Et herligt billede af en prinsesse, der ikke følger skik og brug. I stedet for at kysse den forheksede frøprins æder hun ham. Hendes drømmende udtryk tyder tilmed på, at hun får noget ganske specielt ud af dette måltid ....
At frøen angiveligt i virkeligheden er en meget flot, men forhekset prins, der ville kunne forsøde hendes tilværelse på andre måde end som et måltid, ved hun måske ikke, og i så fald viser billedet jo en tragedie. Så bliver historien pludselig helt anderledes, for så er hun ikke en prinsesse, der sætter sin frihed højere end en fremtid som frø-brud, men én, der har forspildt sin chance for et lykkeligt parforhold.
Mulighederne ved at kysse en frø er ellers mange, og ingen siger, at fremtiden er, som han lovede hende, da han lokkede hende til at kysse sig. Hun kan ende med at blive snydt og bedraget, som det er sket for mange almindelige kvinder, der har kysset menneske-frøer, der ikke har forvandlet sig som lovet, men er blevet mere og mere frø-agtige, samtidig med at det prinselige forsvandt mere og mere.
Skal - skal ikke? Med en menneske-frø kan det være et valg for livet, også fordi de "haletudser", de får kan gå i deres fars fodspor og blive til noget af en byrde for en pæn og ordentlig "prinsesse" ....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar