onsdag den 4. november 2020

De ikke-involverede

Den slags, som dette skilt fortæller om, skal vi nødig have hverken her i landet eller andre steder. Problemet er dog, at det har vi allerede - og det er alle vegne. Demonstrationer opfattes som "fest i gaden", og hvad skal man gøre ved sådan noget, der egentlig ikke er særlig festligt, og som udsætter både deltagere og seriøse demonstranter for fare?

Umiddelbart virker det meget fredeligt, og da jeg ikke ved, hvilken demonstration, der er tale om, så kan jeg heller ikke  afgøre, om det fortsatte sådan, men det håber jeg. 

Der er dog visse ting, der tyder på, at også vi er en del af  et trist internationalt fænomen: medens volden optrappes, så bliver politiaktionerne også barskere. Dødstrusler imod navngivne personer gør det ikke nemmere, og der ofres store summer på at beskytte enkeltpersoner, der trues på grund af deres meninger. 

Det virker umiddelbart meget udansk, men det kan ikke nægtes, at nogle politiske fronter står meget stejlt over for hinanden, og at det kan udvikle sig voldeligt. Selv om vi måske ikke er så begejstrede for dem, vi betaler for at beskytte, så har vi dog endnu ikke fået det så slemt - og grotesk! - som i USA og visse andre steder.

Der meldes om flere dødsfald i USA som følge af politiets indgreb for at sprede demonstranterne eller direkte bremse dem. Disse overdrevne politiforanstaltninger virker ofte komplet meningsløse og absolut ikke "efter bogen". Det gælder ikke bare anholdelsen af George Floyd, der gik helt galt, fordi den endte med hans død. En idiot af en politibetjent kvalte ham simpelthen ved at sætte sit knæ imod hans hals, selv om han sagde, at han ikke kunne få luft. At han er afro-amerikaner siger næsten sig selv, og det gør det hele endnu mere sørgeligt, for man forventer nærmest, at den slags kan forekomme i det racistiske USA og er egentlig ikke særlig forbavset, når det sker. Hvordan kan det nu være, at man ligesom er forberedt på den slags, og hvad siger det om os, der ikke er afro-amerikanere? Jeg tror, at der desværre er sket en forråelse af ikke-involverede, hvor vi, "der ikke har noget i klemme", nøjes med at ånde lettet op og tænke, "puha, godt det ikke er mig". Glæden gælder både lettelsen over ikke at tilhøre en forfulgt befolkningsgruppe eller den del af politistyrken, der bliver sat til at løse disse evindelige racekonflikter. Som ikke-involverede er man jo bare tilskuer og desuden ganske godt tilfreds med den rolle ....

De virkelig involverede dvs. dem, der risikerer liv og lemmer, har en ret til at demonstrere, men det har vist sig, at ved omkring 200 demonstrationer over hele USA er det ikke lykkedes politiet at beskytte dem. Noget af dette skyldtes angreb fra de grupper, der ellers bare plejer at stå og se på her i landet. Dvs, at de ikke-involverede godt kan involvere sig, hvis man angriber de ideologier, der forener dem, men ikke når anderledes-tænkende kæmper for deres ret til ikke at dele deres forestillinger om verden og den måde, den bør administreres.

 

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar