Hævn?

Er det mig muligt at forstå denne vrede dame, der bruger magi for at hævne sig? Ja, på en vis måde, for også jeg har oplevet ønsket om hævn. F.eks. er der nogle personer fra min barndom for sådan ca. 1111 år siden, der BURDE have et par på snotten, og som jeg på et tidligere tidspunkt gerne ville "gøre noget ved" på en eller anden raffineret måde. Nu trækker jeg bare på skuldrene ad dem, men det skyldes måske, at det ikke er nogen jeg møder i min hverdag.
Det modsatte af hævn er selvfølgelig tilgivelse, men jeg må indrømme, at det har jeg ikke været fristet til. Hm ...

Noget, der stadig kan vække min hævntørst er Anden Verdenskrig, som jeg altid har opfattet som én endeløs skandale. Først var der grimme Adolf, hvis munddiarré fik folk til at glemme, hvad det egentlig var, han sagde. Derefter er der alt det, man fandt ud af efter krigens ophør, hvor skeletagtige væsener blev befriet fra umenneskelige kz-lejre: skandalen er komplet, og uden nogen form for personlig tilknytning til netop disse begivenheder, udløser den en umiddelbar hævntørst i mig.

De forbrydere, der begik denne udåd, er formentlig døde på nuværende tidspunkt. At man ikke fik fat på grimme Adolf er slemt, og at en masse mere eller mindre højtstående nazister undslap også retfærdigheden og blev jo altså støttet af andre nationer, der gjorde gavn af deres særlige viden. Her tænker jeg især på Werner Von Braun, der både er den, der byggede de raketter, der gjorde det muligt for tyskerne at bombe London og dræbe mange uskyldige, almene borgere, og som derefter stod bag USAs rumprogram. Sidstnævnte synes jeg er spændende, men det kan selvfølgelig ikke ophæve førstnævnte "bedrift", der er og bliver uendelig trist. Kort sagt, manden er dobbelt og er derfor svær at bedømme ....
På den ene side afskyr og hader jeg alt omkring Anden Verdenskrig og tyskernes ugerninger, på den anden side har jeg to veninder, der er nært knyttet til Tyskland. Den ene af dem var gift med en tysker, som hun også har en datter med. For nogle år siden studsede jeg over, at det gik hende på, at der på det tidspunkt var så meget i medierne om Anne Frank, for betyder det, at hendes mand - og måske hun selv - holdt på den forkerte hest under Anden Verdenskrig? Jeg har ikke spurgt og har heller ikke i sinde at gøre det, fordi jeg kan mærke, det går hende på, og hun på alle andre måder er en god veninde.
Min anden veninde er datter af en dansk kvinde og en tysk officer fra besættelsesmagten. Hele hendes familie var angiveligt nazister, men det er hun jo ikke, så jeg har ingen grund til at fordømme hende. Hun er simpelthen uskyldig på samme måde som de tyskere, der er født efter krigen, og at hævne de myrdede jøder på hende eller dem ville være vanvid. Man kan sige, at hævnen tid er forpasset for disse forbrydere, og sådan tror jeg, det er som regel. Hvis jeg f.eks. satte himmel og jord i bevægelse for at få ram på visse skiderikker fra min barndom, så ville det være galimatias, for de har sikkert glemt alt om det, de gjorde. Og hvad mere er: de - ligesom jeg selv - ville ikke længere være de samme mennesker som dengang, for sådan er dynamikken i aldersprocessen ....