Maleren og billedhuggeren Maggi Hamblings statue over forfatteren, feministen og filosoffen Mary Wollstonecraft har vakt vild forargelse, fordi den med sin nøgenhed synes at være en hån imod alt, hvad forfatteren stod for. Vi i nutiden har oplevet kvindelig nøgenhed i mandeblade, film og malerkunst, men også i kvindemorderes fantasier, og vi er trætte af at se denne konstante seksualisering af kvindekønnet. Derfor opfatter vi ikke det, Maggi Hambling ønsker at sige med sin statue, men som hun ikke får udtrykt klart nok, da hun åbenbart ikke forstår feminismen og det, Mary Wollstonecraft stadig står for med sine modige og fremsynede værker.
Op igennem tiden har fremstillingen af nøgenhed i malerkunsten symboliseret en masse positive tilstande og oplevelser. Malere har ligesom forsøgt at genopfinde den paradisiske tilstand, der skildres i Biblen. Det er jo først efter at have spist af det forbudte æble, at Adam og Eva bliver uddrevet af Paradisets Have. Inden da var de uskyldige og ikke engang klar over, at de var nøgne. Med Syndefaldet kom bevidstheden om denne såkaldt syndige nøgenhed, og de dækkede sig til med blade. Så snart de var ude af Paradiset, fremstillede de også tøj til at dække sig med. Kroppen var nemlig blevet noget meget suspekt og skiftede sin symbolske betydning fra noget smukt og rent til det modsatte.I billedkunsten har nøgenheden imidlertid beholdt sin status som et udtryk for noget smukt og rent, for sandheden og alt muligt godt. Jeg formoder, at det er derfor, Maggi Harding har taget for givet, at den bedste måde at fremstille Mary Wollstonecrafts styrke på var som nøgen. Dér har hun i mellemtiden glemt, at vor tids opfattelse af nøgne kvindekroppe er bleve besmittet af porno, vold og en reel kvindeundertrykkelse, der også er seksuel. Dvs. at baggrunden for valget af motiv kan have bygget på fornuftige ideer, men samtidig være aldeles tåbelig og uden forståelse for motivet. Samtidig med at jeg godt kan forstå Maggi Harding og hendes ideer, så forstår jeg også hendes kritikere: de har fået et forvrænget billede af en kvindelig normbryder, der den dag i dag er et symbol for andre kvinder, og det er altså snyd.
https://symbolleksikon.lex.dk/n%C3%B8genhed
Ingen kommentarer:
Send en kommentar