torsdag den 26. marts 2020

Dræber-sygeplejersken Daniella Poggiali

To mænd i uniform og én kvinde med hænderne strakt frem foran sig - en ret sær scene, men så ser man kvindens håndjern: dvs. at hun formentlig ikke forsøger at knibe den yngste af mændene i hans popo, selv om det ser sådan ud, når nu hun holder hænderne, som om det er hendes hensigt.
Med denne kvinde, italienske Daniella Poggiali, kan man dog ikke være sikker på noget som helst, for hun gør ting modsat det, man venter af en inden for hendes profession, nemlig sygepleje. Hun var ansat til og fik løn for at pleje og redde syge mennesker, men dem, hun fik i sin varetægt, havde desværre en kedelig tendens til at dø på hendes vagter. Til sidst skete det med én for meget og på en meget suspekt måde, hvilket førte til Daniellas arrestation og fængsling.

Et af indicierne imod hende var nogle makabre selfies på hendes telefon, hvor hun poserer med døde patienter og efteraber deres udtryk i døden. Tommelfingrene opad på dette billede indikerer noget meget ubehageligt, nemlig en besynderlig fornemmelse af sejr: "Jeg vandt, ha-ha!"
Normalt kommer sejrsfølelsen for en læge eller sygeplejerske, når det lykkes dem at redde en syg patient og sende vedkommende hjem igen i helbredt tilstand, men sådan var det åbenbart ikke med Daniella. Hun viste sejrstegn ved dødsfald, og det er nu engang ikke, hvad man forventer af en sygeplejerske.

At gøre nar ad den døde og tilmed ikke at kunne forstå det upassende i situationen er yderst afslørende for Daniellas personlighed og indstilling.

Hun optrådte som en spøgefugl med en noget syg humor og spøgte gerne med nemme mordmetoder, "så man kan få ryddet afdelingen". Desuden fandt hun det morsomt at give patienterne ekstra afføringsmiddel, der ville give den sygeplejerske, der afløste hende efter en vagt, nok at se til. Ud over dette er der også forsvundet ejendele fra patienter og kolleger under hendes vagter. Man mistænker, at hun kan have dræbt 93 (navngivne) patienter, men der kan være mange flere ....





 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar