torsdag den 7. oktober 2021

Tævet ihjel i Guds navn

I 2015 blev to unge mænd, Lucas Leonard (19 år) og hans lillebror, Christopher Leonard (17 år), tævet og mishandlet i en "Word of Life Christian Church" i New Hartford. Den ældste af drengene, Lucas Leonard døde, medens hans bror overlevede med forskellige skader. Det var tydeligvis noget af et mirakel, at Christopher slap fra overgrebet med livet i behold, for det, han og hans bror kom ud for, var meget voldsomt.


En af dem, der førte an i den timelange mishandling, var deres mor, dengang 59-årige Deborah Leonard. Hun fik hjælp af sin mand, drengenes far, Bruce Leonard, og begge forældre gik til opgaven med ildhu. De to drenges halvsøster, Sarah Ferguson, hjalp til med afstraffelsen, idet hun piskede sine brødre i genital-området, hvilket i sig selv er et fingerpeg om, hvad der havde oprørt hele familien samt den del af menigheden, der deltog under kirkelederen Tiffanie Irwins ledelse: de to teenagedrenge var blevet anklaget for at forgribe sig på børn i området, hvilket selvfølgelig er totalt uacceptabelt, men dog burde have været standset - og straffet - på en anden måde. 

Deborah og Bruce Leonard

Deborah Leonard sad tre år i fængsel og blev så løsladt. Hvad Bruce angår, så fik han 10 år for sin deltagelse i den dødelige afstraffelse. Han kan prøveløslades i 2024. Sarah Ferguson blev idømt 25 års fængsel for det, der blev bedømt som manddrab samt andre forbrydelser i forbindelse med hændelsen. Hun vil kunne prøveløslades i 2037. 
 
Pastor Tiffanie Irwin

Kirkens såvel som afstraffelsens leder, Tiffanie Irwin, blev idømt 12 års fængsel og kan prøveløslades i 2026, medens hendes bror, Joseph Irwin, fik en straf på 8 år og kan prøveløslades i 2022. Andre deltagere i afstraffelsesorgiet, som f.eks. Traci Irwin, fik kortere domme.


Traci Irwin

Det er en tragisk sag, der måske blev så voldsom, fordi de mange fra menigheden, der deltog i mishandlingerne, ville tvinge drengene til at tilstå, at de havde begået de forbrydelser, de blev anklaget for. Noget, der åbenbart ikke lykkedes, så der er ikke rigtig nogen beviser på deres skyld. Rygter er der til gengæld en hel del af, for det lader til at være det, hele det timelange afstraffelsesorgie bygger på. At dette virker som et typisk amerikansk fænomen med vanvittige religiøse overdrivelser, der ikke har så meget med Bibelen at gøre, giver det hele et anstrøg af nationalt vanvid. Den ene gang efter den anden er man blevet præsenteret for sager, hvor "Gud siger"-argumenter bruges efter forgodtbefindende. 


Bruce og Deborah Leonard

Ingen kommentarer:

Send en kommentar