Boobytrap: Konger, koner og forviklinger i vikingetiden

Æthelwulf af Wessex

Kong Egbert af Wessex havde en søn, Æthelwulf, der var ham til god gavn, selv om de også oplevede tider med voldsomme stridigheder. Ikke desto mindre var Æthelwulf med til at sikre riget og tilmed udvide det. Nu kan man så sige, at det er da ikke så sært, når han var hans arving og derfor måtte nære en speciel interesse i at forøge sin fars besiddelser. Så sandt som det er sagt, men derfor var han nu alligevel en god søn for Egbert, der havde siddet ved magten i rigtig mange år, nemlig fra 802 til 839. Æthelwulf fik "bare" knap 20 år, nemlig fra 839 til 858. Både før og efter sin tronbestigelse sikrede han altså tronen og sig selv store landområder, selv om der var flere magtkampe mellem ham og forskellige andre, for det var ikke en fredelig tid. Hans første kone, Osburh, som han var gift med ca. 839-854, var datter af hans betroede mand, Oslac, og de fik en datter samt fem sønner, hvoraf den yngste var forudbestemt til store sager, for han voksede op og blev den senere så berømte og beundrede kong Alfred den Store.

Osburh og (formentlig) den senere Kong Alfred den Store som barn

Da Osburh døde i 854, giftede Æthelwulf sig med den purunge franske prinsesse Judith (c. 843–c. 870), som var datter af kong Charles den Skaldede (823-877), der efterhånden også blev hersker i flere andre riger. Da Judith blev Æthelwulfs brud, var hun altså bare en teenager, men derfor blev hun nu alligevel stedmor til en børneflok, der bl.a. omfattede Alfred (senere: den Store), men også den prins, der fulgte den gamle konge på tronen, dvs. Æthelbald af Wessex (857–860). Dette indgiftede slægtskab skabte dog visse problemer, da den nye konge, Æthelbald, også ønskede at gifte sig med Judith, der jo var hans fars unge enke. At hun var hans stedmor fik Kirken op i det røde felt, og de annullerede ægteskabet mellem den franske prinsesse og hendes stedsøn-ægtemand, der i øvrigt døde nogle få år senere.

Kong Æthelbald af Wessex

Judith må have været noget af et livsstykke, for ikke bare fik hun fordrejet hovedet på sin stedsøn, men hun fik også hurtigt en tredie ægtemand efter Æthelwulf og Æthelbald. Det skete efter at hun var taget tilbage til sin far, Charles den Skaldede, da hendes og Æthelbalds ægteskab blev annulleret. Den nye mand var den flamske Baldwin, som hun løb bort med i 861 eller 862, hvilket vakte hendes fars store vrede. De blev dog forsonet, og Baldwin fik grevskabet Flanderen, således at Judith nu blev grevinde.

Baldwin og Judith fik flere børn, hvoraf en søn, Baldwin II, giftede sig med Alfred den Stores yngste datter, Ælfthryth, der også er kendt under navnene Elfrida, Elftrude og Elftrudis. Dvs. at Judith startede som Alfred den Stores stedmor, derpå blev hans svigerinde for til sidst at være hans datters svigermor. Umiddelbart virker familieskabet unægtelig ret indviklet, men de fandt åbenbart selv ud af det ....