lørdag den 16. oktober 2021

De higer og søger i døde mennesker ....

Rembrandt: "Dr. Nicolaes Tulps Anatomilektion" 

For nogle kan tanken om en obduktion være meget skræmmende. Hvis den rammer én selv, ja, så er man jo allerede ved vejs ende - faktisk på den anden side af livets vej - og hvis det gælder en, man holder af, så føles det måske dybt krænkende at se vedkommende behandlet som et slagtedyr. Det legeme, man kender og har elsket, skal jo skæres op af mennesker, der ikke har de følelser for det, som man selv har. Oprørende! Ja, men måske nødvendigt til en diagnosticering af, hvad det var, der gjorde den dødes liv besværligt - eller direkte ubærligt - og dér tror jeg, at mange læger har fået sig en overraskelse, hvilket jo kan være godt for lægevidenskaben fremover ....

Farao Tutankhamons sarkofag undersøges af arkæologen Howard Carter, der fandt den i 1922 

Op igennem århundrederne har mange forskellige kulturer gjort meget for at bevare illusion om et evigt liv for afdøde personer, som de er knyttet til enten ved slægtskab, religion eller politik. Somme tider hang tingene ikke sammen, hvilket bl.a. kan ses af Tutankhamons tilfælde, for selv om den unge, døde farao havde siddet på tronen, siden han var 8-9 år gammel og var æret som guddommelig, så er der tegn på, at han blev myrdet, hvilket ærlig talt er temmelig respektløst over for en kongelig guddom. Større var respekten altså ikke, da det kom til stykket, men man må sige, at han fik en flot begravelse, der tilmed på en lidt bagvendt måde har sikret ham "evigt liv", nemlig som et kultur-ikon.


Sådan huskes han, men sådan så han ikke ud, for han havde forskellige genetisk betingede sygdomme og skavanker, der nærmest gjorde ham "vind og skæv". Det er der sådan set ikke er noget at sige til, da faraonerne var ekstremt indgiftede, Noget, der så først for alvor blev afsløret godt 3.000 år efter hans død i 1323 f.Kr..
 

Ak ja, den utrolig smukke farao fra mumiebilledet eksisterede ikke, hverken i livet eller døden. Noget af det, arkæologer og andre studsede over, var hans feminine former. Der var noget helt galt med den ægyptiske kransekagefigur!
 

Tanken om at noget som dette overgår en selv eller én, man holder af, er ærlig talt ikke rar. Det føles respektløst over for individet, om så det er aldrig så godt for videnskaben. Ingen af os kender den afbildede person, der udsættes for dette overgreb, og jeg mistænker, at det trods alt gør det tåleligt for os, men at vi ville hade, hvis det var én, vi kendte godt og holdt af. Nok har nutidsmennesker for ikke så længe siden set beviser på, hvor lidt nogen med en bestemt giftig og primitiv politisk overbevisning værdsatter medmennesker, men de fleste af os går ikke ind for den slags. For os er også et tilfældigt lig et menneske som os selv. Bunkerne af lig i kz-lejrene glemmer man ikke med det første, hvad enten man har set dem eller "bare" billeder af dem. Begge dele kan være direkte traumatisk.


OK, livet er slut, og man er havnet hos bedemanden, hvis man da ikke først skal obduceres, enten fordi man er et interessant medicinsk tilfælde, eller fordi man tydeligvis er myrdet. Det er dog forvirrende, at der her i landet åbenbart er to love omkring disse obduktioner. Den ene gælder Det Etiske Råds bestemmelser og den anden Den Centrale Videnskabsetiske Komité. Nu diskuterer man afdødes rettigheder, for hvad nu hvis han/hun i sin tid ikke har givet lov til en obduktion? Skal man så kunne gøre det alligevel, f.eks. af "videnskabelige grunde"? Måske de efterladte bare ikke kan forlige sig med tanken om, at deres højt elskede børn eller forældre skal skæres op, men det er altså nødvendigt for at fastslå dødsårsagen? Er det så videnskaben eller de enkelte privatpersoner, der skal have det sidste ord?


Et højtideligt og traditionsrigt øjeblik

For mange ligger der nok et særligt problem i, at de som pårørende skal give tilladelse til en obduktion senest seks timer efter dødsfaldet. Man diskuterer nu, om det fortsat skal være sådan, eller om de efterladtes samtykke fremover skal regnes for helt irrelevant. Der er nemlig tegn på, at mange siger nej, fordi de ikke kan overskue sådan noget lige efter dødsfaldet. 
 
Tydeligvis et mordoffer, hvis død ikke kan bortforklares som ulykke eller selvmord
 
Personligt mener jeg, at er der tale om noget kriminelt, så bør hverken afdødes eller de efterladtes ønsker tages i betragtning. Er det til gengæld det, jeg vil kalde "medicinsk nysgerrighed", så er jeg ikke så sikker på, at en obduktion bør kunne finde sted uden afdødes tilladelse. Her mener jeg, at både videnskaben og de efterladte kommer til kort over for de ønsker, ejeren af det afdøde legeme er kommet med: dette er MIG, jeg ejer mig selv, og JEG bestemmer over MIG SELV ....
 

Ligrøvere på en natlig ekspedition after lig, de kan sælge

Eftersom reglerne for dette område formentlig vil blive lavet om, så kan jeg forestille mig, at der kan blive indført samtykkeregler for medborgere af en vis alder. Måske vi alle skal tage stilling til en evt. obduktion allerede som unge konfirmander .....

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar