"Stolthed og Fordom" er min yndlings-Austen-bog. Elizabeth er en af mine favoritter, når det gælder roman-heltinder. Hun er intelligent og har - eller får - blik for den i begyndelsen ret ubehagelige Mr. Darcy. Han vinder imidlertid mange points i Colin Firths labre skikkelse i den kendteste af filmatiseringerne af denne klassiker. Fordi jeg godt kan lide bogen + filmen har jeg måttet forsone mig med en af de centrale figurer, nemlig Elizabeths mor, Mrs. Bennett. Jeg forstår udmærket hendes bekymringer for alle disse ugifte døtre, hvis fremtid ser dyster ud, fordi familiens økonomi er underlagt et system, der river gulvtæppet væk under dem, så snart deres far dør. Elizabeth er en trussel imod hele det ægteskabssystem, hendes bekymrede mor er oplært til at se som den eneste mulighed for sine børn. Hvorfor kan denne genstridige datter ikke bare sige "ja" til den mindre attraktive Mr. Collins, så familien kan blive på Longbourn? Datterens modvilje imod ham ses som en mindre forhindring for denne ganske normale plan for datidens mødre.
At Elizabeth og hendes storesøster, Jane, er fast besluttet på kun at gifte sig af kærlighed opfatter hun som egoisme, men også dumdristighed. De gældende samfundsnormer siger, at kvinder skal forsørges - BASTA! Forsørgelsen sker gennem ægteskabet, så samtidig med at Mrs. Bennett er overfladisk i sit krav om døtrenes ægteskab, så er hun også både realistisk og praktisk. Elizabeths fremtidsplaner mangler heller ikke et praktisk fundament, for som samfundet er skruet sammen, så vil hendes overmåde smukke storesøster selvfølgelig blive godt gift, og så kan hun flytte ind hos hende og hendes fremtidige mand som en "skyggetante". Dvs. at selv den intelligente og egensindige Elizabeth har gjort sig tanker, der til forveksling virker som praktiske og sikkert realistiske beregninger. Fantastisk som Jane Austen formår at få hele dette sociale spil samt personernes tanker og karakter frem!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar