tirsdag den 5. oktober 2021

Pist-væk-borte .....


Louis Le Prince 

Hvordan gik det til, at filmens formodede opfinder, Louis Le Prince (1841-1890), forsvandt under en togrejse den 16. september 1890??? Han stod foran en vigtig rejse til USA sammen med sin kone og deres børn, men inden da ville han aflægge sin bror i Dijon et besøg. 
 
Familien Le Prince

I 1881 havde han fulgt sin svoger, John Robinson Whitley, til New York på en forretningsrejse. Han blev imidlertid nogen tid efter at rejsens formål ikke længere var aktuel, idet han brugte tiden til at skabe et "apparatus for producing animated photographic pictures", altså et apparat til at optage levende billeder, dvs. et filmkamera. I 1886 ansøgte han om et USA-patent på et multi-linse-kamera og et filmforevisningsapparat, og året efter vendte han tilbage til Europa, hvor han fortsatte sit arbejde. På et eller andet tidspunkt i 1888 opgav han multi-linse-kameraet til fordel for et én-linse kamera. Samme år optog han "Roundhay Garden Scene" i sin svigerfars have. Denne optagelse er formentlig den allerførste optagelse af en bevægelig scene, og det, der har givet ham hans ry som film-pioner. Hans tilnavn er da også "Filmkunstens fader". Det er også værd at huske på, at det kamera, han brugte, fik patent i England den 16. november 1888, dvs. samme år som have-filmen blev optaget.

Da han tog af sted for at besøge sin bror inden den nye rejse til USA, hvor han ville fremlægge sin opfindelse af "levende billeder", kom han med et senere tog fra Dijon. Det betød, at han og hans venner, der skulle møde ham i Paris, gik fejl af hinanden. Ingen så ham hverken dér eller noget andet sted siden hans afrejse med toget fra Dijon. Dvs. at det sidste menneske af dem, der kendte ham personligt, og som kan bevidne, at han forlod Dijon med toget, var hans bror.

Her ses Louis Le Prince med sin svigerfar, Joseph Whitley, formentlig omkring den tid, hvor han optog den epokegørende "Roundhay Garden Scene" på hans ejendom. 
 
Efter hans mystiske forsvinden gik ikke bare hans familie, men også Scotland Yard og det franske politi i gang med en omfattende eftersøgning, men uden resultat: han var og blev forsvundet, uden at nogen kunne forklare, hvad der var blevet af ham. Altså en meget sørgelig sag, der også gav anledning til en masse  rygter, ikke mindst efter 2003 hvor man fandt et fotografi af et lig, der var blevet fisket op af Seinen. Var det Le Prince, eller var det ikke ham, men bare én, der lignede ham rigtig meget???? Det ved man ikke den dag i dag, men mystisk er det.
 

Nogle få har luftet tanken om, at han måske begik selvmord på grund af familiens mange financielle problemer. Andre har ment, at hans bror måske har myrdet ham, medens nogle har hævdet, at familien fik ham dræbt, fordi de muligvis mistænkte, at han var homoseksuel. Der er faktisk ingen ende på de teorier, der florerede efter Louis Le Prince's uopklarede forsvinden. Et af de mest sejlivede rygter om  involverer imidlertid hans opfinder-kollega og rival, Thomas Edison. 
 
Denne begavede opfinder havde - eller fik - i årenes løb omkring 1000 patenter. (Her ses han med en tidlig udgave af sin "fonograf"). Blandt de opfindelser, han hævdede var hans, var netop et filmkamera, som han kom med i 1893, sådan at han fremstod som filmens opfinder. Nu er der jo det ved Thomas Edison, at han i flere forskellige sammenhæng ikke har undset sig for at fremlægge andres opfindelser som sine. En af dem, det var gået ud over, var Muybridge, der havde nogle ideer om en kombination af "levende billeder" og lyd. Kort efter at Edison havde afvist denne ide, tog han selv patent på den. Selv ikke hard-core-Edison-anklagere kan bevise, at han fik Le Prince myrdet, så han kunne stjæle hans ide, men mysteriet er ikke blevet mindre af, at ikke bare er den franske opfinder sporløst forsvundet, men hans søn, Adolphe, døde under meget mystiske omstændigheder. Han var blevet indkaldt som vidne i en retssag omkring hans fars film-patent, men døde under en andejagt inden den fandt sted. Noget, der selvfølgelig gav anledning til endnu flere mistanker imod Edison .....   

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Wikipedia 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar