17 børn og ikke én eneste efterkommer

Stakkels Anne af England - også kaldt Anne Stuart - der nåede at få flere børn end den ellers meget produktive dronning Victoria nogle hundrede år senere. Det er en skrækkelig tanke, at hun fødte 17 børn og så dem alle dø i en tidlig alder, for på en eller anden måde faldt det tilbage på hende, selv om det ikke direkte var hendes skyld. Hun myrdede dem jo ikke, men gav dem liv uden at kunne redde dem fra deres alt for tidlige død.
Anne (født 6. februar 1665) var datter af Jakob II af England i hans første ægteskab og arvede tronen i 1702. Da England og Skotland blev forenet i 1707, blev hun den første regent i det, der nu var Storbritannien, og hun regerede til sin død i 1714. Samtidig var hun den sidste monark af slægten Stuart, idet hun efterfulgtes af George I af slægten Hannover. Hendes mand, prins Jørgen af Danmark, var søn af Frederik III.

Man har diskuteret, hvad der lå bag Annes mangfoldige fysiske problemer, og nogle har forklaret dem med hendes berømte fedme. At hun var overvægtig er der ingen tvivl om, men det har formentlig været en følge af alle hendes skavanker, for de gjorde, at hun ikke bevægede sig. Alt gjorde ondt på hende, for hun led bl.a. af gigt og havde meget ømme led samt omhovnede lemmer.
At hendes børn døde tidligt - eller var dødfødte - har man også opfattet som et symptom på en sygdom, for hvorfor skete det om og om igen? I sine sidste år var hun så plaget, at det er lige før, man må sige, det var et Guds under, at hun fik fred efter et slagtilfælde som 49-årig. Spørgsmålet er dog, hvorfor skete alt det her?
Forskere i nutiden er kommet frem til den teori, at den stakkels dronning led af lupus, der er en autoimmun sygdom, hvor kroppen så at sige angriber sig selv. På den ene side havde Anne stor magt, på den anden var hun en elendig skabning, der levede med alt for mange pinefulde lidelser.

“Ugly, gouty, fat”: the problem of Queen Anne’s body