tirsdag den 10. november 2020

Der røg den teori!

Man kender det med, at man har en ide, man selv er helt vild med. Ja, man ser denne ide som noget fuldstændig enestående, der bare er SANDHEDEN, og så viser det sig sørme, at det er den aldeles ikke - ØV!!! 

Det var, hvad der skete for Benjamin Lee Whorf (1897-1941) og hans Hopi-teori. Han mente, det var stensikkert, at menneskets ideer om og opfattelse  af universet var afhængigt af det sprog, de talte. Uden en sproglig forståelse er der efter hans mening slet ikke nogen forståelse. Hans afhandling fra 1936 “An American Indian Model of the Universe” bygger på hans analyser af Hopiernes sprog, som han hævder er uden ord eller begreber, der viser en forståelse for tiden som begreb. De ville derfor ikke være i stand til at forstå, hvad tid er. Denne teori er senere blevet afvist af andre lingvister, der siger, at dette ikke er et bevis på hopiernes manglende forståelse af tidsbegrebet. I 1983 udgav Ekkehart Malotki en kæmpestor afhandling, "Hopi Time: A Linguistic Analysis of the Temporal Concepts in the Hopi Language", hvor han kommer med masser af eksempler på hopiernes forståelse af tid og tidsbegrebet, som Whorf på en eller anden måde havde overset (???) eller set bort fra (???). Kort sagt: pinligt, så det var vist heldigt, at Whorf var død mange år tidligere .... 

 

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar