Kongelighed og Avl

 

Den engelske prinsesse Charlotte Augusta af Wales (1796-1817) var en meget vigtig person i sin samtid, for som den eneste datter af den senere kong George IV, stod hun til at blive den næste kvindelige monark i England. George, der ved hendes fødsel var kronprins, var søn af den retlinede og meget moralske George III, der havde masser af børn, men ingen, hverken sønner eller døtre, der havde leveret en legitim tronarving. 

                                                   Et smigrende portræt af kong George IV

Alle George III's sønner fik vist nok børn med deres forskellige elskerinder, men som "uægte" var de ikke berettigede til at arve den engelske trone, så det blev besluttet at presse kronprins George til at gifte sig med sin kusine, Caroline of Brunswick. De to kunne ganske vist ikke fordrage hinanden, men hvad gør man ikke for penge, når man er en fattig prins med dyre vaner og en masse gæld? Nemlig, man lader sig presse, så gift blev de, og resultatet var altså den dyrebare arving, prinsesse Charlotte Augusta.

Charlotte Augusta, yndig og også meget populær

George havde altså leveret "varen", selv om hans kone var ham imod, og han var forelsket i en anden kvinde. Det uforenelige ægtepar fik da heller ikke flere børn, idet gemytternes uoverensstemmelser førte til en skilsmisse. Den lille prinsesse var overladt til sin fars omsorg, og den bestod mest i at få andre til at tage sig af hende. Hendes forældre var mere interesserede i at kæmpe om hende end i hendes liv og velbefindende, men det lykkedes dog moderen at se sin datter i ny og næ. Desuden var den lille Charlotte et meget sødt og omgængeligt barn, som alle kunne lide, også for hendes egen skyld.

Charlottes mor, prinsesse Caroline af Brunswick

 

Offentligheden levede med i Charlottes liv, ligesom den var meget optaget af hendes far, der levede et overmåde usundt liv med frådseri, druk og en talje, der voksede sig større og større. Der er vist ingen tvivl om, at han i bogstaveligste forstand åd og drak sig ihjel. Noget, der også har tæret på hans psyke, var det engelske folks fortsatte sympati for hans ex-kone samt den store kærlighed, man viste hans datter, men ikke ham. Han har sikkert været godt jaloux på både mor og datter, men gjorde ikke noget for at ændre sin levevis, så folk ville være kommet til at respektere ham mere.

Allerede ved Charlottes fødsel var man sikkert i gang med at spekulere over ægteskabsmuligheder for denne dyrebare lille prinsesse, hvis vigtigste opgave var at holde liv i kongehuset med royale babyer, der kunne blive tronarvinger. Hendes far gik ind for et ægteskab med en hollandsk prins, medens hun allerede som teenager selv faldt for flotte fyre af ikke-kongelig byrd. Noget, der førte til, at i hvert fald en af disse udvalgte mænd blev forflyttet langt væk fra England, så der kunne sættes en stopper for hendes forelskelse. 

"Den hollandske prins? Han er jo GRIM! Aldrig i livet om jeg gør det!"

Efter forskellige sværmerier faldt prinsessens blik på en virkelig flot fyr, nemlig Prins Leopold af Saxe-Coburg-Saalfeld. Hun var jo afgjort svag for mandlig skønhed, og han var høj, maskulin og helt sikkert en af de flotteste prinser i Europa.

                                                    Prins Leopold, senere konge af Belgien

George ønskede stadig, at hans datter giftede sig med den hollandske prins, men det blev der ikke noget af, for selv om hun på et tidspunkt faktisk gav efter og blev forlovet med "den grimme" hollænder, så ville hun have Leopold. Som så ofte før udkæmpede hendes forældre en magtkamp om deres datter, hvor George holdt på den hollandske prins, og hans ekskone modsatte sig sådan et ægteskab, måske på baggrund af sine egne erfaringer med arrangerede ægteskaber mellem mennesker, der direkte ikke kan lide hinanden. 

Efter alle disse stridigheder endte Charlotte med at få sin vilje, og den 2. maj 1816 blev hun gift med Leopold. Efter en ufrivillig abort blev hun til alles store begejstring gravid igen med termin den 19. oktober 1817. Noget tyder dog på, at prinsessen desværre havde hørt, at man som gravid kunne - eller skulle??? - spise for to, for det førte til, at hun tog meget på. Da hun heller ikke bevægede sig ret meget, blev hunnemlig hurtigt særdeles overvægtig, og man satte hende derfor på en diæt, dog mest for at reducere fosterets størrelse, da det angiveligt var meget stort. Alt det, hun blev udsat for både ved sine egne fejldispositioner og fra uduelige lægers side, havde imidlertid en meget uheldig virkning på hendes helbred. Under svangerskabet havde hun haft en del pletblødninger og blev nu yderligere svækket af diæten, hvilket jo var meget uheldigt. Dvs. at hendes helbred blev undergravet af forskellige faktorer, som der burde være taget højde for. 

Efter fødslen af en smuk, stor og fuldbåren, men desværre dødfødt dreng døde prinsesse Charlotte dagen efter. Hun blev begravet sammen med sin søn den 19. november 1817. Hele dette sørgelige forløb var vildt chokerende for alt og alle, både fordi prinsessen havde været virkelig populær, men også fordi landet nu igen stod uden en næste-generations-tronarving. Alle George III's døtre var jo altså barnløse, så der var kun Charlottes far, George IV, og hans brødre, der ifølge de gældende regler var i stand til at  producere en legitim arving. Kongehusets fremtid stod og faldt simpelthen med fødslen af et ægte-født Charlotte-substitut. Gode råd var dyre, men så gik det royale avlsprogram i gang igen: ligesom George IV i sin tid var blevet lokket til et katastrofalt ægteskab med sin kusine ved hjælp af løfter om økonomiske fordele, så faldt hans brødre for det selv samme lokkemiddel. Man kan sige, at der opstod noget, der næsten lignede et avlsprogram-kapløb, for alle prinserne skyndte sig at blive gift med en passende hustru. Det betød, at flere af dem måtte forlade deres ikke-kongelige hustruer eller elskerinder, men hvad gør man ikke for en klækkelig bonus? Nemlig ....

Dronning Victorias far, The Duke of Kent

Vinderen af dette kapløb blev den 50-årige Duke of Kent, der giftede sig med Charlottes svigerinde, dvs. prins Leopolds søster, prinsesse Victoria of Saxe-Coburg-Saalfeld den 29. maj 1818. Hun var enke og havde allerede bevist sin avlsdygtighed ved at have fået to børn i sit første ægteskab. Parrets datter, Alexandrina Victoria of Kent, blev født den 24. maj 1819. 

Ny, lille guldklump: Victoria

Denne nye garanti for et fortsat engelsk kongehus blev senere kendt som dronning Victoria (1819-1901), der jo så at sige blev en form for moderne stammor til mange af Europas kongelige. 

Når man tænker på den ophøjede rolle som disse konger og dronninger er blevet tilskrevet op igennem århundrederne, så er det unægtelig ret latterligt, at de enkelte individer både er blevet til som følge af og selv har dyrket et avlsprogram som i et finere stutteri. 

 

Der er beretninger om, at da dronning Victorias mange børn kom i giftealderen, så gennemgik hun en masse stamtavler og slægtsregistre for alle mulige kongelige og adelige, der kunne passe som ægtefæller for hendes børn. Det fortælles, at hun ikke bare gik efter det blå blod, men også efter udseende og type. Et forslag til en ægtefælle for en af hendes døtre blev således vraget, fordi hun ønskede noget mere "mørkt" ind i familietræet. 

 

At hun sagtens kunne vælge forkert ses af, at hun fik den smukkeste og mest talentfulde af sine døtre, Louise Caroline Alberta, der var en dygtig kunstner, gift med John Campbell, hertug af Argyll og marki af Lorne, der var homoseksuel. Noget, der selvfølgelig ikke var det bedste grundlag for et succesfuldt ægteskab ....