Tanker omkring samfundsmæssige idealer og realiteter

TrickleDown-idiotiet og andre smarte måder at plyndre den almindelige borger får jævnligt gang i overvejelserne omkring det system, der ser så godt ud på papiret, men som gang på gang viser sig umuligt at realisere: kommunismen. Fandens også, når nu de fleste faktisk ønsker ret, rimelighed og retfærdighed for alle. Jeg må indrømme, at jeg ikke har nogen dybere viden om eller indsigt i politik, men én ting ved jeg dog: stabilitet er altafgørende for et systems succes, og denne stabilitet er noget med at hvile i sig selv. Dvs. at systemet ikke skal holdes oppe via tvang og overgreb, sådan som det f.eks. skete i Hitlers Tyskland og Stalins Rusland. Ingen af dem duede på længere sigt, og det ved vi nu, men det gjorde man ikke dengang, hvor troen på "den stærke mand", der frelser landet, stadig fungerede.

Løsenet synes at være "solidaritet", hvor systemet har en indbygget styringsmekanisme, der sørger for, at ingen kan udnytte andre. Eftersom jeg er forarget over de lave lønninger og de tilsvarende alt for høje indtjeninger i henholdsvis laveste og højeste "klasse" i f.eks. USA, ser jeg dette super-kapitalistiske system som "Djævlens Værk". For mig at se holdes det oppe af den dumme "Amerikanske Drøm", der går ud på, at "enhver er sin egen lykkes smed", sådan at enhver fattigrøv kan ende som en ny multimillionær, hvilket er idealet for de fleste amerikanere. Folk opfatter ikke sig selv som nederst i hierarkiet eller som en udnyttet og underbetalt slave, men som en fremtidig/mulig rigmand, og hver gang det lykkes for én at realisere drømmen, vil millioner andre bøje nakken og håbe på deres eget held. Det er en meget individualiseret drøm, hvor sådan noget som "fælles bedste" og loyalitet tilsyneladende slet ikke optræder.

Somme tider virker det, som om man som enkeltperson absolut hører til i en bås af en eller anden slags, men det er nu ikke nødvendigt for ens egen skyld. Det irriterende er jo også, at begge de politiske fløje hver for sig har gode ideer, selv om de som helhed er uacceptable i et samfundssammenhæng. Hvad marxismen angår, så virker den helt igennem logisk og brugbar, men jeg tror ganske afgjort, at dens menneskesyn er totalt forfejlet, hvilket gør dens politik overordentlig sårbar. For at få det system til at fungere, så skal vi nærmest forvandle os til engle, for det kræver, at man skubber den egoisme, som vi alle har en større eller mindre portion af, til side og giver os til at lever for fællesskabet i stedet for os selv og vore nærmeste. "Kollektivet", "socialismen" og "partiet" er smukke principper, men heller ikke mere for de fleste af os.

 
Marx havde en efter min mening naiv tro på en klasseløs urtilstand, der i hans retorik blev forvandlet til både udspring og ideal for fremtidens mennesker. Når dette ideelle samfund genopstår, så er der ikke længere brug for "staten" til at styre det hele, for alle lever i fred og fordragelighed, fordi alt er kollektivt. Hans tro på et ideelt jæger-samler-samfund, hvor alle var lige, forekommer mig naiv, og jeg mener, at det mangler der altså beviser på .... 

Eftersom vi lever i et højteknologisk samfund, der heldigvis for os hverken er decideret kapitalistisk eller kommunistisk, så har vi altså brug for at kunne uddelegere fælles opgaver. Om de bliver udført på en forsvarlig måde bør diskuteres i hvert enkelt tilfælde, for det viser sig gang på gang, at det gør de altså ikke. Trist, men sandt ....