Jeg kunne ikke have udtrykt det bedre selv, for ih, hvor er jeg enig! "Live and let live", som de siger på udenlandsk, men respekter, at jeg altså ikke gider at se uinviterede penisser eller vaginaer.
Eftersom jeg lige har modtaget en lille onani-video over Facebook, ved jeg, at damer også kan føle trang til at dele ud af deres oplevelser med eget + andres køn. Da jeg bare ikke gider at blive påduttet den slags, er det irriterende, og hvis ikke jeg kan lide og respekterer andre sider af bemeldte onani-dame, så var hun røget ud af min venneliste.
Det er åbenbart blevet in eller mere accepteret at dele den slags, og nettet er fuldt af uopfordrede forsendelser af billeder af kønsorganer. En fyr ved navn Christian Mogensen, der er ungekonsulent på Center for Digital Pædagogik, har således den 20. februar i år udtalt til Politiken, at teenagere deler masser af erotiske billeder. Det lader til, at antallet af modtagne og afsendte billeder faktisk er forbløffende højt, og at ikke alle de afbildede har givet deres tilladelse til, at nogen bruger intime billeder af dem til videreforsendelse.
Alt er relativt, men bedømt ud fra mine egne internet-erfaringer betvivler jeg ikke hans oplysninger. Han siger også noget andet meget vigtigt om dem, der deler billeder af dem, de kender, men som ikke har givet dem lov til det slags: "»Drenge bliver delt i kådhed med en dumsmart og humoristisk agenda for øje. Når piger bliver delt, sker det som oftest for at angribe dem og trække dem ned ad den sociale rangstige«, siger Christian Mogensen, der kalder det ’social udskamning’: »Pigernes seksualitet er et angrebspunkt: Er de ikke seksuelle nok, er de nogle kællinger. Er de for seksuelle, er de ludere. Linjen, som pigerne skal navigere på, er meget, meget smal. Det er et kæmpe ligestillingsproblem, der kommer til udtryk i motiverne for den ulovlige deling af seksuelle billeder«."
Kort sagt: den gamle dobbeltmoral lever i bedste velgående blandt nutidens teenagere, og det er altså for dårligt ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar