Det sarte mor-søn-forhold

 

Denne fint udsmykkede mandsperson er selvfølgelig den mægtige tyske kejser, Wilhelm II, der var barnebarn af dronning Victoria af England. Hans drømme om Tysklands storslåede fremtid mundede ud i Første Verdenskrig med enorme mængder omkomne, men førte også indirekte til Hitler og Anden Verdenskrigs ufattelige rædsler.

                                                         Den unge Wilhelm og hans mor

Der er dog masse af beviser på, at han midt i sit had-kærligheds-forhold til hende var helt vild med én bestemt legemsdel, nemlig hendes hænder. Han følte sig aldrig tilstrækkelig højt elsket af hende og udtrykker ofte ønsket om et tættere fysisk forhold i form af håndkys og lignende. Man kan sige, at han havde en fetich i form af disse moderlige hænder, hvis skønhed og blødhed, han ofte priser, men som på et symbolsk plan også er afstraffelsesmidler, selv om der nu ikke lader til at være beviser på, at hun slog ham.

På dette billede skuler den amerikanske seriemorder Gary Leon Ridgway (født i 1949) med et ondt blik og rynker panden vredt, men ikke ad sine egne forbrydelser imod de mange kvinder - ca. 50 - han myrdede som The Green River Killer. Næh, det var sandelig ikke tanken om disse uhyrligheder, der den ene gang efter den anden fik ham til at bryde ud i gråd under forhør og ved retssager, for den eneste, han havde ondt af, var ham selv. Alle hans forbrydelser synes at udspringe af det utilfredsstillede begær, han allerede i den tidlige barndom følte for én bestemt person: hans mor, Mary Rita Steinman. Hun var ellers efter sin egen mening en mægtig moralsk person, selv om hun havde for vane at  vandre omkring i hjemmet iført meget lidt tøj eller med decideret sexet tøj. Alt sammen noget, der satte fut i lille Garys fantasi og startede en meget forkvaklet tankegang mht kvinder. 

Gary kom i konflikt med loven den ene gang efter den anden, men han blev først identificeret som den djævelske Green River Killer, efter at man fik analyseret visse beviser via DNA. Da var han færdig én gang for alle og offentligheden fik indblik i hans psyke med den enorme selvmedlidenhed over den sexede mor, der enten vimsede rundt i meget lidt tøj eller hersede med ham. Hendes dominans var en del af spillet mellem dem, selv om hun næppe har forstået, hvad hun satte gang i. Og hvad har det så med den tyske kejser at gøre ud over at de begge er skyld i uskyldige menneskers død? Jo, ikke bare Gary, men også kejseren var knyttet til deres mødre på en usund måde. 

                                                          Kejserinde Victoria af Tyskland

Wilhelm II var født med en deform arm, hvilket angiveligt gik ham enormt meget på, og som han gav sin mor skylden for. Der er beretninger om, at han sagde noget om, at skavanken var en følge af, at hun var "ustyrlig" under fødslen. Sandt? Næppe, og det er ikke andet end et rygte, som man kan forholde sig til alt efter tro og overbevisning. Til gengæld udviste hun ikke nogle særlig milde følelser imod sin ældste søn, der ofte bragte skam over familien, bl.a. allerede dengang hvor han som 4-årig fik et hysterisk anfald midt under kronprins Edwards og prinsesse Alexandras bryllup. 

Var det på grund af disse specielle mor-søn-forhold, de blev som de gjorde? Det er der afgjort dem, der vil mene - bl.a. formentlig Freud - men sådan en tolkning finder jeg meget problematisk, fordi den tillægger kvinderne en del af ansvaret. Disse to kvinder var aldeles ikke meskyldige i deres sønners besynderlige morderlyst, for de har ikke indoktrineret dem i mord. Hverken Garys eller Wilhelms mødre priste mordet for dem eller påstod, at det var deres tissemænd, der styrede showet, og at de kunne gøre, som de ville, fordi de havde levet med et uopfyldt begær som børn.

 

https://www.independent.co.uk/news/uk/home-news/kaiser-wilhelm-ii-s-unnatural-love-his-mother-led-hatred-britain-8943556.html 

 

Om at rette bager for smed

I dag har jeg været en slem Else, der har skældt to sagesløse personer af den kommunale art ud pr. telefon. Bagefter fik jeg et slemt anfald af samvittighedsnag og forestiller mig nu, at jeg har ødelagt deres aften, og at de er blevet helt flade i masken oven på denne oplevelse. Desuden: den person - også kaldt IDIOT!!! - der havde FORTJENT skideballen, var selvfølgelig ikke til at få fat på. Den slags individer har nemlig en veludviklet evne til at gemme sig bag en hel række underordnede, der så - som i dette tilfælde - må tage imod ubehageligheder, der var tiltænkt dem/chefen. 

Oplevelsen af mig selv som uretfærdig furie fik mig til a tænke på Johan Hermann Wessels digt "Smeden og Bageren", der fortæller om en smed, der i den grad havde fortjent at blive hængt for mord, men desværre var der mangel på smede i byen, så man tog en bager i stedet for. Wessel fortalte, at den stakkels, totalt uskyldige bager "græd gudsjammerligt", da han blev ført bort, og det er der jo ikke noget at sige til, for hvem ønsker at blive hængt for en andens fadæse? Nok de færreste, eller rettere sagt: INGEN ....

                                                          Ak ja, det gør det jo ikke bedre ....
 

Og hvad så med slemme Else? Tjah, hun er direkte udmattet oven på en dum dag og vier derfor aftenen til at tænke tanker samt gøre op med sin slemhed. Bortset fra det, så har hun aldeles ikke opgivet at få fat på den egentlig skyldige, for hun er stadig sprøjtende GAL ....

 

 

 

 

Når inkarnerede narcissister drømmer søde drømme

 

Midt under Den Første Verdenskrig vågnede en tysk soldat op i sin skyttegrav, hvor han havde taget sig en lille lur sammen med sine kammerater. Pludselig rejste han sig op og forlod skyttehullet, selv om det blev regnet for langt være mere sikkert end de omgivende marker. Sagen var dog den, at denne soldat havde haft en drøm, lige inden han vågnede, og den bød ham at forlade skyttehullet med det samme. Fordi det var en drøm, som han oplevede som et vink med en vognstang fra Gud selv, og han i forvejen følte sig udvalgt til store bedrifter, fulgte han drømmens direktiver og forlod altså skyttegraven. Få sekunder efter hørte han et kæmpe-brag bag sig, og da han så sig tilbage, så han at det skyttehul, han havde forladt, men hvor hans kammerater stadig lå, var blevet ramt og var jævnet med jorden, idet alle hans soldaterkammerater i det pulveriserede hul døde.

"Store drømme"? Ja, DET var han god til, store drømme var lige ham og meget i hans hidtidige liv, inden han befandt sig i skyttehullet, var ikke andet end drømmerier. Hans ideer om at være "udvalgt" af en højere magt samt forestillinger om de store bedrifter, han ville forbløffe verden med, når krigen var forbi, gjorde, at han også efter episoden så drømmen som et tegn på, at selveste Gud havde udvalgt ham til noget stort.

"Ups, den forkerte knap!"

Ja, Vorherre kan sandelig også tage fejl, for den person, der - ifølge legenden - blev reddet af en drøm, greb lidt for begejstret ideen om egen storhed og betydning for verden som helhed.

 

Her er den reddede soldat, men den sorte fjerbold på hans skulder er nu nok ikke Gud. Sød er den dog, og den kan åbenbart lide fyren, den sidder på, selv om han var en nar og skiderik af de virkelig stygge .....

 

 

 

Uden en chance

 

Når man ser dette ganske nydelige kvindeansigt, opfatter man efter min mening ikke umiddelbart, hvem det er, man har foran sig. Set ud fra billedet virker denne kvinde lidt "slidt" og måske også noget deprimeret, men ikke umiddelbart som en person, der ikke kan tage vare på sig selv. Det var hun imidlertid, for selv om man ikke kan se det, så lå hendes intelligenskvotient betydeligt under gennemsnittets. Hun havde tilbragt flere år på en institution for retarderede. Nogle taler om intelligenskvotient-tal på 43-47, og så er man altså i farezonen for udnyttelse og misbrug af smartere, men skruppelløse individer. Sådan en mødte hun beklageligvis omkring den 12. september 1982, hvor hun stødte på en mand ved navn Samuel Little i en bar, hvor de begge var kommet for at møde andre mennesker og more sig. Hvor hun, naiv som hun var, faldt for den tilsyneladende venlige kæmpe og heller ikke lagde skjult på sin betagelse, idet hun bl.a. satte sig på skødet af ham, så havde han helt anderledes ideer om, hvad "sjov" og menneskeligt samvær er.

For ham betød "sjov" voldtægt, (selv om han senere blev rasende hver gang, dette ord blev brugt til at beskrive hans aktiviteter), med efterfølgende mord. Han behøvede intet værktøj til drabene, for hans ualmindelig store og stærke hænder udførte arbejdet, og når det skete, så fik han seksuel udløsning. Denne kvælnings-proces nød han helt vildt, og han regnes nu for en af de flittigste kvindemordere i USAs historie. Eftersom der blev fundet konkrete beviser på, at Patricia og Samuel havde været tæt på hinanden fysisk, og der også var vidner til deres møde i baren, så skulle man tro, at sagen var afgjort, og at retssystemet fik buret ham inde, men nej, han blev anklaget, men ikke dømt. Hvis han og hans offer havde mødt hinanden i retten, så ville hun heller ikke dér have haft en chance over for ham, fordi han havde langt mere mellem ørerne, end hun havde. At det, han havde, var totalt forskruet, vidste man ikke på det tidspunkt, men det er senere kommet frem, bl.a. via nogle rystende videoer af  politiforhør.

Hvor jeg ser en vis menneskelig værdighed i hendes ansigt, opfatter jeg Littles morder-fjæs med de tunge træk og døde øjne som et billede på de laveste af alle lave instinkter i et menneske. Han var/er, hvad han ser ud til at være, nemlig et monster fra gyserfilmens verden, der på mystisk vis har forladt det hvide lærred for at leve blandt normale mennesker. At Patricia dog ikke blot blev til legetøj for ham, men også nåede at levere en form for "bredside" imod ham glæder mig: da han kvalte hende, gav hendes tarme slip på en stor mængde afføring, der tilsølede hans bil. Nok havde hun ikke ord, der kunne stoppe ham, men selv en mindrebegavet kan altså udtrykke sig på markant vis .....

 

https://www.oxygen.com/catching-a-serial-killer-sam-little/crime-news/sam-little-case-acquitted-patricia-mount 

 

Lidt om valg-fusk i USA

 

Hr. tudefjæs T. Rump opfører sig som et forkælet barn, (hvilket han også er blevet kaldt af folk, der kender ham personligt), for med Joe Bidens valgsejr bliver han jo "snydt for" sin anden runde som præsident. Det er noget, en forfængelig mand som T. Rump ikke kan holde ud at tænke på, for det rammer hans selvopfattelse. Når han taler om, at Biden vandt efter omfattende snyd, som han dog ikke har kunnet bevise, så får det én til at tænke lidt over alt hans beviste snyderi i noget nær alle af livets felter. Ikke bare i forretninger har han snydt, hvor han har kunnet komme til det, men også i sit privatliv, hvilket hans tre koner vil kunne tale med om. 

Selv som golfspiller snyder han ifølge forskellige vidner, og så er man altså ikke bare et patologisk tilfælde, men også et patetisk menneske. Eftersom han bliver afsløret den ene gang efter den anden, så er han virkelig god til at gøre sig selv til grin .....

Kort sagt; vi har at gøre med en person, der bare ikke KAN acceptere en fiasko. Hvis han taber, så føler han sig personligt forfulgt og mener sig berettiget til at slå igen MED ALLE MIDLER ....

Som forhenværende demokrat og nuværende republikaner har han snoet sig igennem systemet på alle mulige måder, men er det noget, der bare ligger til ham, eller bærer hans valgte parti præg af det samme mønster? Meget tyder på, at valgfusk falder republikanerne naturligt, og at de benytter sig af "gerrymandering"-systemet til at tiltuske sig sejren, selv når demokraterne har fået flest stemmer. De er simpelthen vant til at gå ud af valgkampen som sejrherrer uden at skulle skele til antallet af faktisk stemmer. "Gerrymandering" er et begreb, der omfatter manipulation af valgområder, som jeg finder højst besynderligt. Ja, faktisk så sært, at jeg har opgivet at forstå det, men bare læne mig tilbage i undren med åben mund og polypper, for det er tydeligvis SNYD. Eftersom det er det system, T. Rump forventer vil støtte ham, føler han sig forståeligt nok snydt - uden at være det .....

 

https://www.npr.org/2020/11/08/932880774/how-gerrymandering-efforts-fit-into-2020-presidential-election

https://www.nbcnews.com/politics/2020-election/gerrymandering-alive-well-coming-battle-will-be-bigger-ever-n1106951

 

 

 

Alder

 

Man spørger sig selv, HVORDAN døde østersen Ming, der var 507 år gammel, da den "gik bort", som man siger? Var der en eller anden pilfingret videnskabsmand, der ikke kunne lade være med at åbne dette verdens længst levende væsen? Eller var der nogen, der fik lyst til en mundfuld østers og derfor myrdede den??? Hvis det ene eller det andet er tilfældet, så er vi gået glip af en mulighed for at følge et endnu længere livsforløb, og det er altså ærgerligt, for det kunne måske have fortalt os noget vigtigt om aldringens gåde.

Vi mennesker fødes, lever og dør, alt sammen inden for et vist antal år, der regnes for en normal livslængde for nutidsmennesker, men lad os ikke glemme, at det, der er almindeligt for os i dette århundrede, ville være højst ualmindeligt for en person, der f.eks. var født i Det Romerske Kejserdømme. Dengang var gennemsnitsalderen omkring 25 år. I Middelalderen røg den helt op på 33 år, for derpå at stige tyve år mere i begyndelsen af det nittende århundrede. 

Ja, eller endnu tidligere, da du ser ud til at leve i Middelalderen, og dér døde man altså ofte før 48 års-alderen ...

 

Det betyder, at en person på 12½ år var midaldrende i Det Romerske Rige, hvilket jo er en grotesk tanke. Formentlig gjaldt også også kun de fattige befolkningslag, selv om alle var lette ofre for div. sygdomme, vi ikke regner for noget særligt i vore dage.

 

              Dette er en lille, død prins, der burde have haft de bedste forudsætninger for et langt liv

Den farligste periode i et menneskeliv var i lang tid barndommen. Det allerfarligste var selvfølgelig at blive født ind i en fattig familie med mange munde at mætte, men der var sandelig også mange børne-dødsfald i de såkaldt højere kredse. Kvinderne døde ofte i barselsseng, og de små fulgte dem hurtigt efter fødslen - i mange tilfælde foregik det hele omvendt, idet barnet var dødfødt eller døde lige efter at være født, og moderen kom hurtigt efter. Det gamle ord "Om morgenen rød, om aftenen død" blev alt for ofte bevist som en ufravigelig sandhed.

For ikke så længe siden foretog israelske videnskabsmænd nogle undersøgelser, der tydede på, at man kunne vende aldringsprocessen om, i hvert fald på nogle punkter. Det er meget spændende, men kun fremtiden viser, om teorierne holder. Noget af det, man fandt ud af, vidste man dog i forvejen: man skal spise sundt, få motion og sørge for, at ens åndedræt fungerer godt, etc.. Hvis ikke man synes, det er sjovt, ja, så er det trist, for man kan tilsyneladende ikke både få et langt, godt liv og skæg og ballade.

Noget, jeg tror, betyder meget, er ens egen holdning til aldersprocessen. Hvis man hader tanken om ikke længere at være i tyverne eller trediverne, så kan det kun gå galt, og man rammes måske af det, der lyder som noget af det tristeste, et menneske kan rammes af, nemlig livslede. Jeg kan forstå, hvis en person, der er syg og uden stimuli af nogen art, taber livslysten, men jeg synes, det er for dårligt, hvis det sker, fordi man finder grå hår, et par rynker eller hører dårligere. Det er noget fis, for livet indeholder altså mere end de sædvanlige ungdoms-glæder, som så mange direkte identificerer sig med .....

 

https://www.yahoo.com/news/human-ageing-process-biologically-reversed-153921785.html 

 

https://academic.oup.com/ije/article/34/6/1435/707557 

 

https://www.bbc.com/future/article/20181002-how-long-did-ancient-people-live-life-span-versus-longevity 

 

 

 

Mord for berømmelsens skyld

I 1980 blev John Lennon skudt af en person med en intens drøm om berømmelse, nemlig Mark David Chapman. Han er blevet citeret for at have sagt, at han gjorde det, fordi så ville hans navn til evig tid være knyttet til den berømte Beatles-musiker, men har også benægtet, at dette var tilfældet. En ting er dog sikker, nemlig at som den, der myrdede John Lennon, så ville man også tænke på ham, når man tænkte på John Lennon eller lyttede til hans musik, så tænkte man også på Chapman. 

Eftersom han ikke var noget i sig selv - og selv følte dette - så var mordet en metode til at få det, han ønskede mest af alt: at blive set eller - sagt på en anden måde - at opnå den berømmelse, han higede efter, og som Lennon havde masser af. At hans ønske om at myrde Lennon også hang sammen med hans forargelse over dennes livsstil og hans udtalelse om, at The Beatles var mere populære/berømte end Jesus, og at det også skulle tjene til at fremme J.D. Salinger's bog "The Catcher in the Rye" virker ret besynderligt og som noget påklistret til det egentlig ønske om at opnå berømmelse.

 

Hvorom alting er, så ligner han i hvert fald én, der har været usynlig hele sit liv, og som er helt uden chance for at gøre sig synlig på normal vis. Hans eneste "bedrift" har været dette mord, der virkelig har gjort ham kendt, men han havde vilde forestillinger om også at myrde andre kendte mennesker, bl.a. Ronald Reagan. Det, der kendetegnede hans potentielle mordofre, var altså, at de var berømte, hvilket kan oversættes med "synlig" .....

Gælder det også denne forvirrede sjæl, nemlig Charles Manson? Han havde store planer om at opnå berømmelse med sin musik, men det gik nu ikke så godt, hverken før eller efter hans arrestation. Han havde en flok fans omkring sig, der levede i ørkenen i Californien, og hans forstyrrede tanker om verdens undergang, The Beatles og deres "Helter Skelter" førte til, at de myrdede kendte og berømte mennesker, som de ellers ikke havde nogen forbindelse til. Var dette en ny måde at opnå status på, når nu motivet er så skrupskørt, at det ikke er til at tage alvorligt?

At dræbe en berømthed er ikke i sig selv et bevis på, at morderen har handlet ud fra en bagtanke om, at det ville skaffe ham/hende berømmelse, men også Andrew Cunanan, der bl.a. myrdede modeskaberen Gianni Versace den 15 juli 1997 kan ses som hørende til denne mordergruppe.

 

To af hans ialt fem ofre var i hvert fald kendte og velhavende, nemlig Versace og Miglin, hvilket han selv forsøgte at fremstille sig som. Han levede og åndede for at "være noget", men i virkeligheden var han en psykisk ustabil og økonomisk trængt bøsse, pornoskuespiller og trækkerdreng, der havde levet af ældre mænd gennem nogle år. Samtidig fremstillede han sig selv som tilhørende en rig og indflydelsesrig familie. Det var tydeligvis hans største ønske at gøre indtryk som en, der "var noget", som svømmede i penge, væltede sig i fornemme venner og færdedes alle de "rigtige steder".

Hans kendteste offer var utvivlsomt Gianni Versace, der var alt det, han selv ønskede at være. Man har diskuteret, om de to kendte hinanden inden det fatale møde foran Versaces indgangsdør i 1997, men det benægtes af alle omkring Versace. At gå hen til den berømte modedesigner og uden videre skyde ham ligner i hvert fald et af den slags mord, der begås for morderens berømmelses og selvhævdelses skyld. De var begge bøsser, men kun Versace var HIV-positiv, selv om man på et tidspunkt påstod, at det også gjaldt Cunanan. Nogle så hans påståede HIV som den egentlige årsag til mordene samt hans selvmord den 23. juli 1997, men hans virkelige sygdom befandt sig altså mellem ørerne og ikke andre steder.

 

https://illvid.dk/mennesket/psykologi/forskerne-har-fundet-opskriften-paa-en-seriemorder 

 

https://www.berlingske.dk/kronikker/en-droem-der-brast 

 

https://www.vanityfair.com/hollywood/2018/01/versace-american-crime-story-andrew-cunanan 

 

 

Vaccinations-kongen over dem alle

Han ligner den sindssyge morder, man møder i gyser-film af B- eller C-kategorien, men Maurice Ralph Hilleman (1919-2005) var skam en af menneskehedens sande velgørere. Hans flid var legendarisk, og han udviklede mere end 40 vacciner, bl.a. imod mæslinger, meningitis, hepatitis A og B, fåresyge, osv., osv.. Faktisk mener man, at han med sine vacciner har reddet flere menneskeliv end nogen anden læge i det tyvende århundrede. Gad vide, hvad han ville have gjort ved Corona .... 

 

 

Den "grimme" kunstner

 

Honoré Daumier (: Honoré-Victorin Daumier) var en herlig tegner, maler og billedhugger. Han (1808-1879) har bevaret sin velfortjente berømmelse som karikaturtegner og satiriker. At han også var en glimrende maler og har haft en uvurderlig betydning for den impressionistiske maleteknik er nok mindre kendt. 

                                                                        Selvportræt

På en måde havde han en familiemæssig baggrund som kunstner, da hans far og farfar begge arbejdede med indramning af billeder. Faderens livshistorie har dog en ekstra krølle på halen, da han på et tidspunkt forlod familien for at tage til Paris, hvor han søgte berømmelse som digter. I begyndelsen gik det godt, og han blev ligefrem præsenteret for kong Ludvig XVIII. Problemet var bare, at kongen blev sat fra bestillingen, så Honorés far opnåede kun en 14-dages-berømmelse, hvilket førte til et veritabelt nervesammenbrud og indlæggelse på et mentalsygehus, hvor han senere døde.

Honoré Daumieer-karikatur af kong Louis-Philippe

Unge Honoré kunne have studeret, men han ville male, så familien fik ham placeret hos kunstneren Alexandre Lenoir, der var ven med Jaques-Louis David og vild med Rubens. Dvs. at Daumier aldeles ikke var den selvlærte og helt ukultiverede kunstner, man har udråbt ham til at være. Faderens totale sammenbrud tvang dog den dengang 13-årige dreng til at søge betalt arbejde. Hans første job bestod i at være bud for en retsbetjent, hvilket gav ham et nyttigt indblik i juristernes verden. Senere blev han ansat i en boghandel, hvilket gav ham indsigt i de forskellige sociale klasser. Alt, hvad han oplevede blev til lærdom og inspiration for ham.

 

Stakkels Honoré blev anset for at være direkte grim, men det kan jeg nu ikke se

Selv om han altså havde disse forskellige jobs, så arbejdede ham også som tegner fra 15 års-alderen, men mange af hans karikaturer blev signeret af en anden, nemlig Zéphirin Belliard. Fra 1830 til ca. 1847 var han først og fremmest karikaturtegner, litograf og billedhugger, hvilket han alt sammen gjorde godt. Mange af hans tegninger er beundret den dag i dag, både for streg og indhold. 

Han havde altid elsket at omgås venstreorienterede kunstnere og skønånder, og var i sin tid blev inviteret til et samarbejde med "La Caricature", der imidlertid blev kvast af kong Louis-Philippe. Noget, der egentlig ikke er så underligt, da kongen ofte blev udstillet på en hånlig måde i bladet via div. Honoré-tegninger. Efter ovenstående tegning af kongen fik Honoré en fængselsdom på seks måneder samt tilbragte fire på et mentalsygehus.

Fra ca. 1848 arbejdede han mest med impressionistiske malerier, og også de var gode. Desværre var de blade, han havde lavet karikaturer og andre tegninger for ikke så begejstrede for malerierne. De ville have ham til at fortsætte som karikarturtegner, men han ønskede først og fremmest at male.

Honorés kone, "Didine" (Leopoldine) var dameskrædder. Da bladene ikke var så interesseret i hans impressionistiske malerier, fik han finansielle problemer og den lille familie måtte leve af hendes indtægt. Han fik dog også økonomisk hjælp fra anden side og blev bl.a. understøttet af sin gode ven Charles Baudelaire. 

Trist nok fik Honoré ingen succes som maler før et års tid inden sin død i 1878, hvor mange af hans malerier blev samlet og ustillet. Desværre havde Honoré på det tidspunkt tabt synet samt boede i en hytte som en af hans venner, Corot, havde stillet til hans rådighed. 

Pep og sex-appeal

 

Kender vi i nutidsmennesker stumfilms-skuespilleren Clara Bow (1905–1965), der var en stor stjerne i 1920'erne? Ved vi, hvem hun var og genkender hendes ansigtstræk, når vi støder på billeder af hende? Dem er der mange af, da hun stadig er noget af et ikon for film-freaks og ikke bare, fordi hun var meget smuk, men også fordi hun var en så dygtig skuespiller, at selv hendes konkurrenter i filmens verden som f.eks. Mary Pickford og Louise Brooks fremhævede hendes talent. Datidens spillestil er anderledes end nutidens, men man kan da stadig se, at hun besad hele udtryks-registret og forstod at bruge det, så ja, hun var virkelig en stor skuespiller.   

Hendes familie var overmåde fattig, og hendes mor havde psykiske problemer, der fik hende til at true sin datter med at ville slå hende ihjel. Det siges, at hun i hvert fald forsøgte én gang, hvilket ville have gjort hende barnløs, for Claras to søstre var døde i en tidlig alder. (Hvordan det gik til, er der vist ingen, der ved, selv om der sikkert har været mange gætterier).

Moderen gik ikke ind for Claras valg af karriere, hvilket gav hende en masse skyldfølelse. Da moderen døde efter at være blevet indlagt på et mentalsygehus, bebrejdede hun sig selv for hendes død, hvilket var helt forkert. Hendes mor var virkelig syg og måtte bare indlægges. At hendes far voldtog hende gav hende også skyldfølelse, og det er tydeligt, at hun var stærkt plaget af både det ene og det andet, samtidig med at karrieren tog fart. Noget, der dog også bragte mindre gode ting med sig, da forskellige personer forsøgte at udnytte hende, bl.a. gennem blackmail, hvor man sværtede hendes gode navn og rygte til med deciderede løgnehistorier om hende og hendes livsstil.  

Én ting var, at hun på et tidspunkt var kæreste med Dracula-skuespilleren, Bela Lugosi, men det gjorde hende jo ikke til et dårligt menneske eller en udsvævende person uden for filmens verden, hvor hun kunne illudere som hvad som helst.

Som den såkaldte "It"-girl efter en af hendes mest berømte filmroller var hun da også - ud fra datidens begreber - et sex-symbol, men de fleste forbinder hende nok mere med den sjove, lidt pudsige, men også meget friske pigetype. Dvs. den lidt tutte-nuttede, "gode" pige. Hun ligner i hvert fald slet ikke en såkaldt "vamp". Hun er mere yndig, end "syndig", om jeg så må sige.

På grund af sin fattige baggrund manglede hun sociale færdigheder, hvilket gjorde, at visse Hollywood-snobber holdt hende væk fra sig i arms længde. Dvs. at nok havde hun stor succes inden for sit fag, men hun havde det ikke let i miljøet. 

Talefilmen, der dræbte så mange filmkarrierer, var hende nådig, selv om hun først og fremmest forbindes med stumfilmen. Blandt hendes succes-film kan nævnes "Mantrap" (1926), "It" (1927), og "Wings" (1927), men ialt medvirkede hun i 46 stumfilm og 11 talefilm. Eftersom hun var en publikumsmagnet, har der nok været mange inden for branchen, der har begrædt hendes ægteskab med cowboy-skuespilleren og politikeren Rex Bell, der førte til, at hun slog sig ned i Nevada, fik to sønner og ellers trak sig helt tilbage til privatlivets fred. Hun døde af et hjerteanfald som 60-årig.