OK, dommer Sisamnes var korrupt, og han blev derfor dødsdømt via flåning i levende live. UHA, siger jeg bare, men kan dog ikke sige, at jeg er helt forbavset over denne angiveligt historiske straf, for var de ikke nogle bæster dengang? Jo, det siger man i hvert fald, selv om der var en hel del (næsten) lige så grusomme straffe senere. Hvorom alting er, så viser Gerard Davids1600-tals maleri den grusomme scene, der foregik engang i det femte århundrede før Kristi fødsel, så håret rejser sig på én. Intet er overladt til fantasien: hver lille flig af dommerens legeme vil blive berøvet sin hud. At han i sin tid kun reagerede med en grimasse under den frygtelige pinsel, tror jeg ikke på, og det undrer mig egentlig, at kunstneren har foreviget hans personlighed med en stoisk reaktion på sådanne frygtelige smerter. Beskrivelsen af den type stoicisme plejer nemlig kun at blive Jesus eller helgener til del.
Her har vi f.eks. Peter af Verona, der dolkes, tilsyneladende uden at fortrække en muskel. Også meget, meget usandsynligt, at det er foregået sådan, selv om denne aflivning måske ikke er helt så smertefuldt som den levende flåning. At han hverken hulker eller bønfalder om nåde er i hvert fald en vigtig detalje, da det viser hans fine karaktertræk: han er "i sandhed" en helgen, dvs. et højt udviklet individ.
Sisamnes sidder i dommersædet, medens den mand, der får ham arresteret og dømt, nemlig den persisk kejser Cambyses, står foran ham. Som det ses, er Sisamnes nærmest forstenet af chokket ved at blive sat i forbryderens sted, når det ellers plejer at være hans opgave at dømme de kriminelle. Da straffen bliver udmålt, får han imidlertid mulighed for selv at udpege sin efterfølger som dommer og vælger sporenstregs sin egen søn, Otanes. Cambyses går med til at udnævne sønnen, men samtidig sørger han for, at den hud, der blev fjernet fra faderen, bruges til at beklæde sønnens dommersæde.
Sådan var Edith imidlertid som person, for når det kom til stykket, lod hun sig tydeligvis ikke bare styre af moral, men også af religiøse forestillinger, tro og næstekærlighed. Under indtryk af lidelserne i forbindelse med Første Verdenskrig, lod hun sig således uddanne til sygeplejerske, hvorpå hun sluttede hun sig til Røde Kors, for at kunne pleje og passe de sårede. Ikke nok med det, men hun studerede også filosofi og fik en doktorgrad med en disputats om emnet "empati". Hendes liv var altså fuldt af en masse tanker og gøremål, hvoraf flere virker som modsætninger, men som i virkeligheden går op i en højere enhed ved at udvikle sig af hinanden.
Som Teresa Benedicta of the Cross er hun kendt som en af de seks helgener - for hun blev sørme også kanoniseret! - der har en speciel opgave med at beskytte Europa. Hverken hendes anerkendte humanitære arbejde, hendes filosofiske skrifter, etc., etc. hjalp hende imidlertid imod Hitler, for hun døde i Auschwitz, formentlig i et gaskammer to dage efter ankomsten. Man mener dog, at hun ikke "bare" var et offer for nazisternes jøde-had, men at hendes henrettelse også havde noget at gøre med nogle katolske biskoppers protester imod nazismen. Dvs. at hun endte som martyr for flere ting og ikke "kun" sin fødsel som jøde.
