Omsorg og respekt

Midt i min hidsighed er dette faktisk, hvad jeg selv går stærkt ind for og bestræber mig på: jeg mener ikke, at man bør afvise eller se ned på mennesker, der måske ikke længere er, hvad de har været. Hvis man lever længe nok, så havner man selv i en situation, der minder om denne gamle, nedbrudte mands, så også af den grund bør man gå ind for respekt og omhu over for de ældre. 

Disse tegninger viser demens og svækkelse fra en anden og meget vemodig side: kunstneren har tegnet og malet selvportrætter, men til sidst mister han helt fornemmelsen for sin egen personlighed og kan ikke genkende eller gengive sig selv.

Sådan husker man ikke den flotte og sexede Sean Connery: stærkt dement, men med sin hustrus støtte til det sidste. Man har også set ham vandre af sted sammen med en form for "livvagt", der skulle passe på, at han ikke kom galt afsted eller forvildede sig et sted hen, der måske ikke var sikkert for ham som tidligere superstjerne. Et trist syn, men det kan være prisen for at blive gammel, og han var omkring 90 år, da han døde. Ikke desto mindre meget vemodigt, når man tænker på hans uglemmelige frække, flotte og nok lige lovlig mandfolkede agent 007.

Sådan vil jeg helst huske ham, men jeg er da godt klar over, at dette ikke er hele billedet af den tidligere Agent 007. At han fik hjælp til at klare hverdagen og ikke bare sad hen er godt at vide, men hvor mange gamle og svækkede får deres egen "livvagt"? Det er vist ikke mange, og man skal sikkert være enten Sean Connery eller Prins Henrik for at være sikker på denne service. Andre er afhængige af mere eller mindre ukendte menneskers velvilje, og disse ukendte personer er faktisk os. Vi, der endnu ikke er rene vrag, er dem, de stærkt svækkede bør kunne stole på vil hjælpe dem. Her skal man så tænke på, at karaktermæssigt bliver man, hvad man gør, bl.a. for andre, så hvis man direkte ønsker at være et godt menneske, så må handling følge tanken og/eller ønsket ....