Ingen har vist nogensinde påstået, at et lille kæledyr som f.eks. en hamster er særlig intelligent. Men at de er søde, kan de fleste nok blive enige om. Jeg har haft tre hamstere, der alle var piger, men som utroligt nok for så små dyr var vidt forskellige. De to første var "brugte kæledyr", og jeg købte dem i en dyrehandel, hvor deres ejere havde sat dem til salg. Den første - Goldie - lignede flugtfangen hér, men var ellers det, man kalder "en god pige", for hun hverken bed eller stak af. Desværre var hun temmelig alderstegen, da jeg fik hende, for med en alder på godt 1 år holdt hun kun knap et år hos mig. Hun døde lige pludselig uden forudgående sygdom.
Den anden - Lucille - var ikke nær så køn som lille Goldie. Hun var en "brugt" mørkegrå, som jeg imidlertid blev meget, meget glad for, da hun var sjov, fordi hun ikke var en "god pige". Om natten stak hun tit af fra sit kæmpestore bur, der var specielt indskrevet fra Tyskland og udstyret med alt det legetøj, en hamster kunne gøre krav på. Hvordan hun bar sig ad, aner jeg ikke, for nok var der flere låger, men de var altså lukket som sig hør og bør. Når jeg kom om morgenen, var buret ofte tomt, og lille, frække Lucille gemte sig et eller andet mørkt sted i mit hjem.
Desværre døde hun på grund af noget, jeg havde købt til hende: en flot og temmelig dyr hængekøje, som hun kunne bruge som bro mellem to etager i buret, men som beklageligvis var foret med noget, som hun åd. Det opdagede jeg først efter hendes død, hvor det gik op for mig, at nok havde hun spist det, men jeg havde aldrig set det i hendes pøller. Hun har simpelthen ikke kunnet komme af med dette usunde "guf". Den dag i dag er det skrækkeligt at tænke på de kvaler, hun må have lidt ....
Den tredie, Buffy, lignede denne skønhed. Hun var bedårende, men helt umulig som kæledyr, da hun ikke tolererede fysisk kontakt af nogen art og derfor bed, hvis hun fik mulighed for det.
Da hun pludselig begyndte at bløde, tog jeg hende til dyrlægen, der dog ikke kunne give mig en forklaring på fænomenet. Var det noget, hun havde spist, og kom blodet fra tarmen eller måske urinvejene? Ingen ved det, og jeg måtte derfor lade dyrlægen aflive hende, så hun ikke led - eller kom til at lide.
Konklusionen er, at disse små dyr, der ligner legetøj, i virkeligheden er personligheder med hver deres stil. Man kan ikke bare tage en og sige "en hamster er en hamster", for den har sine egne ideer om livet og dets muligheder ....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar