A publishing dream turning into a nightmare

I published this children's book with AuthorHouse in 2011. However, recently I learned that they had "cancelled" it a few years later without telling me. The reason for this - in my opinion criminal cancellation - was that AuthorHouse didn't use the "saddle stitch" binding anymore so they wanted me to republish the book for almost £300 in some other kind of binding. That means that this so-called publishing house not only took my money for the first publishing, but also held my book hostage until I paid once more for the same service.    

As I hadn't been told of these secret plans of AuthorHouse I was very surprised to hear about this "cancellation" a few years after the publication. That was a stab in the back, so to speak, but also it was extremely inconvenient as I, at the same time as I found out what AuthorHouse had done, was being approached by The American company "The Spotlight Media Productions" about this children's book. To my utter surprise it appeared that they, actually for quite some time, had been working on a plan of turning my book into a movie. I had never thought along those lines, but of course I was flattered. However, I wondered at the proceedings of "The Spotlight Media Productions" as they didn't set out with offering to buy 1) either an option in the book or 2) the movie rights. They never sent me a contract, but expected me to write a movie script, "Hollywood standard". A steep demand which I wasn't happy about, especially because to me it looked like "The Spotlight Media Productions" expected to "buy" me and my book for free .....

Because of this I ended all discussions with "The Spotlight Media Productions", demanding them to cancel all plans of using my book for in any way. Also I filed a complaint at "Complaints": 

I know that having a book turned into a movie is what many authors are dreaming of, but even so there are rules for these transactions, and the Production Manager of The Spotlight Media Productions, Charlie McDowell, didn't seem to abide to any of them so I don't regret to bring an end to their plans for my book. Right from the very beginning I wanted an agreement, i.e. a contract, but whenever I mentioned this claim I was met with silence. Not being either naive or inexperienced to me that was a danger signal so I decided to put down my foot, thus cancelling the project."

https://www.complaintsboard.com/the-spotlight-media-productions-use-of-one-of-my-published-books-c1407279 

All in all this is a crazy, and maybe even unique, situation for an author. I KNOW that I ought to take AuthorHouse to court, but I haven't decided about that yet. As to "The Spotlight Media Productions" I'm surprised that they dare risking their image over something like this. Also I wonder if other authors have experienced anything like this with these two companies. If that's the case we should do what we can to stop this exploitation now ....

Sære skønhedsidealer

 

Sikke et spild af nogle forrygende øjenvipper: MÆND forventes jo ikke at skulle pryde sig med den slags, der ganske enkelt altid regnes for feminint! Her er de tilmed naturlige og ikke - som i mange tilfælde med kvinder - kunstige.

Den østrig-ungarske kejserinde Sissi var kendt for sin store skønhed, og hun vogtede over sine fysiske fortrin, trænede og gjorde ved for at bevare og/eller videreudvikle den. Faktisk virker hun mere manisk end en nutidig fitness-fanatiker på mig, da hun vejede sig flere gange om dagen samt brugte diverse underlige remedier, der skulle bevare hendes legendariske skønhed. Ikke at jeg ikke forstår hende, for vi ved jo alle, at ikke mindst kvinders skønhed er højt i kurs i vort samfund, men al den smukkeseren kan altså overdrives, for den forhindrer jo, at man bruger tid og kræfter på andre og mere fornuftige ting, der kan forbedre kvinders situation i samfundet. 

Sissi havde en flot skikkelse og et kønt ansigt, men noget af det, jeg aldrig har set nævnt i forbindelse med hende, er hendes øjenvipper. Var de lange, mørke og buede? Aner det ikke, men det skulle ikke undre mig, om de var en af de ting, hun knoklede med at få gjort så moderigtige som muligt. Måske hun har smurt dem med vaseline for at få dem til at vokse, for det troede man i sin tid var et af midlerne til at gøre dem rigtig lange. Hvorfor de skulle være lange kan man så tænke over, men det var så absolut en del af det generelle skønhedsideal for kvinder. 

Gruden til, at jeg fik øje på øjenvipperne og gjorde mig tanker om dem, var såmænd, at jeg så et Reality-program, hvor meget fyldige og ikke ligefrem klassisk smukke damer af ubestemmelig alder, prydede sig med det, jeg ser som ekstremt lange, kunstige øjenvipper. De virkede faktisk, som om de var i vejen, men sådan så damerne ikke på det. Nej, de viftede med disse kunstige prydgenstande, selv om de tydeligvis var på nippet til at falde af. Sagen er jo den, at øjnene regnes for "sjælens spejl", og at de kan formidle indtryk og følelser, hvad enten de er ægte eller falske. "Dådyr-blikket" er i høj kurs, og jeg tør vædde med, at mange kvinder har øvet sig i det foran spejlet, før de bruger det over for den fyr, de ønsker at gøre indtryk på.

At det virker på mænd, har den berømte filminstruktør D.W. Griffith bevist, da han gav ordre til, at hans hovedrolle-skuespillerinde Seena Owen, skulle have ”øjenvipper lange nok til at røre hendes kinder”, når hun blinkede. Han kendte tydeligvis effekten af vipper, der flagrer og vifter.

Seena Owen iført lange, falske øjenvipper i filmen "Intolerance" fra 1916 

Det var dog ikke denne instruktør, der var den første til at vise vippernes funktion, for inden da var der blevet udgivet forskellige bøger om skønhedspleje, hvor dette blev påpeget, og hvor man kunne finde gode råd om pleje og pasning. F.eks. var der en skønhedsfanatiker, der mente, at vipperne ville vokse sig tykkere og længere, hvis de blev behandlet med et afkog af egeblade. Andre gik ind for olier og specielle afvaskninger, der alt sammen beviste, at vipperne var i fokus.

De første falske øjenvipper blev skabt af menneskehår, der blev samlet i noget, man vel kunne kalde en lille "paryk". Denne blev så klæbet på de skønhedshungrende damers øjenlåg, men havde den skavank, at limen kun holdt i et par timer. Senere gik man over til mere drastiske metoder som f.eks. at sy ekstra hår ind i øjenlågene. Der var mange andre vilde metoder i de kunstige øjenvippers barndom, så det er en hel lettelse at kunne sige, at man nu "kun" bruger lim.

En anden metode er magneter, der angiveligt låser vipperne fast på lågene, selv om jeg nu ikke forstår, hvordan man kan få vipper til at sidde på hud med den slags. 

OK, det virker åbenbart, og alt taget i betragtning, så må det siges at være bedre end fastsyede menneske- eller dyrehår. At øjet er et sart område, er der nemlig tilsyneladende ikke nogen, der interesserer sig for, og det synes jeg faktisk er mærkeligt. Vi ved jo alle, hvor ondt det kan gøre at få noget i øjet, men den risiko ser man åbenbart bort fra ved tanken om den skønhed, man forventer at få ud af alle anstrengelserne. 

https://www.matas.dk

https://www.bezzia.com/da/el-origen-de-las-pestanas-postizas-y-algunas-curiosidades/ 

https://www.fashiongirl.dk/shop/magnetiske-oejenvipper-2647p.html?dfw_tracker=140108-5124&gclid=CjwKCAjwvsqZBhAlEiwAqAHElUcfPak8sM6lQEg1nio3zjEUqq-WN3C0QxP--xebqe0HAc2P0f2b6RoC-_cQAvD_BwE&CookieConsentChanged=1 

Wikipedia

Tro og tåbeligheder

Videnskab og religion ligger unægtelig langt fra hinanden, og jeg skulle ikke blive særlig forbavset, hvis også kristne gejstlige fra f.eks. Middelalderen er kommet med lignende vanvittige udtalelser, f.eks. om jomfrudom. Tro og viden er ofte direkte modsatrettede. De er tydeligvis ikke engang beslægtede, og hvor troen tegner samfundet som det vigtigste knockoutes videnskaben ofte som noget helt irrelevant. 

Det vil næppe hue sande muslimer af hankønsarten, da de jo som regel opfatter forskellen mellem mænd og kvinder som enormt stor. At få "gravide hænder" kan umuligt være noget disse mænd ser som ønskværdigt, da det jo udstyrer dem med kvindelige træk - og desuden er upraktisk. Hvad logikken angår, så har jeg set lige så slemme, men anderledes udsagn fra kristne teleevangelister. F.eks. er der et virkelig stygt eksemplar, der slynger om sig med vanvittige og dybt selvafslørende påstande som f.eks. denne: 

Dvs. at Jesu såkaldte "genkomst" bremses af menighedens manglende donationer, hvilket viser, at denne teleevangelist mangler respekt for den tro, han påstår, han tror på og tilmed udbreder. Det er groft, at han offentligt tilbeder det mammon, som Jesus tog afstand fra. Ikke at det er værre end alt det andet, nogle religiøse eller kirkelige personer tager Jesus til indtægt for, men pinligt er det under alle omstændigheder ....

Da jeg ikke går ind for nogen af disse to religioner, men tværtimod ryster på hovedet af deres forskellige doktriner, kildrer den slags vanvid nok mere min humoristiske sans end min forargelse. Sært nok lader det til, at mange/de fleste af dem, der rent faktisk er troende, heller ikke bliver forarget over disse prælater, der gør alt for at tømme folks lommer, og det undrer mig ret meget.

Både Islam og kristendommen er monoteistiske, dvs. centreret omkring én Gud, Jahve for de kristne og Allah for muslimerne, idet begge disse guddomme er mandlige afspejlinger af de samfund, der skabte dem - og ja, jeg tager for givet, at hverken den ene eller anden guddom skabte mennesket, men at de skabte ham, nemlig i deres eget billede. - Nå, men hvad er så hovedforskellen på disse to på mange måder beslægtede religioner? Jeg vil sige, at Islam er langt mere tros-ærgerrig end kristendommen, for muslimernes hellige skrift, "Koranen", blev angiveligt åbenbaret af et himmelsk sendebud, nemlig englen Gabriel, medens "Biblen" blev sammenstykket som et puslespil af menneskers erindringer. Dvs. at evangelierne ikke er skrevet af øjenvidner, men af folk, der fik fortalt om det, Jesu samtidige oplevede. Mange af disse erindringer er tilmed blevet udvalgt, idet en hel del blev udeladt. Det gælder bl.a. Maria Magdalenes evangelium: "Maria Evangeliet", Gyldendal, 2017 (oversat fra koptisk af Marianne Aagaard Skovmand).

Interessant nok regnes denne Maria Magdalene af nogle troende for Jesu hustru og mor til i hvert fald én datter, som han var far til. Den muslimske profet og Koran-formidler, Muhammed, havde i modsætning til Jesus flere koner, men han blev nu heller ikke regnet for "Guds søn", men for en jordisk, men meget speciel, udvalgt og særdeles ærværdig mand. 

Hvor "Biblen" altså er et kludetæppe af fortællinger og erindringer, så regner troende muslimer "Koranen" for et direkte Guds-manifest. Den påstås da også, at kun findes i ét eksemplar her på jorden, men der menes nu også at være et i himlen. Desuden kan de  troende i vor tid glæde sig over, at den er blevet trykt og udgivet på formentlig alle sprog, sådan at alle kan læse den.

 

https://www.kristendom.dk/sp%C3%B8rg-om-kristendom/hvorn%C3%A5r-blev-evangelierne-nedskrevet 

https://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/kristendom-og-islam-helt-forskellige-fortaellinger

 

Wikipedia

 

Regina Kay Walters

 

En frisk og smuk, ung pige ved navn Regina Kay Walters, der burde have haft livet foran sig, men som blev myrdet, da hun var bare 13 år, fordi en syg stodder så hende som et stykke "legetøj", han kunne gøre med, hvad han ville.

Den afskyelige forbryders navn var Robert Ben Rhoades, og foruden at være lastbilchauffør var han det, som så mange andre mænd er blevet i disse år, nemlig seriemorder. Sex, magt og kvindemord var det, der drev ham, og det gik bl.a. ud over Regina, sådan som hans fotografier af den skrækslagne, purunge pige viser. 

Billederne er taget af morderen få øjeblikke før hendes død, og det er hjerteskærende at se hendes rædsel: hun har udmærket været klar over, hvad Robert Ben Rhoades har haft i sinde. På det tidspunkt havde hun været holdt som fange i hans lastbil i mindst en måned, og man kan kun gætte på, hvad hun havde været ude for i det tidsrum. At hun blev voldtaget, er der dog ingen tvivl om.

Mordet foregik i en gammel, faldefærdig lade, og først da dens ejer fik den revet ned nogle måneder senere, opdagede man Reginas lig. Hendes følgesvend og gode ven, den jævnaldrende Ricky Lee Jones, blev sandsynligvis myrdet med det samme, efter at han og Regina var stødt på Robert Ben Rhoades, da de tomlede den. Kort tid inden da var de løbet bort hjemmefra og havde begivet sig ud på et eventyr, der altså endte meget sørgeligt for dem.

Heldigvis forbandt fotografierne af den skrækslagne Regina hende til morderen, da de var uvurderligt bevismateriale imod ham. Da han blev fanget og endelig dømt i 1994, mente man, at han i virkeligheden havde myrdet omkring 50 unge kvinder, hvilket er utrolig sørgeligt at tænke på.

 

https://fatimhemraj.medium.com/the-story-of-the-most-terrifying-photograph-51dedca0d299

 

https://allthatsinteresting.com/regina-kay-walters 

 

Wikipedia

En ÆGTE Tornerose

De fleste kender formentlig Brødrene Grimms eventyr om den smukke prinsesse, der blev forhekset af en ond fe, fordi hun ikke var blevet inviteret med til den fornemme fest, som kongen holdt for at fejre sin datter. Alle de andre feer - dvs. alle tolv - var kommet med, men kongehuset havde ikke tilstrækkeligt med guldtallerkener til tretten, så en af dem måtte blive hjemme. Det skabte desværre en masse misundelse og også hævnlyst, hvilket gik ud over den totalt uskyldige og purunge prinsesse. Hun stak sig på den forheksede ten, som den onde og hævngerrige fe havde ledt hende hen imod. Resultatet var en sær, vedvarende søvn, der ramte hele slottet og varede i 100 år. Mange prinser og tapre riddere forsøgte at trænge igennem den tornehæk, der var vokset op omkring slottet, men de omkom uden at nå igennem. Til sidst kom der imidlertid en prins fra et andet land, og han var så heldig at ramme den dag, hvor forhekselsen sluttede, nemlig 100-årsdagen for prinsessens fatale møde med den onde fe og hendes forgiftede ten. 

Nej, nej, sådan var det ikke: siden der er tale om et eventyr, så havde Tornerose selvfølgelig bevaret skikkelsen og var lige så smuk som inden forhekselsen. Det betød, at prinsen og hun straks forelskede sig i hinanden og derpå levede lykkeligt til deres dages ende. Havde hun lignet en hval, ville det hele formentlig haft en anden udgang, men skidt med det: et eventyr er et eventyr, hvilket vil sige noget uden for virkelighedens verden, som vi kender den. Måske der er en vis form for sandhed bag de velkendte fortællinger om prinser, prinsesser, drager og troldfolk, men denne befinder sig på et andet plan og er ikke en del af det, vi forstår ved "virkeligheden i tid og rum". Ergo forstår vi eventyret, selv om det er uden logik eller har nogen reel sandhedsværdi.

Man kan ikke undgå at undre sig over sådan et mirakel, som eventyret om "Tornerose" fortæller om, for tænk, at alle på slottet havde overlevet og uden videre genoptog det, de havde været i gang med, da forhekselsen indtraf. Sådan er det ikke i virkeligheden, når nogen falder i en tranchelignende "Tornerose"-søvn. Det er angiveligt sket for flere flygtningebørn i Sverige (jfr. "Boobytrap": "Svenske "Flygtninge-Snehvider", den 13. marts, 2022). Pludselig bliver disse børn åbenbart så overvældede af situationen, at de "falder i søvn" og ikke uden videre kan vækkes igen. Det er alarmerende, sært og MISTÆNKELIGT, for hvad er de ude på, og hvad kan de og deres forældre vinde ved sådan en "søvn-magi"? Tjah, de kan i hvert fald opnå medfølelse fra omgivelserne og dermed blive i stand til at lægge pres på værtslandet, så de ikke udvises, hvilket er grunden til, at de mistænkes for "snyderi" ....

Da den 11-årige Ellen Sadler (1859-1901) gik i seng den 28. marts 1871, var der næppe nogen, der havde forestillet sig, at det ville tage hende 9 (ni!!!!) år at vågne igen. Hun var et af de yngste af sine fattige forældres tolv børn, og til trods for sin unge alder var hun blevet sendt ud for at tjene som barnepige i en mere velbeslået familie, men begyndte at lide af døsighed. På det nærliggende hospital kom man til den konklusion, at hun led af et eller andet, der ikke kunne kureres, så hun blev sendt hjem til sine fattige forældre. Her udviklede hendes tilstand sig således, at hun faldt i en tranceagtig søvntilstand, der ligner den, flygtningebørnene i Sverige lider af: man kunne ikke vække hende. Til gengæld blev den sovende pige noget af en medicinsk sensation i datiden. Eksperter og nysgerrige kom for at se hende, så hun var blevet en form for turistattraktion, der kan have indbragt penge til sin familie og byen ved ikke at kunne vågne. 

Nu ved man jo godt, at der findes forskellige søvn-forstyrrelser, og at nogle af dem er forbundet med smitte fra dyr. Den slags hører imidlertid til i mere eksotiske egne af verden og ikke i England, hvor Ellen var født og opvokset. For mig at se ligner hendes sociale og følelsesmæssige tilstand den, som de sovende flygtninge lever under i Sverige. Ellen blev ikke truet på liv og helbred, men det kan havde været utrygt for hende at havne i en fremmed familie som barnepige. Jeg kunne forestille mig, at det har påvirket hende psykisk på samme måde, som flygtninge-børnene i Sverige formentlig er blevet påvirket. 

I samtiden spekulerede man dog mere i muligheden af, at det var familien og især Ellens mor, der stod bag datterens tilstand, og at det stort set var svindel. Ingen kan afvise denne teori, for der er ingen reelle beviser på, hvad der skete i hjemmet. Det er dog tankevækkende, at da moderen døde, så vågnede Ellen op, 19 år gammel. 

Hun lader til at have fået et godt liv med mand og børn, men ingen har hverken dengang eller senere kunnet stille en troværdig diagnose på hende. Var hun en svindler, eller hvad foregik der med hende?

https://www.elixirofknowledge.com/2014/06/ellen-sadler-girl-who-slept-for-nine.html

https://www.amusingplanet.com/2022/01/ellen-sadler-sleeping-girl-of-

https://www.grimmstories.com/da/grimm_eventyr/tornerose

Wikipedia