søndag den 17. oktober 2021

Løgnens strategi

 

Løgnens mester, Joseph Goebbels (1897-1945) var som propagandaminister en af Hitlers "guld-drenge". Han gjorde på en vis måde løgnen til en videnskab, idet han ryddede ud i mennesker, emner og informationer, der kunne skade Nazi-Tysklands image, på baggrund af direkte løgn. Faktisk kan man sige, at han med sine valg af "rigtigt" og "forkert" afslørede en viden om, at den nazistiske virkelighed var fabrikeret af ideologer og politikere. Dermed er det bevist, at han løg bevidst som en strategi og ikke som en undskyldelig fejltagelse.

Den strategi virker i første omgang helt håbløs, fordi vi er vant til, at påstande underbygges med håndfaste beviser, statestik, verificerbare informationer eller troværdige vidner. Sådan opretter og fastholder man SANDHEDEN efter de gældende regler for diskussioner, og uden disse elementer  er der ingen sandhed, kun påstande. Sagen er dog den, at det, Goebbels gjorde, var at tilsidesætte alt dette og udråbe påstandene til SANDHEDEN. En diskussion med en person som Goebbels består ikke i en overvældelse af ham og hans lakejer med beviser, for de kan så let som ingenting blive fejet af bordet ved ikke at blive taget op, men af et væld af uunderbyggede påstande. Jeg kommer også i tanke om en bestemt Hitler-tale - og der er flere af samme type - hvor han går fra et væld af påstande om landets stormægtighed til et brøl: "SIEG HEIL!!!" Ingen stiller ham til regnskab for det, han påstår er "sandheden".

Goebbels havde en doktorgrad i teater- og litteraturvidenskab, der efter min mening må have forsynet ham med en del propaganda-værktøjer. Han fik forståelse for, hvad skuespil og litterære frembringelser kunne formidle og benyttede sig af virkemidler fra teatrets og litteraturens verden. Oprindelig ville han have været journalist og forfatter, men måtte i første omgang nøjes med en beskeden stilling i Dresdner Bank, som han oven i købet hurtigt blev fyret fra. I 1924 meldte han sig ind i Nazi-partiet, hvor han i begyndelsen optrådte som Hitlers rival, men et par år senere skiftede han over og blev en af hans allermest trofaste medarbejdere, idet han nu anså ham for at være genial. Hans eget geni lå i at omdefinere kendte sandheder, sådan at hvidt blev fremstillet som sort, og omvendt. Det samme kneb har man set i forbindelse med en nutidig politiker som Donald Trump og hans tilhængere.

Når Trump f.eks. bliver ved med at hævde, at han har frelst 2,2 millioner amerikanere fra Covid-19, og vi ved, at de forslag, han kom med, bestod i uvirksomme husholdningsråd, så ser vi det naturligvis som LØGN. Eftersom han og hans - efter vores opfattelse hjernevaskede - tilhængere ser alt gennem ideologiske briller, og vi ikke ser håndfaste beviser på de tiltag, han tilskriver sig selv, så klassificerer vi disse udsagn som LØGN. Sådan er det med meget af det, der kommer fra ham og hans tilhængere: påstande træder i stedet for beviser, men kaldes SANDHEDEN. Fidusen ved Goebbels- og Trumpmetoden er, at deres ordstrømme gør det umuligt at tjekke hver enkelt påstand, der derfor står uimodsagt. 

Den evige strøm af påstande kan vælte enhver bagover. Der er da heller ikke tale om diskussioner, hvor argumenterne fyger gennem luften, men rene floskler af propagandamæssig art. Smart, men ikke smart nok, for det er efterhånden klart, hvad han - og hans læremester, Goebbels - står for. Det er bl.a. det, der har fået ham banlyst fra Twitter, hvor han ellers slog sine folder før i tiden.

Skal man udsætte folk som Goebbels og Trump for løgnedetektorer? Det kan man jo nok ikke, men desuden ved man godt, at disse ellers ret smarte maskiner formentlig kun har en funktions-værdi på ca. 60-70%. Eksperter hævder faktisk, at en ganske almindelig blodtrykstest er mere sikker end en løgnedetektor, men at heller ikke det er sikkert. Hvordan skal man så afsløre løgnhalse? Tjah, der er vel ikke andet for end at følge med i deres forskellige påstande og råbe "STOP!" for hver beviselige løgn. Når man gør det, så forbløffes man dog ofte af de udsagn, man stilles over for. Det kan ligefrem virke, som om vi befinder os i hver sin alternative verden, hvilket selvfølgelig kommer af synsvinklen. Ret skræmmende faktisk ....


For sjov skyld kan man lege lidt med en hjemme-løgnedetektor, men den er kun legetøj. Et sjovt legetøj, men ikke noget man kan regne med, når det gælder om at finde frem til SANDHEDEN.


https://dingadget.dk/stodgivende-lognedetektor-hvem-lyver-mest 

 

https://videnskab.dk/kultur-samfund/kan-man-snyde-en-loegnedetektor 

 

https://www.hvidovrehospital.dk/presse-og-nyt/pressemeddelelser-og-nyheder/nyheder-fra-hvidovre-hospital/Sider/Derfor-er-det-svaert-for-hjernen-at-lyve.aspx 

 

https://www.kristeligt-dagblad.dk/10-citater-om-sandhed-og-loegn 

 

https://www.jstor.org/stable/2745999 


Wikipedia 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar