onsdag den 28. september 2022

Sære skønhedsidealer

 

Sikke et spild af nogle forrygende øjenvipper: MÆND forventes jo ikke at skulle pryde sig med den slags, der ganske enkelt altid regnes for feminint! Her er de tilmed naturlige og ikke - som i mange tilfælde med kvinder - kunstige.

Den østrig-ungarske kejserinde Sissi var kendt for sin store skønhed, og hun vogtede over sine fysiske fortrin, trænede og gjorde ved for at bevare og/eller videreudvikle den. Faktisk virker hun mere manisk end en nutidig fitness-fanatiker på mig, da hun vejede sig flere gange om dagen samt brugte diverse underlige remedier, der skulle bevare hendes legendariske skønhed. Ikke at jeg ikke forstår hende, for vi ved jo alle, at ikke mindst kvinders skønhed er højt i kurs i vort samfund, men al den smukkeseren kan altså overdrives, for den forhindrer jo, at man bruger tid og kræfter på andre og mere fornuftige ting, der kan forbedre kvinders situation i samfundet. 

Sissi havde en flot skikkelse og et kønt ansigt, men noget af det, jeg aldrig har set nævnt i forbindelse med hende, er hendes øjenvipper. Var de lange, mørke og buede? Aner det ikke, men det skulle ikke undre mig, om de var en af de ting, hun knoklede med at få gjort så moderigtige som muligt. Måske hun har smurt dem med vaseline for at få dem til at vokse, for det troede man i sin tid var et af midlerne til at gøre dem rigtig lange. Hvorfor de skulle være lange kan man så tænke over, men det var så absolut en del af det generelle skønhedsideal for kvinder. 

Gruden til, at jeg fik øje på øjenvipperne og gjorde mig tanker om dem, var såmænd, at jeg så et Reality-program, hvor meget fyldige og ikke ligefrem klassisk smukke damer af ubestemmelig alder, prydede sig med det, jeg ser som ekstremt lange, kunstige øjenvipper. De virkede faktisk, som om de var i vejen, men sådan så damerne ikke på det. Nej, de viftede med disse kunstige prydgenstande, selv om de tydeligvis var på nippet til at falde af. Sagen er jo den, at øjnene regnes for "sjælens spejl", og at de kan formidle indtryk og følelser, hvad enten de er ægte eller falske. "Dådyr-blikket" er i høj kurs, og jeg tør vædde med, at mange kvinder har øvet sig i det foran spejlet, før de bruger det over for den fyr, de ønsker at gøre indtryk på.

At det virker på mænd, har den berømte filminstruktør D.W. Griffith bevist, da han gav ordre til, at hans hovedrolle-skuespillerinde Seena Owen, skulle have ”øjenvipper lange nok til at røre hendes kinder”, når hun blinkede. Han kendte tydeligvis effekten af vipper, der flagrer og vifter.

Seena Owen iført lange, falske øjenvipper i filmen "Intolerance" fra 1916 

Det var dog ikke denne instruktør, der var den første til at vise vippernes funktion, for inden da var der blevet udgivet forskellige bøger om skønhedspleje, hvor dette blev påpeget, og hvor man kunne finde gode råd om pleje og pasning. F.eks. var der en skønhedsfanatiker, der mente, at vipperne ville vokse sig tykkere og længere, hvis de blev behandlet med et afkog af egeblade. Andre gik ind for olier og specielle afvaskninger, der alt sammen beviste, at vipperne var i fokus.

De første falske øjenvipper blev skabt af menneskehår, der blev samlet i noget, man vel kunne kalde en lille "paryk". Denne blev så klæbet på de skønhedshungrende damers øjenlåg, men havde den skavank, at limen kun holdt i et par timer. Senere gik man over til mere drastiske metoder som f.eks. at sy ekstra hår ind i øjenlågene. Der var mange andre vilde metoder i de kunstige øjenvippers barndom, så det er en hel lettelse at kunne sige, at man nu "kun" bruger lim.

En anden metode er magneter, der angiveligt låser vipperne fast på lågene, selv om jeg nu ikke forstår, hvordan man kan få vipper til at sidde på hud med den slags. 


OK, det virker åbenbart, og alt taget i betragtning, så må det siges at være bedre end fastsyede menneske- eller dyrehår. At øjet er et sart område, er der nemlig tilsyneladende ikke nogen, der interesserer sig for, og det synes jeg faktisk er mærkeligt. Vi ved jo alle, hvor ondt det kan gøre at få noget i øjet, men den risiko ser man åbenbart bort fra ved tanken om den skønhed, man forventer at få ud af alle anstrengelserne. 

https://www.matas.dk

https://www.bezzia.com/da/el-origen-de-las-pestanas-postizas-y-algunas-curiosidades/ 

https://www.fashiongirl.dk/shop/magnetiske-oejenvipper-2647p.html?dfw_tracker=140108-5124&gclid=CjwKCAjwvsqZBhAlEiwAqAHElUcfPak8sM6lQEg1nio3zjEUqq-WN3C0QxP--xebqe0HAc2P0f2b6RoC-_cQAvD_BwE&CookieConsentChanged=1 

Wikipedia

Ingen kommentarer:

Send en kommentar