Boobytrap: Kvinder, der komponerer

Clara Schumann

Ja, også før i tiden fandtes der kvinder, der komponerede, men som i musikhistorien typisk nok samles i en ikke-statusgivende særgruppe: "Kvindelige komponister". Ligesom det er tilfældet med de andre grupperinger af kvinder, der skriver eller maler, er også denne selvfølgelig med til at opretholde teorien om, at kvinder, der "gør den slags", er meget specielle og slet ikke spor feminine. I virkeligheden er de - ligesom deres mandlige kolleger - kunstnere inden for et felt, hvor de skaber en form for kunst, samtidig med, at de tilfældigvis er kvinder. Deres specielle erfaringer som kvinder kan have givet dem inspiration, ligesom det sker med kunstnere, der er mænd. Lister over en vis tidsalders forfattere, malere, komponister og musikere bør imidlertid omfatte begge køn samlet og ikke bare det mandlige som en repræsentant for det "normale", medens kvinderne sendes til separate kvindelister. Hvis en person skaber kunst, så er vedkommende kunstnere, ligegyldigt hvilket køn han/hun har.

Forbindelsen mellem kvinder og musik var noget, man kendte langt tilbage i tiden, for antikke vaser viser ikke bare mænd, der musicerer, men også kvinder. Man spørger sig selv, hvad det er for et musikstykke, kvinden spiller? Er det noget, hun kender fra andre, eller har hun selv komponeret det? Vi kan se, at der sker noget i Antikken, men ved desværre ikke, hvad de dybere omstændigheder er. Nok er der tale om en kunstart, der er dokumenteret gennem bl.a. disse vasemotiver, men ellers er den hyllet i glemsel. Noget, der såmænd også gælder de første århundreder efter Kristi fødsel. Kvindebevægelsen i 1970erne fik imidlertid sat fokus på mange af de ting, der var med til at usynliggøre kunstnere af kvindekøn, og i den forbindelse har man fundet flere kvinder tilbage i tiden, der var komponister, men som bare er blevet glemt. (Retfærdigvis må det siges, at det var en skæbne, der også overgik mange mænd). Senere tiders musikere og komponister af kvindekøn er ikke blevet udraderet af den menneskelige erindring på helt samme måde, for de bliver "bare" ignoreret eller skubbet til side som en anomalitet.

At der fandtes kvinder, der ikke bare musicerede, men også komponerede meget langt tilbage i tiden, ved man faktisk udmærket. Formentlig den allerførste kvinde, man har bevarede musikstykker af, er den byzantinske nonne Kassia (810-865). Hun skrev en hel række hymner, der er indgået i den græsk-ortodokse kirkes liturgi. Dvs. at hun har et vist ry som komponist og ikke bare regnes for en mere eller mindre ligegyldig "kuriositet".

Hildegard von Bingen (1098-1179)

Kirken skabte gode muligheder for kunstnerisk udfoldelse for mange talentfulde kvinder. Det var den tyske abbedisse og mystiker Hildegard von Bingens held, for hun både skrev og komponerede, - når hun da ikke var optaget af sine mange religiøse syner. Blandt Hildegards kompositioner var musikdramaet "Ordo virtutum", men hun var enormt flittig og skrev også bøger om teologi, botanik og medicin. Ud over musikken og alle disse skriverier gjorde hun også sit for at rådgive forskellige folk - høj og lav - pr. brev. Efter sin død blev hun kanoniseret som helgen, hvilket nok mest hænger sammen med hendes mange religiøse visioner, der startede, allerede da hun var tre år gammel.

Hildegard modtager et syn

Typisk nok var hun næsten totalt glemt, før 800 års-jubilæet for hendes død fik halet hende ud af glemslen i 1979. Pludselig blev hun ikke bare kendt, men også direkte populær, således er der kommet adskillige indspilninger af hendes musik siden da, og hendes liv er blevet studeret og analyseret af mange eksperter.

