålet er, HVORDAN pokker skelner men mellem de berettigede charmører og de uberettigede? Det var jo først bagefter, at disse forbryderes masker faldt, og man så, at deres højt priste og fuldt ud anerkendte charme var en facade og - værst af alt - et redskab til udøvelsen af deres ondskab.
Ja, se det er et problem, og jeg formoder, det er derfor, at den pligt vi - efter min mening - har til at erkende charmen hos andre, at glæde os over deres livslyst og spilopper, ikke er en ubetinget pligt, men bare et underforstået påbud, der helst skal bakkes op af vores livserfaring ....
Ingen kommentarer:
Nye kommentarer er ikke tilladt.