"Nightmares": Short story by Else Cederborg

Once there was a sleepy man called Timmy, and he was always digging deep into sleep. Sometimes he endured hardships of various art, but then he just went to sleep and dreamt. The dreams cleared his mind so that he didn't care too much about all the hardships in his life. However, one day his daughter asked him a question: "Why do you always lose your job, Daddy. Your clothes get ruined and someone steals your money, but why does these things always happen to you?" That question he couldn't dream away, he thought it over and then he said: "I don't know, but everyone meets hardships in their life. It doesn't matter. It stops again."
His daughter looked at him with an eight year old girl's scepticism. "Hmmm," she said. "I don't like that, I want to have fun always ..."
He tried to convince her that although some bad things might happen to some people, it didn't matter that much when one had the right attitude. No matter what, he couldn't get through to her so he was sad that night when he went to sleep. Perhaps that's why he had an awful nightmare. Some shadowy creatures came to him as he lay there in his nice, cosy bed. They poked at him and one said, full of contempt: "So you endure everything, and don't fear us?"
"Fear you?" he exclaimed, very surprised.
"Yes, you idiot, didn't you know that your bad luck came from somewhere?"
He was shaken to the core of his being. "Some people do encounter bad luck, but there is nothing one can do about it ..."
"Hehehe," the creature went on in a horse and contemptful voice. "No, if one doesn't do anything then there is nothing to be done."
He was stopped by another of the black shadowy things, waving a long and very thin arm at him. "All right, the contemptuous one said, "dream your dreams and enjoy your misery to your heart's delight."
"Nice meeting you," another one said with a grin that bared pointed, white teeth. "Very nice indeed, you are so special compared to what we are used to ..."
"But what is all this, am I hexed or what happens?" No answer, but the shadowy ones dissolved with a crackling laughter and he woke up, utterly uncomfortable. However, after a couple of hours tossing on his bed he fell asleep once again and this time he had another kind of dream. He saw one of the shadowy ones come running against him, spear in hand and before he could do anything about it he pierced his chest, right through the heart. Once more he woke up, feeling miserable, almost expecting to find marks after the spear. "What is going on?" he asked in a loud voice into the darkness of his bedroom.
"Nothing," a voice rung out from the darkness and he nearly tumbled down from his bed with fright at this unexpected answer. "Nothing at all, so you better just sleep on."
He sat up in his bed, ready to jump out of it, and then he turned on the light with trembling fingers. There was nothing to be seen, but the voice from before still sounded out in the room. "We are very sorry that our younger soldiers came to disclose their presence. The clients are not supposed to know about us."
"The clients!" he exclaimed, that sure is a mistake, I'm no client. I'm a private investigator and I have clients ...."
"You sure do," the voice said. "One of them remembers you uncommonly well. He may never forget you."
"And who may that be?"
"Alfie Johnson, the man whose daughter disappeared and he committed suicide over this tragic loss ..."
"Oh yes," he said, "I remember that case. And she never came back?"
"We know where she is, but you were supposed to find her, instead you did a lot of other things that amused you more than that."
"And is that why I have all this bad luck? I don't believe in bad luck, only that some events are less than good."
"Some people are vengeful, you're not, you want to forgive everything even before it happens. But Alfie ... well, suffice it to say that he doesn't forget that he has lost his daughter and also his life because of you."
"Am I to believe that Alfie Johnson has harmed me, that he is behind all of this?" He couldn't help laughing out loud at the thought, but that made the voice turn harsher as it said: "Poor Timmy, Alfie Johnson is with you all the time, no matter what, he is always close by."
Timmy laughed once more: "What!" he exclaimed, "Where are you? I can't see you, this is just a dream and I'm talking to myself."
"So this is another one of your dreams, nothing real ever happens to you, does it?" it sounded from somewhere else in the room.
Suddenly the door opened and his daughter came in. "Daddy, why are you shouting like that, it's the night, you should sleep." He left the bed and followed her into her room, tucked her in her bed, adding some consolatory words. "Don't be afraid, Daddy is just having some bad dreams ..."
She looked at him with love, but also scepticism, the very picture of her late mother, only she didn't seem convinced.
"A nice daughter you have," the voice said when he returned into his bedroom. "Very sweet, resembles Alfie's little Isabel when she was her age."
"Back off!" he yelled, suddenly alarmed, "just you dare and I shall rip you apart."
"Hehehehe," it sounded from the darkness, "and how will you go about that when you can't even see us?" He laughed out once more and then there was quiet.
Timmy called out for the one who had shouted at him, but got no answer. Then he went to bed and at once started to dream again. This time the shadowy ones were standing very close by his bed, he could see them, but they were totally silent, until a sugary voice asked: "What is the name of your pretty daughter?"
The question seemed so sinister to him that he felt some awful chills running up and down his spine.
"Yes, what's her name?" asked another one and soon all of them asked the same question: "The name? The name?" Timmy felt how this question went deep down his heart, and he simply fainted from fright.
However, when he came to some time after, he saw the sunlight and felt a deep relief. Oh, thank God, that too was only a dream, he thought. All of it dreams, not Alfie, no shadows or spears. No questions ...
Exactly at the same moment when this thought passed through his head his daughter once more stood by his bed, looking at him with a worried look. "Are you sick, Daddy?" she asked.
"No, dear, Daddy only had several nightmares ..." he answered.
She looked at him in astonishment. "But you didn't sleep," she said, "you were busy walking around and moving things ..."
"What?!" he exclaimed in amazement. "No, I slept and had many bad dreams about things that don't exist."
"You pulled down the curtains and you ruined some plates in the kitchen ..."
"No, no, I slept most of the night although I had nightmares."
Her look made him get out of bed and he followed her, convinced that this must be a mistake. However, when he opened the door into the kitchen he found havoc. "What, is this?" he exclaimed, utterly amazed.
"You did it," the little girl said, "you also pulled down the curtains and ripped them."
"No! I slept, I dreamt ... It wasn't real ..." - ""It wasn't real"" resounded and he suddenly remembered the shadowy one's remark: "So this is another one of your dreams, nothing real ever happens to you, does it?"
She didn't say anything, only looked at him, onviously very worried. "The only time I was up was when I tucked you in after you came to see me ..."
"What? No, you didn't do that," his daughter said, "the man did ..."
"The man??!"
"Yes, your friend Alfie ... He said you were asleep although you were not. A very nice man, asked my name and patted my head ..."

All rights reserved
 © EC

Strøtanker omkring ord og kommunikation

Desværre er den gode vilje ikke altid nok til at sikre en god kommunikation. Et af de store fejlgreb er at tro, at ord altid betyder det samme for alle og enhver. Det gør de absolut  ikke, hvilket jeg ofte ser eksempler på, når jeg bruger forholdsvis almindelige betegnelser for visse dele af det menneskelige legeme som skældsord. I et nydeligt og yderst seriøst leksikon for menneskelegemets opbygning samt sygdomme er disse ord ganske normale, pæne og anstændige, men når jeg bruger dem i et ophedet øjeblik, så er det noget helt andet, for så forvandles de faktisk til lige præcis det, denne dame efterspørger, bortset fra at ikke alle vil opleve dem som "nice" .... 

Det er ikke engang løgn, for det er lige præcis det, der kan ske i vor digitaliserede tidsalder. H.C. Andersens historie om den usande nyhed om den lille fjer, der voksede og voksede med udbredelsen, er barnemad i sammenligning med det, man kan nå med en computer og de rette websites.

 

Tanken en god nok, når den formummede person - "Spiderman"??? - forsøger sig med et for ham fremmed sprog, så han kan kommunikere med den døve pige, men tegnsprog er nu engang ikke for enhver, så hvis det er det, han har anvendt, er resultatet af hans velmente anstrengelser mere end usikkert. Måske han burde have forsøgt sig med det nye sprog for døve og døv-blevne og døv-blinde: Protactile. Det blev skabt af tre døv-blinde kvinder og bryder med princippet om tegn, der kan ses. I protactile ser man ikke, men føler det sagte, for kommunikationen foregår ved berøringer. Kort sagt, lidt grænseoverskridende og afgjort ikke noget for alle, men for andre er det helt bestemt det rigtige.

Er SAXO en bog-kidnapper???

Det er trist at skulle sige det om et ret populært firma, at det slet ikke har styr på den del af det interne arbejde, der hører under begreberne kompetence og "service". SAXOs personale forstår tydeligvis ikke systemet - eller "orker" ikke at have med det at gøre - hvilket skaber en masse problemer for de brugere, der på en eller anden måde er kommet i klemme.
Her på det sidste, hvor jeg har besluttet mig for at gøre noget ved en situation, der berører mig selv personligt, har jeg fået flere henvendelser fra andre, der ikke bare har oplevet svigt, men også en decideret vildledning. En af dem, der har gjort mest indtryk på mig, er beretningen om en forfatter, der fik sine bøger slettet under en SAXO-opdatering i forbindelse med en strukturændring, hvor man lovede at sende hende dem som en pdf. Brugeren hørte aldrig noget, og ser konstant beviser på, at SAXO er blevet en rodebutik, hvor personalet ikke har check på tingene og tydeligvis heller ikke føler noget ansvar. 

Et nydeligt motto, men det kræver altså mere end bare flotte ord

En anden bruger får emails, der er adresseret til hende som "kære null". Pinligt? Snarere skandaløst, groft og umiddelbart særdeles afslørende for firmaets holdning. Andre brugere taler om "robotter", der ikke tager fat om problemerne, men bare fyrer et eller andet irrelevant af, tilsyneladende for at pacificere den "irriterende bruger", der dermed fortsat står alene med problemerne.

Moderne teknik har gjort bøger digitale, hvilket nok er både godt og ondt 

Et virkelig alvorligt, ja, nærmest kriminelt problem, der også omtales af en bruger, er dog tilsyneladende blevet løst, nemlig manglen på en sikker forbindelse. Hvor lang tid tog det SAXO at finde ud af, at http ikke dur, fordi forbindelsen kan aflæses af enhver lidt fingernem computer-bruger? Jeg ved det ikke, men har forstået, at man længe ignorerede alle advarsler, før man fik sikret forbindelsen bedre via et skift til https, hvilket var meget foruroligende for mange.

Else Cederborg - engang i fortiden

Hvad mit personlige problem angår, så er det tydeligvis gået totalt i hårdknude. Det skyldes, at min konto er 10-12 år gammel og blev oprettet på et tidspunkt, hvor systemet var betydeligt enklere. Man havde bare én konto, der dækkede både publicering og køb, men på et tidspunkt blev dette lavet om, så man skulle have to konti, én til publicering og én til køb. Eftersom min konto lå stille et godt stykke tid, hvor jeg ikke udgav noget, opfattede jeg ikke denne forandring, men fortsatte bare. Derfor fik jeg problemer, da jeg senere ville tjekke min konto, for mit password passede bare aldrig. 

Jeg henvendte mig til serviceafdelingen på SAXO, hvor der på det tidspunkt var et par kyndige personer, og en af disse skabte et nyt password til mig. Denne proces gentog sig flere gange, og jeg blev mere og mere frustreret over situationen, også fordi den person, jeg havde arbejdet sammen med, nu ikke længere synes at være ansat på stedet. Det nye personale stod - og står stadig - komplet uforstående over for mine trængsler, og det er tydeligt, at de fandt mig meget irriterende, når jeg vendte tilbage gang på gang, faktisk igennem noget, der vel efterhånden er 1½ år. Dvs. alt, alt for længe ....

Natasha Brandt,  administrerende direktør for SAXO

Situationen her og nu er, at jeg med møje og besvær samt konstant fornyede passwords, kan logge ind for en kort bemærkning, men at jeg ikke kan regne med, at det går næste gang. Funktionerne virker ikke for mig, og jeg kan f.eks. ikke downloade mine egne bøger.  Systemet er i den grad defekt, at det påstår følgende: "Ingen bøger klar til bestilling". Ret sært, da jeg har udgivet omkring 90 bøger, der står linet op på SAXO. Dvs. at mine bøger så at sige er blevet kidnappet af et defekt og ondsindet system, uden at nogen i den såkaldte "service-sektor", overhovedet gør noget for at afhjælpe situationen. Det dur bare ikke, hvilket SAXO - også for deres egen skyld - bør indse hurtigst muligt.
 

Interessant: https://www.berlingske.dk/virksomheder/saxo.com-beskylder-brancheforening-for-chikane

 

Dobbeltmennesker

 

To smukke mennesker, kun bruden ser lidt aparte ud, da hun tilsyneladende er født som en form for "dobbeltmenneske": hun er for evigt forbundet med sin tvilling, der så at sige er smeltet sammen med hende inden fødslen. Noget, der har pirret fantasien hos personer, der i særlig grad fandt det interessant, at hendes fire ben ikke hverken forhindrer hende i at tiltrække en flot fyr eller at få børn med ham. Dvs. at man måtte gå ud fra, at nogle af de børn, hun fik, faktisk var født af hendes ufødte tvillingsøster. Det ene sæt ben med tilhørende underliv - samt altså vagina - blev nemlig af de fleste regnet for en del af denne ikke-fødte søster. 

En sørgelig slutning på romantikken mellem den to- og den firbenede, men nu først og fremmest en stor løgn! Ashley Braistle blev nemlig udstyret med en krop og et liv, hun aldrig har haft, for begge dele var en form for svindel, der var skabt for at sælge aviser af en bestemt type.

Alt sammen noget, der vækker mindelser om et gammelkendt fupnummer i cirkus-regi: tre- eller firbenede personer kunstigt skabt og fremvist for et betalende publikum som sære, men interessante, menneskelige anomalier. 

Der har imidlertid været ægte, tre- og firbenede kvinder med to vaginaer, osv.. Den mest kendte er nok Josephine Myrtle Corbin (1868), der blev berømt som "Den firbenede pige fra Texas". Som 13-årig sluttede hun sig til et cirkus som "freak" under navnet Myrtle Corbin, og her vakte hendes legeme med de to underkroppe, fire ben og to vaginaer furore. Hun var en såkaldt "dipygus", og hendes anomali skyldtes angiveligt ikke en tvilling, men noget, hendes egen krop havde udviklet i fostertilstanden. Opadtil var kroppen perfekt formet og hun fremstilles som køn og ganske charmerende kvinde.

Romantik var der også plads til, og som 19-årig giftede hun sig med James Clinton Bicknell, som hun fik fire normale og fuldt levedygtige børn med. Det overraskede hende imidlertid, at det første foster, (der endte i en for tidlig fødsel), ikke befandt sig i hendes højre livmor, for det var den tilhørende vagina i den side, ægteparret sædvanligvis brugte til sex.

Adskillige "dobbeltmennesker" (siamesiske tvillinger) er blevet skilt ad i tidens løb og har fået hver deres liv, men det er klart, at den slags lægelige mirakler er afhængig af deres deformitet. Dette glade og aktive par, Abby og Brittanny, der blev født den 5. marts 1990, består således af én krop med to hoveder, der hver især styrer en del af kroppen, og de kan selvfølgelig ikke skilles ad. Det lader dog til, at de har fundet en måde at leve sammen, og i 2012 fik de ligefrem et fælles job som lærere.
 

Da Myrtle Corbin døde i 1928, var hendes efterladte nødt til at sikre hendes lig ved at hælde cement i graven. Ellers ville det formentlig være blevet stjålet og muligvis også misbrugt til seksuelle formål. Tanken er ret grotesk, men når det gælder sex, skal man aldrig forsværge muligheder, man ikke selv kunne tænke sig at tage del i. Der er da også mindst én svært handicappet kvinde, der formentlig var en ægte siamesisk tvilling, der fik sig en karriere som prostitueret, ikke på trods af, men på grund af sine voldsomme deformiteter. Det var Blanche Dumas, der blev født på Martinique i 1860. 

Blanche Dumas

"Normalt" er en fransk kurtisane en forrygende skønhed som f.eks. den kvinde, der skildres som den såkaldte "Kameliadame", der var bygget på Alexandre Dumas den Yngres erindringer om Marie Duplessis. Man må da oså sige, at hun ser mægtig "normal" ud, bortset fra at hun var kønnere end de fleste.

Marie Duplessis, den såkaldte "Kameliadame"

Blance Dumas havde andet at byde på en den konventionelle skønhed, alle de andre kurtisaner kunne lokke herrerne med. For det første havde hun tre ben, fire bryster og to vaginaer. Sidstnævnte var nok det, der trak mest, også fordi hun åbenbart havde forstand på at bruge dem. På et tidspunkt ytrede hun ønsket om en affære med en mand ved navn Juan Baptista dos Santos, der var født med to penisser og tre ben, og de sås vist også i en kortvarig periode under en af hans verdensturneer. Pointen var, at hun kunne lide sex, og at begge hendes vaginaer fungerede perfekt. Det er jo fint nok, men jeg savner nu ganske almindelige oplysninger om hendes liv. Blev hun set som så aparte, at den slags ligesom blev borte i al virakken omkring hendes deformiteter og den måde, de blev brugt på? 

https://celebkura.com/blanche-dumas-wikipedia/

https://www.thehumanmarvels.com/blanche-dumas-3-legged-courtesan/

 

https://www.ranker.com/list/conjoined-twins-abby-and-brittany-facts/laura-allan 

 

 

Sygeplejersken, der ikke var sygeplejerske

Vi har set det før, og dette er nok ikke den sidste gang, en eller anden "smart" person optræder som læge eller - i dette tilfælde - sygeplejerske. Mange af os har måske endda selv oplevet det - uden at vide det ....

Før i tiden var det sværere med den slags bedragerier, for der var ikke noget internet, der gjorde det muligt for skrupelløse individer at udfærdige deres egne eksamenspapirer. Dermed ikke være sagt, at det aldrig er sket i "de gode, gamle dage", for det er det da sikkert, da titlen "sygeplejerske" giver kvinder uden nogen af delene indkomst, frihed og status.

 

Det - indtil nu - sidste skud på stammen af falske sygdomsbekæmpere er den 50-årige Brigitte Cleroux, hvis billede blev frigivet af canadisk politi, da man mente, at hun formentlig havde optrådt mange steder under falsk navn. Resultatet var forbløffende, for man fandt ud af, at hun havde en lang karriere bag sig som falsk sygeplejerske, selv om mange patienter havde haft gruopvækkende oplevelser med hende, når hun f.eks. forsøgte sig med indsprøjtninger. 

Hendes mange falske identiteter skaffede hende nye ansættelser, når hun blev fyret fra et af de steder, hvor hun slog sine folder. Efterhånden fandt man dog ud af, at hendes rigtige navn er Brigitte Cleroux, og at hun ind imellem også havde brugt andre lovlige og stadig aktive sygeplejerskers navne. Nu er der imidlertid blevet sat en stopper for den trafik, da hun er blevet idømt syv års fængsel for sine forbrydelser. Slægtninge har fortalt, at hun studerede til sygeplejerske i omkring to år, men aldrig gjorde sin uddannelse færdig. De fortæller også, at hun altid havde en stor kærlighed til sygepleje, hvilket jo er et latterligt argument. Jeg kan f.eks. godt lide opera og ballet, men det gør mig altså ikke til hverken operasanger eller balletdanser ....

https://www.medscape.com/viewarticle/972848?uac=437619CJ&faf=1&sso=true&impID=4219969&src=mkm_ret_220504_mscpmrk_icymi-ous_int

 

https://www.cbc.ca/news/canada/ottawa/brigitte-cleroux-sentencing-ottawa-court-1.6425978 

Søstre til en henrettet dronning

Hertuginden af Suffolk, Lady Frances, der var mor til Jane, Catherine og Mary Grey

De lærde diskuterer stadig, om Lady Jane Grey (født i oktober 1537 og henrettet den 12. februar 1554) virkelig var eller ikke var den lovmæssige dronning af England i de sidste ni dage af sit liv. Eftersom hun var barnebarn af Henrik VIII's søster, Mary (1496-1533), hvis kortvarige ægteskab med Louis XII af Frankrig, havde gjort hende til fransk dronning i nogle år, før hun giftede sig hemmeligt med Charles Brandon, hertug af Suffolk, så var Tudor-afstamningen indiskutabel, så den side af sagen var god nok, meeen ..... 

I sit nye, selvvalgte ægteskab, som hendes bror, Henrik VIII, først modsatte sig kraftigt, men senere accepterede, efter at han havde indkasseret diverse bodspenge, fik Mary Tudor fire børn, der nåede voksenalderen. Datteren Frances (1517–1559) blev mor til Lady Jane (1537–1554) og to andre døtre, Lady Catherine (1540–1568) og Lady Mary Grey (1545-1578). Ingen af dem fik et let liv, først og fremmest fordi de som potentielle tronfølgere, var  begrænset i alt, hvad de foretog sig. Desuden var deres forældre kendt som meget strikse, især moderen, der efter sigende var direkte voldelig, ikke mindst over for den ældste datter, Lady Jane Grey. Således gik der rygter om, at hun direkte piskede hende til at acceptere ægteskabet med Lord Guilford Dudley samt udnævnelsen til dronning af England. Ingen af delene lader til at være hendes eget valg, men gennemført blev det.

Lady Jane Grey

Man spørger uvilkårligt sig selv, hvordan denne unge, begavede og efter datidens forhold direkte lærde, unge kvinde pludselig havnede på den engelske trone. Det skete, da hendes fætter, kong Edward VI (1537–1553), der var søn af Henrik VIII og hans tredje dronning, Jane Seymour, døde den 6. juli 1553, og landet manglede en indiskutabel tronarving. Den unge konges efterladte bestemmelser viste nemlig, at han mente, hans to halvsøstre, Mary og Elizabeth, der på et tidspunkt var blevet erklæret "illegitime" af deres fælles far, Henrik VIII, ikke var passende - eller bare berettigede - til titlen som regerende dronning. Begge blev senere dronning, selv om deres legitimitet kunne betvivles, fordi de altså var blevet regnet for "bastarder" af deres far. Henrik VIII havde ellers bestemt, at de skulle følge deres halvbror, hvis han døde uden efterkommere, men Edward VI var altså så meget i tvivl, at han udnævnte Jane Grey til sin efterfølger.

Thomas Seymour

Ret hurtigt efter Henrik VIII's død havde hans enke, Catherine Parr, giftet sig med Thomas Seymour. Han havde på et tidspunkt arbejdet for at få Jane Grey gift med fætteren, Edward VI, hvis stedmor, Catherine Parr, der jo altså nu var hans hustru, hun havde boet hos siden 10-års-alderen. De planer strandede så på den unge konges dårlige helbred og tidlige død samt modstand i Seymour-familien. Trist nok skete der desuden det sørgelige, at Catherine Parr, der virkelig havde været en kærlig støtte for Jane Grey, døde i barselsseng.

Henrik VIII's enke, Catherine Parr

Den ærgerrige Frances Brandon havde gennemført nogle ærgerrige forhandlinger vedr. sine to ældste døtres ægteskaber i 1553, hvor Jane blev påtvunget Lord Guilford Dudley, og Catherine fik Lord Herbert, søn af Lord Pembroke. Janes 9-dages dronningeværdighed efter Edward VI's død i 1553 førte imidlertid til den ene tragedie efter den anden. Både hun, hendes mand og to af hans brødre blev anklaget og henrettet for højforræderi. Det samme skete for Janes far, Henry Brandon, der blev henrettet en uge efter sin datters død, hvorpå hans enke, Janes mor, Frances, overraskede alle ved at gifte sig med Adrian Stokes, "Master of the Horse". Ironisk nok blev hun tilsyneladende fuldt ud tilgivet af den ældste af Henrik VIII's døtre, der nu blev dronning, nemlig Mary I (1516–1558). Ingen hørte derefter Frances så meget som nævne sin henrettede datter, Jane, som hun tilsyneladende havde visket ud af hukommelsen. 

Lady Catherine Grey

Når Jane Grey og hendes forskellige støtter kunne blive henrettet for højforræderi, så er det klart, at hendes to tilbageværende, yngre søstre også var i farezonen, for som børnebørn af Henrik VIII's søster, Mary Tudor, kunne de jo gøre krav på den trone, som hans datter, Mary I (1516–1558) nu havde indtaget. Som dronning huskede hun dog på familiens støtte til hendes forskudte mor, Henrik VIII's første hustru, Catherine af Aragonien, og gav derfor Frances noget af den ejendom tilbage, som familien ellers havde mistet. Dronning Mary og de to tilbageværende Grey-søstre faldt dog ikke i armene på hinanden efter en eller anden tilgivelsesscene, for der skete det, at Janes yngre søster, Catherine, hvis ægteskab med Lord Herbert, var blevet annulleret, brød de bestemmelser, som Henrik VIII havde indført vedr. alle potentielle tronarvingers ægteskaber. Disse gjorde det til noget yderst ulovligt, ja, faktisk højforræderi, bare at nærme sig en sådan person med et ægteskabstilbud, hvilket Catherine må have været fuldt ud bevidst om, da hun stik imod alle regler i 1560 giftede sig hemmeligt med Edward Seymour, der var en nevø af Henrik VIII's tredie kone, moderen til Edward VI, dvs. Jane Seymour. 

Elizabeth I 

Dette skete efter Mary I's død, så det var nu Elizabeth I, der sad på tronen, og hun blev rasende, da en graviditet afslørede sandheden: Jane Greys søster, Catherine, havde brudt loven, der forbød den slags ægteskaber uden kongelig accept. Denne forbrydelse sendte Catherine og hendes elskede, Edward Seymour, i Tower, hvor begge deres sønner blev født som "illegitime", fordi man ikke kunne finde den præst, der angiveligt havde viet deres forældre.Var de gift, eller var de ikke? Det spørgsmål er vist ikke helt opklaret, men elskende var de i hvert fald.

Edward Seymour

At Catherine var dybt forelsket i Edward Seymour og han i hende er der ingen tvivl om, men hendes kærlighed blev hendes undergang. Hun fødte sine såkaldte "bastard"-sønner i fængslet, men blev selv sendt af sted for at bo som fange hos en af dronningens hoffolk. Formentlig har hun været dybt berørt af denne ulykkelige situation, for det fortælles, at hun nærmest sultestrejkede, hvilket var en medvirkende årsag til, at hun døde som 28-årig. 

Catherine Grey med sin ældste søn, Edward Seymour, Lord Beauchamp

Man skulle tro, at den sidste tilbageværende af de tre Grey-søstre, Mary, havde lært af Catherines eksempel, men nej, også hun brød reglerne om ikke at gifte sig uden regentens tilladelse. Hang det sammen med hendes fysiske problemer som handicappet, dværg, pukkelrygget, eller hvad hun nu var? Frierne har jo nok ikke ligefrem stået i kø, for hun blev regnet for - og beskrevet som - enormt grim, ja, hoffets grimmeste kvinde, så måske hun bare var glad for at møde én, der ville giftes med hende? Dengang så man nemlig deformiteter og handicaps som en form for "Guds Dom", der angav den ramtes dårlige egenskaber, hvilket må have været hårdt for Mary socialt set.

Mary Grey

Marys udvalgte var enkemanden stabssergeant Thomas Keys (ca. 1524–inden 5. september 1571), der var dobbelt så gammel som sin brud. Han havde syv børn og var kendt for sin enorme kropslige størrelse, så den lille-bitte Mary og hendes meget store mand må have været et meget specielt par for dem, der mødte dem. Det siges, at han var vild med sin miniature-kone, og de burde have haft en fremtid sammen, men nej, Marys rolle som arveberettiget til den engelske trone ødelagde det hele, for de blev begge sendt i fængsel for at have brudt loven om kongelig anerkendelse af et ægteskab mellem en mulig tronfølger og en udefra, der ikke var blevet accepteret af majestæten - og som tilmed var af borgerlig herkomst. På en vis måde forekommer dette par mig endnu mere romantisk end Lady Catherine og Edward Seymour, og jeg har mindst lige så ondt af Mary Grey som af søsteren.

Thomas Keyes 

Fordi Keyes var borgerlig, blev han sendt i Tower, men til Fleet-fængslet og placeret i en alt for lille celle for en på hans størrelse. Han tilbød at give Mary en annullering af ægteskabet, men den gik ikke, for Biskoppen af London fandt intet, der kunne gøre en sådan annullering acceptabel. Noget, der sikkert skyldtes, at parret havde lært én ting af Catherine Greys eksempel, så de havde sørget for adskillige vidner til vielsen. Gift var de altså, og det fortælles, at Mary sørgede dybt over hans død. Det gjorde det heller ikke bedre, at hun ikke anede, hvor hun skulle tage hen, da hun blev sat fri i 1572, for hun havde meget begrænsede midler og ikke ret mange venner. Hendes mor var også død, og hendes stedfar, Adrian Stokes, havde giftet sig igen, men heldigvis for Mary, kendte hans nye kone hende og kunne lide hende, så hun slog sig ned i stedfaderens hjem. Da hun døde i 1578, var hun i begyndelsen af trediverne, men på det tidspunkt lader det til, at hun var kommet på en mere venskabelig fod med sin kusine, dronning Elizabeth I.

https://www.dewiki.de/Lexikon/Catherine_Grey



https://tudortimes.co.uk/people/katherine-grey-life-story

https://www.hrp.org.uk/tower-of-london/history-and-stories/lady-jane-grey/

https://www.hrp.org.uk/tower-of-london/history-and-stories/lady-jane-grey/

 

https://pastlovespodcast.co.uk/tag/lady-katherine-grey/ 

 

Wikipedia

Tanker omkring samfundsmæssige idealer og realiteter

TrickleDown-idiotiet og andre smarte måder at plyndre den almindelige borger får jævnligt gang i overvejelserne omkring det system, der ser så godt ud på papiret, men som gang på gang viser sig umuligt at realisere: kommunismen. Fandens også, når nu de fleste faktisk ønsker ret, rimelighed og retfærdighed for alle. Jeg må indrømme, at jeg ikke har nogen dybere viden om eller indsigt i politik, men én ting ved jeg dog: stabilitet er altafgørende for et systems succes, og denne stabilitet er noget med at hvile i sig selv. Dvs. at systemet ikke skal holdes oppe via tvang og overgreb, sådan som det f.eks. skete i Hitlers Tyskland og Stalins Rusland. Ingen af dem duede på længere sigt, og det ved vi nu, men det gjorde man ikke dengang, hvor troen på "den stærke mand", der frelser landet, stadig fungerede.

Løsenet synes at være "solidaritet", hvor systemet har en indbygget styringsmekanisme, der sørger for, at ingen kan udnytte andre. Eftersom jeg er forarget over de lave lønninger og de tilsvarende alt for høje indtjeninger i henholdsvis laveste og højeste "klasse" i f.eks. USA, ser jeg dette super-kapitalistiske system som "Djævlens Værk". For mig at se holdes det oppe af den dumme "Amerikanske Drøm", der går ud på, at "enhver er sin egen lykkes smed", sådan at enhver fattigrøv kan ende som en ny multimillionær, hvilket er idealet for de fleste amerikanere. Folk opfatter ikke sig selv som nederst i hierarkiet eller som en udnyttet og underbetalt slave, men som en fremtidig/mulig rigmand, og hver gang det lykkes for én at realisere drømmen, vil millioner andre bøje nakken og håbe på deres eget held. Det er en meget individualiseret drøm, hvor sådan noget som "fælles bedste" og loyalitet tilsyneladende slet ikke optræder.

Somme tider virker det, som om man som enkeltperson absolut hører til i en bås af en eller anden slags, men det er nu ikke nødvendigt for ens egen skyld. Det irriterende er jo også, at begge de politiske fløje hver for sig har gode ideer, selv om de som helhed er uacceptable i et samfundssammenhæng. Hvad marxismen angår, så virker den helt igennem logisk og brugbar, men jeg tror ganske afgjort, at dens menneskesyn er totalt forfejlet, hvilket gør dens politik overordentlig sårbar. For at få det system til at fungere, så skal vi nærmest forvandle os til engle, for det kræver, at man skubber den egoisme, som vi alle har en større eller mindre portion af, til side og giver os til at lever for fællesskabet i stedet for os selv og vore nærmeste. "Kollektivet", "socialismen" og "partiet" er smukke principper, men heller ikke mere for de fleste af os.

 
Marx havde en efter min mening naiv tro på en klasseløs urtilstand, der i hans retorik blev forvandlet til både udspring og ideal for fremtidens mennesker. Når dette ideelle samfund genopstår, så er der ikke længere brug for "staten" til at styre det hele, for alle lever i fred og fordragelighed, fordi alt er kollektivt. Hans tro på et ideelt jæger-samler-samfund, hvor alle var lige, forekommer mig naiv, og jeg mener, at det mangler der altså beviser på .... 

Eftersom vi lever i et højteknologisk samfund, der heldigvis for os hverken er decideret kapitalistisk eller kommunistisk, så har vi altså brug for at kunne uddelegere fælles opgaver. Om de bliver udført på en forsvarlig måde bør diskuteres i hvert enkelt tilfælde, for det viser sig gang på gang, at det gør de altså ikke. Trist, men sandt ....

 

Kvinden, der blev forvandlet til en sex-dukke

Alma Schindler (1879-1964) var meget smuk, og det er klart, at mændene flokkedes om hende. Ud over skønhed havde hun også forskellige talenter, da hun gjorde sig bemærket inden for både kunst, musik og litteratur. Hendes far var landskabsmaleren Emil Jakob Schindler, og hendes mor, Anna Sofie, havde en kortvarig karriere som operasangerinde. Da Emil Jakob døde i 1892, giftede Anna Sofie sig med maleren Carl Moll. Begge Almas barndomsjem har været gennemsyret af kunstneriske interesser, hvilket for Almas vedkommende gav sig udtryk i hendes forsøg inden for musik. Som 9-årig begyndte hun således at komponere på egen hånd.

Den yndige, unge Alma

Som 22-årig mødte Alma den 19 år ældre operadirektør, komponist og dirigent Gustav Mahler (1860–1911), der blev vildt forelsket i hende. Deres forhold var imidlertid fra begyndelsen af noget sært, set med nutidige øjne, for Mahler havde skriftligt betinget sig, at hun opgav sine musikalske aspirationer for i stedet at hellige sig ham og hans musik. Noget, Alma åbenbart gik med til, selv om hun på det tidspunkt havde fuldført omkring 100 kompositioner, hvoraf mange senere er blevet kendt og beundret.

Gustav Mahler 

Kort efter brylluppet blev deres første datter født. Hun døde dog blot et par år senere, men deres anden datter, Anna Justine, voksede op og blev en kendt billedhugger. 

Alma og Gustav Mahler

Ægteskabet havde forskellige problemer, hvoraf nogle skyldtes Almas trang til at flirte med eb del af de mange mænd, der stadig gav hende en masse opmærksomhed. Da Mahler døde i 1911, havde hun allerede et stykke tid haft et forhold til den to år yngre arkitekt Walter Gropius, der blev hendes anden mand, efter at han dog i første omgang havde trukket sig, fordi han fandt ud af, at hun - samtidig med deres affære - havde været i seng med sin mand, Gustav Mahler. 

Oskar Kokoschka

Den forførende Mahler-enke gjorde også et stort indtryk på maleren Oskar Kokoschka, ja, så stort, at han, da affæren ophørt i 1914, fik fremstillet en "Alma-dukke", der nok først og fremmest skulle erstatte hende i sengen. Hans bestilling var særdeles detaljeret, og det var tydeligt, at han gik meget op i udformningen af denne "kunstige Alma", hvilket siger en del om dens funktion. Resultatet er dog temmelig klumpet, og nogle har antydet, at den kvindelige kunstner, der frembragte den, nemlig Hermine Moos, kan have valgt at sabotere Kokoschkas ide.

Den siddende Alma-dukke

"Yesterday I sent a life-size drawing of my beloved and I ask you to copy this most carefully and to transform it into reality. Pay special attention to the dimensions of the head and neck, to the ribcage, the rump and the limbs. And take to heart the contours of body, e.g., the line of the neck to the back, the curve of the belly. Please permit my sense of touch to take pleasure in those places where layers of fat or muscle suddenly give way to a sinewy covering of skin. For the first layer (inside) please use fine, curly horsehair; you must buy an old sofa or something similar; have the horsehair disinfected. Then, over that, a layer of pouches stuffed with down, cottonwool for the seat and breasts. The point of all this for me is an experience which I must be able to embrace!"

Alma-dukken i liggende tilstand

Jeg vil nok sige, at dette er noget af et overgreb på den kvinde, der ikke længere ønskede at fortsætte et forhold til den forelskede - eller nok snarere besatte? - Kokoschka, også fordi Alma oven på deres affære genoptog forbindelsen med Gropius, som hun giftede sig med i 1915. Året efter fødte hun sin tredie datter, Manon (1916-1935). Det må have været sært både for Alma og for hendes døtre samt senere ægtemænd og elskere at vide, at Kokoschka havde fået fremstillet den heldigvis ikke alt for vellignende dukke af hende. Hendes mange amorøse eventyr fortsatte dog, og i 1920 lod hun sig skille fra Gropius for i stedet at indlede et forhold til forfatteren Franz Werfel (1890-1945), som hun blev gift med ni år senere. 

Franz Werfel - vild med Alma!!!

Både Gustav Mahler og mange andre kendte musikere tilegnede deres værker til Alma. Der er sikkert mange af dem, der har håbet på at kunne vække hendes kærlighed, og man må sige, at det så sandelig også lykkedes for adskillige af dem. Hendes affærer blev senere besunget af den ironiske og mere eller mindre giftige Tom Lehrer:

https://www.theparisreview.org/blog/2015/02/17/my-fair-lady/

 

https://www.berlingske.dk/kultur/antisemitten-der-elskede-joeder  

 

Wikipedia

 

Mandemorderen Bonin - "The Freeway Killer"

Ja, nogle mænd myrder mænd - og af de samme årsager, som de myrder kvinder: SEX!!! Det gælder f.eks. dette afskum, der dog ikke er lige så berømt som andre seriemordere, der også har dræbt mange. Ikke desto mindre har William George "Bill" Bonin (1947-1996) tortureret, voldtaget og myrdet 21, men muligvis 36 unge mænd og drenge - eller endnu flere - inden for tidsrummet 1979-1980. Undervejs i forløbet fik han hjælp af ialt fire medsammensvorne, der trådte til ved nogle af mordene, men det var ham, der begik dem, og ham, der er kendt som "The Freeway Killer". Den tvivlsomme "ære" ved dette "kælenavn" må han i øvrigt dele med et par andre skiderikker, Randy Kraft og Patrick Wayne Kearney, idet de dog alle også er kendt under andre tilnavne. 

De tre mandemordere, der alle er kendt som "The Freeway Killer": Patrick Wayne Kearney, William Bonin og Randy Kraft

Patrick Wayne Kearney (født den 24. september 1939), der er kendt for at være pædofil, nekrofil og dyre-voldtægtsmand, har myrdet mindst 21 unge mænd og drenge i tidsrummet 1962-1967, men som det ofte er tilfældet med disse seriemordere, kan der sagtens være flere ofre, som man bare ikke kender til. 

Patrick Wayne Kearney

Hvad Randy Kraft (født den 19. marts 1945) angår, så torturerede, voldtog og myrdede han mindst 16 unge mænd og drenge mellem 1972 og 1983. Han er også kendt under navnene "The Scorecard Killer" og "The Southern California Strangler".

Randy Kraft 

Modsat sine "kollegaer" er Bonin nu død. Han blev henrettet i 1996 efter at have tilbragt 14 år på dødsgangen i San Quentin, hvilket sætter fokus på denne retspraksis, hvor den dømte kan få et helt liv bag tremmer, selv om han/hun er dødsdømt. Nogle af dem udvikler da også et system til at holde gang i sagerne, selv efter en dødsdom, hvilket sker gennem appeller eller løfter om nye afsløringer af deres forbrydelser og/eller placeringen af ofrenes lig. Den praksis var bl.a. Ted Bundy virkelig god til, faktisk helt op til den dag, hvor dommen blev eksekveret. Bonin fik i øvrigt noget ud af sin fængselstid, idet han brugte en del af sine 14 år bag tremmer til at udvikle sine kunstneriske talenter, hvor han både malede og skrev.

Som så mange andre seriemordere lader det til, at også Bonin havde en svær barndom med den voldelige fars alkoholisme og ludomani, der ofte satte familien i en meget vanskelig økonomisk situation. Moderen var en svag, passiv kvinde, der ikke gjorde noget for at beskytte sine sønner imod mandens vold. Familien var katolsk, og på et tidspunkt placerede moderen Bonin og hans yngre bror i  et katolsk kloster, hvor de kom ud for alle mulige former for vold i et "disciplinerings-forsøg", der mere ligner tortur. Da han senere blev placeret i et ungdomsfængsel, kom han også ud for seksuelle overgreb fra en lærers side. Alt sammen noget, der ligner opskriften på, "hvordan man laver en pædofil". Da han nåede puberteten, opdagede han, at han var bøsse, selv om han nu også havde forsøgt sig over for en pige, der dog afviste ham. Hans mor havde det svært med det faktum, at han var homoseksuel og fik sørget for, at han blev forlovet med en pige, som han skulle have været gift med, men som slog op med ham. 

Nogle af Bonins ofre

På et tidspunkt i ungdommen deltog han i krigen i Vietnam, hvilket angiveligt gav ham den overbevisning, at menneskeliv er stærkt overvuderet, og at det ikke betyder så meget endda. Ikke desto mindre fik han en medalje for at have reddet en såret soldater-kammerat. I Vietnam havde han affærer med både kvinder og mænd, men blev tilsyneladende bare bestyrket i sin fascination af drenge og unge mænd.

Den bil, som Bonin brugte ved mange af sine bortførelser og mord 

Megen af hans seksuelle og voldelige aktivitet virker som et orgie af had, og han begik handlinger, som det bare er umuligt at forstå. At han blev dømt, siger sig selv, for han havde virkelig begået mange forbrydelser imod uskyldige mænd og drenge.

https://criminalminds.fandom.com/wiki/William_Bonin

 

https://murder-town.com/solved-cases/creepiest-facts-about-the-freeway-killer-william-bonin/ 

 

https://www.latimes.com/local/california/la-me-freeway-killer-bonin-execution-19960223-snap-htmlstory.html

https://crimesandcuriosities.tumblr.com/post/639029974761963520/the-crimes-of-serial-killer-william-bonin-the

 

https://murder-town.com/solved-cases/creepiest-facts-about-the-freeway-killer-william-bonin/

 

Wikipedia