Beatrice de Dia

Nogenlunde samtidig med Hildegard von Bingen levede den provencalske grevinde, Beatrice de Dia (1140-1175/1160-1212), der komponerede til sine egne såkaldt høviske digte. Hun er blevet kaldt en "trubadur", formentlig fordi hun ikke kun skrev kirkelige hymner. Interessant nok lader hun til kun at have været én ud af flere af sin slags inden for samme tidsrum. Dvs. at hvor klostrene gav kvinder gode muligheder for at skabe musik, så kunne særligt begunstigede også gøre det inden for deres eget miljø, nemlig de velhavende, der tilhørte adelstanden ....

Gracia Baptista (ca. 1530-1557) var en spansk nonne, der opnåede den store ære at få en af sine kompositioner for orgel udgivet i 1557. Det var hun formentlig den første, der fik, og hendes eksempel er endnu et bevis på de muligheder, kirken gav kvinder, der udøvede kunst. At være katolik og dermed have mulighed for en klostertilværelse i stedet for ægteskab og børnefødsler har bestemt ikke været det dårligste alternativ for talentfulde kvinder.

Barbara Strozzi

Da operamusik blev populært i anden halvdel af 1500-tallet, blev der brug for kvindelige sangere, idet disse dog fik skarp konkurrence fra kastratsangerne, der dukkede op i det 16. århundrede, men som senere blev forbudt. Samtidig komponerede kvinder som f.eks. Maddalena Casulana (ca. 1540-83), Francesca Caccini (1587-ca. 1640), nonnen Isabella Leonardo (ca. 1620-1704) og Barbara Strozzi (1620-ca. 1664/1619-1677) også vokalmusik. Noget, der virkelig spillede en rolle mht at gøre en komponist kendt, var udviklingen af trykte noder, der udbredte musikken til andre end de snævre kredse omkring den enkelte kunstner. Desuden opstod der et specielt koncertliv, der også gav komponister mange muligheder.

Elisabeth-Claude Jacquet de La Guerre

Konger og adelige stormænd omgav sig med talentfulde folk, fordi disse kunne gøre dem ære. Det gjaldt også Ludvig XIV, hvis protegé, Elisabeth-Claude Jacquet de La Guerre (1664-1729), blev anset for noget helt specielt, ja, nærmest et unikum. Han opmuntrede hende på alle måder, og hun brillerede med kompositioner såvel som musiceren. Det lader til, at hun som musiker især havde et talent for improvisationer, bl.a. på orgel. Som komponist skrev hun musikken til en opera, en ballet, foruden meget andet.

P. Klæstrups Visekælling. Tegning fra 1800-tallet

De fleste kvinder optrådte som sangere og ikke som komponister af de symfonier og koncerter, mændene brillerede med. Det gav imidlertid også arbejde til andre samfundsklasser end dem, man fandt ved hoffet, sådan som det kan ses af ovenstående tegning af en "visekælling". Har hun selv skrevet ord og musik, eller er det noget nedarvet, hun har taget op? Det er der vist ingen, der ved, men det har forhåbentlig givet hende til dagen og vejen.

Man kan spørge sig selv, "hvor var den kvindelige Mozart?", og hun fandtes åbenbart ikke, men der var dog et par stykker, der komponerede klaverkoncerter og vokalværker for solister, kor og orkester. En af dem var den østrigske Marianne Martinez (1744-1812), der har fået flere af sine værker indspillet i nutiden. En anden var den nok mere kendte Maria Theresia von Paradis (1759-1824), der var blind fra sin tidligste barndom. Hun var beundret af mange og direkte populær i samtiden. Man mener, at Mozart har skrevet et af sine musikstykker til hende, men hun komponerede også selv.

Maria Theresia von Paradis

Den franske Louise Farrenc (1804-75) var en super-flittig komponist, der gjorde sig gældende inden for de fleste musikgenrer, men det var mest hendes kammer- og klavermusik, der var kendt. I Frankrig var hun beundret, men i Tyskland mødte hun den specielle modstand, der bunder i den misofyni, som mange kunstnere af kvindekøn blev ofre for. Man anså det for "ukvindeligt" samt grænseoverskridende på en unaturlig og dermed forkastelig måde. De samme problemer kom en anden komponist, nemlig Louise Adolpha Farrenc (1850-1927) ud for, og denne holdning løber faktisk som en rød tråd gennem den samlede historie om kvinder og kunst.