Dårlig samvittighed

Jeg tvivler meget på, at duer rent faktisk bygger rede i et blomsterbed, men sødt ser det da ud, så billedet får mig til at tænke på alle de duer her på stedet, som jeg plejede at fodre med sunde, men temmelig dyre solsikkefrø uden skal. Det var en stor succes, for duerne var vilde med det, men det skabte problemer, for det gjorde, at de fortsatte med at forpeste livet for de beboere, der elskede at mødes dér, hvor de holdt til og ventede på at blive fodret. Duer er søde at se på, men de er en pestilens i flok, og når de tror, at alle vil ryste op med foder, for så kan de finde på at sætte sig på én, at overskide én og i det hele taget at ødelægge et hyggeligt sted for menneskeligt samvær.

Det betød, at jeg måtte vælge mellem menneskene samt deres ønske om due-frie områder og de kære fugle. Modvilligt valgte jeg menneskene, for jeg forstår godt beboernes krav om fred og ro, men det var svært, for duerne havde vænnet sig til, at jeg kom med mad til dem. Når de så mig, kom de flyvende og forstod ikke, at jeg pludselig ikke ville have noget med dem at gøre, og det gjorde altså ondt i mig at se deres skuffelse.
Moralen er: man skal ikke vænne vilde dyr til at blive fodret, hvis det sker et sted, hvor andre mennesker vil være fri for dem ....