Gnisten der giver liv

Et lys i mørket og en nødvendighed for den, der har tabt livsgnisten - eller aldrig har fået den tændt. Det forekommer mig tankevækkende, at denne gnist er en livsfornødenhed for både mennesker og dyr. Nok er der super-enegængere, der trives med total ensomhed, og som føler sig truet af artsfæller (mennesker eller dyr), der søger kontakt, men mon disse individer af dyre- eller menneskearten kunne leve et lykkeligt liv på en øde ø? Jeg tvivler, for nok holder jeg selv meget af ensomme stunder, men det gør jeg formentlig kun, fordi disse også er produktive - og kan erstattes med forskellige former for kontakt.

Et afgørende øjeblik i hele  to menneskers liv: man ser hinanden og erkender, at der er et bånd

Livsgnisten tændes ved kontakt med moderen, og hvis denne ikke fungerer, ja, så slukkes den igen, og det lille, nye menneske får ikke den udvikling, han/hun burde have haft. Derfor er det afgjort bedre at ikke være født end at være født som uønsket ....

Født og passet af en omsorgsfuld mor, der giver den kropskontakt, der er med til at udvikle det lille lam. Somme tider er det en menneskelig reserve-mor, der opflasker den nyfødte, og det fungerer også på det biologiske plan, men hvad med det sjælelige? Lammet aner jo ikke, hvad det vil sige at være et får, når det vokser op uden kontakt med andre får.

Denne dejlige hund har virkelig tabt livsgnisten. Den ser ikke bare deprimeret, men også hentæret ud. Har dens mennesker glemt at vise den omhu, eller er den blevet direkte mishandlet, fysisk og/eller psykisk? Et meget trist syn, der fint illustrerer, hvor vigtigt det er at bevare livsgnisten. Er den væk, ja, så er man faktisk døende, selv om det kan vare et  stykke tid, før man virkelig dør ....

Da denne hund blev fundet på en gade i Mexico, var den dækket af knuder og sår. Ikke desto mindre har den langt mere livsgnist end den forrige, der ligner en, der har opgivet alt, og som derfor bare venter på at dø. Denne meget syge hund har et vågent blik, og den opfanger tydeligvis det, den ser. Den er måske ikke tryg ved de mennesker, der har besluttet sig for at redde den, men den er til stede i situationen.

Mildt sagt et andet syn: glad vovse, der lever livet og har det sjovt. Sært nok, kan man sige, minder billedet mig om et af Hitler-tidens påfund: "Krafft durch Freude"-programmet, hvor de tyske borgere blev sendt på motivationsophold med sund kost, gymnastiske øvelser og hyggeligt samvær med ligesindede. Det var selvfølgelig i virkeligheden et omvendelses- og indoktrineringsprogram, men selve tanken om, at man fik "kraft" ved at have det sjovt lyder som en god ide. Livsgnist og livsglæde er jo forbundet ....

OK, lyset har brændt længe, og det er vist ved at være kaput, men gnisten er der stadig. Værd af værne om hos både én selv og andre ....

 Ja, sådan BØR det være, men det kan jo desværre være lettere sagt end gjort. Forsøge kan man dog ....