Jeg ser den britiske primadonna Emily Soldene (1838-1912) som en livskunstner, der formår at få en masse ud af alle de aldersbetingede faser i en udøvende kunstners liv. Hun sidder ikke forgræmmet og hulker over, at ungdommen svandt, sådan at hun ikke længere vil kunne gøre sig som f.eks. den forførende Carmen i Bizets opera. Næh, hun bliver teaterdirektør og skribent, og hun er god til begge dele.
C. D. Marius, singer
Nogle af de stjerner, hun beskrev i sladderpressen, kunne måske føle
sig udleveret, sådan som jeg synes, det sker her med sangeren, der ikke
kunne synge, men som gjorde sig på en scene, fordi han så godt ud: “Young and beautiful, and slender, and sleek, and sly and so
elegant. He played Landry, and made love to Frédégonde or Brunehaut, he
didn’t care which, with an ardour that was not only particularly French,
but particularly pleasing and particularly successful, so successful
indeed that every girl in the front of the house was seized with a wild
desire to understudy those two erratic, not to say imprudent
characters.” Kort sagt, hun får afsløret, at sangeren ikke lever af sin sang, men af sit flotte ydre, og man spørger uvilkårligt sig selv, hvor meget hendes kvindelige kurver gjorde for den karriere, hun nød siden sin debut ved en Glover-koncert i 1862. Ret meget vil jeg sige, for hun havde de flotte 8-talsformer, der var populære dengang.
Kurverne er der, men det er sangstemmen angiveligt også. Desuden var hun så heldig, at hun både i sit ydre og sin personlighed passede perfekt til den komponist, hvis værker hun var med til at gøre populære i England på denne tid, nemlig Jacques Offenbach. Hun var dog også forrygende som Carmen, der var et af hendes glansnumre, efter at hun i 1879 introducerede Bizets populære opera på engelsk.
Emily Soldene som Carmen i 1880
Én ting var dramatikken og sangteknikken, der hørte til operaen "Carmen", noget andet de lette toner i Offenbachs operetter, som hun altså spillede en stor rolle i at få indført i England samt de steder, hvor hun turnerede. Ifølge hendes memoirer havde komponisten ytret bekymring for, at de sangere, der optrådte i hans værker var for "opera-agtige". Næh, han foretrak, at de havde en baggrund i de meget populære, men "folkelige" music halls. Da hun selv skiftede repertoire fra operaen til operetten og senere også blev teaterdirektør, gik hun ifølge sine memoirer endnu videre: de optrædende blev oftere valgt ud fra deres ydre end deres kunstneriske formåen. Som sagt: kurver skal der til, for at successen er hjemme i viktoriatiden .....
Hun var datter af et par, der muligvis levede i et dengang noget skandaløst forhold, der formentlig omfattede bigami. Ikke den bedste start for en kvinde i viktoriatiden, men Emily lod sig ikke slå ud af den slags uheldige omstændigheder. Det er mit indtryk, at hun hørte til den velsignede mennesketype, der altid klarer sig, fordi de forstår at aflæse de vilkår, samfundet afstikker for dem og få det bedste ud af situationen. Noget, jeg bestemt tager hatten af for, samtidig med at jeg er glad for, at kvinder har fået andre muligheder end at vise kurver. En udvikling, hun med sin karriere, jo også er et eksempel på, da hun fik succes både på og uden for scenen.
Som en følge af hendes succes som sanger fik hun lejlighed til at gøre sig
gældende på andre måder, bl.a. som teaterdirektør. I 1874-1875 stod hun
for en storstilet turné i USA, hvor hun opførte de samme operetter, som
hun havde gjort berømte i England. Ifølge hendes memoirer bestod ensemblet af kvinder, der levede op til tidens smag: "From the first moment of going into management –
recognizing the attractive force of female beauty – I surrounded myself
with the best-looking and best set-up girls that could possibly be
found. I selected my chorus from the ballet. The result, a minimum of
voice, perhaps, but certainly a maximum of good looks and grace....
They felt the music, were full of life, and, like a blooded horse, were
anxious for a start."
Den myndige teaterdirektør og senere sladderjournalist, Emily Soldene
Da Emilys mand, John Powell, døde, sad hun tilbage som alenemor til fire børn. Nogenlunde samtidig oplevede hun en bekostelig og ikke særlig succesfuld turné i USA samt forskellige andre fortrædeligheder af økonomisk art. Desuden kunne det ikke nægtes, at de kurver, der havde været med til at give hende succes på scenen, efterhånden var blevet lige vel overdådige. Hun vejede simpelthen for meget til de sexede roller, hun før havde fået succes med. Det betød, at hun efterhånden gik mere op i sit andet talent, nemlig at skrive. Bl.a. skrev hun i 1889 et skuespil, "Jeanne Fortier, the Bread Carrier", men hun skiftede også rollefag fra sexet dame til buttede kvinder i lystspil. Det foregik i San Francisco, hvor hun boede i nogle år.
Typisk for denne livskunstner skabte hun sig altså en ny karriere som skribent, da hun ikke længere kunne gøre sig på scenen i de roller, der før havde bragt hende succes. Hun blev musik- og teateranmelder, foruden at hun gjorde sig som sladderjournalist, bl.a. ved "The Sun". I 1896 udgav hun en roman, "Young Mrs. Staples", og samme år kom hendes efter datidens mening temmelig skandaløse memoirer, "My Theatrical and Musical Recolletions", hvor hun bl.a. afslørede forskellige pikante sandheder om det viktorianske og edwardianske samfund, hvor hun havde boltret sig som en fisk i vandet.
https://bachtrack.com/feature-not-quite-opera-month-operetta-research-center-september-2019
Wikipedia
Ingen kommentarer:
Send en kommentar