Maria Callas i Grækenland, og hendes lærer Elvira De Hidalgo synger "La Paloma"

Elvira de Hidalgo (1891–1980) var en a prominent og meget yndig spansk koloratursopran, der blev lærerinde for sangere. Hendes mest kendte elev var Maria Callas, der fik en forrygende karriere og blev noget af et ikon med masser af fans verden over. Selv husker jeg bedst hendes "Tosca", der var forrygende, selv om der er dem, der hævder, at hendes stemme havde lidt skade af den meget barske slankekur, der forvandlede hende fra særdeles stor til en åleslank sylfide. Noget, hun var blevet inspireret til, da Audrey Hepburn kom frem og blev berømt for sin ynde og skønhed.

Nedværdigelsen af revolutionshelten Che Guevara efter døden

Da Che Guevara blev henrettet i Bolivia i 1967, blev hans hænder hugget af, så de kunne sendes afsted til en test for fingeraftryk. Der findes billeder af hans hænder, der ligger på et stykke avispapir og venter på afsendelsen. Selv ligger han - smuk som altid - og bliver vist frem i døden.
For mig er det rystende at se de afhuggede hænder, for selv om det tjener et formål, så er hans lig jo blevet skændet. Desuden: hvad blev der af liget og hænderne? Begge dele forsvandt, men i 1997 blev hans lig angiveligt fundet begravet på en landingsbane i Bolivia. Hænderne var der dog ikke, og det har givet anledning til en hel del spekulationer. Eftersøgningen af de forsvundne hænder er bl.a. blevet beskrevet i bogen "Las Manos de Guevara" ("The Hands of Che Guevara"), af Evgenii Dolmatovskii, der udkom i 1974. Den hollandske filminstruktør Peter de Kock har også forsøgt at besvare spørgsmålet om de forsvundne hænder i sin dokumentarfilm "The Hands of Che Guevara" (hollandsk: "De handen van Che Guevara" og spansk: "Las manos de Che Guevara") fra 2006.

https://www.thenation.com/article/the-death-of-che-guevara-declassified/

https://www.huckmag.com/art-and-culture/photography-2/a-look-at-the-complex-personal-life-of-che-guevara/

The Murder and Impersonation of Paul Gruber | Buried in the Backyard Bon...

Denne mordsag har mange rystende detaljer, selv om den vel ikke er et eksempel på det allergrusomste, man kender til. Den handler om den pensionerede og velhavende lærer Paul Gruber, der slår sig ned i en lille by i et naturskønt område. Han elsker at bo et sted, hvor han kan dyrke sine forskellige interesser og knytter forbindelse med en en lokal mand, der ønsker et job som altmuligmand, da han som mormon har en stor familie, som han skal forsørge.
Paul Grubers datter ved, at hendes far nyder sin nye tilværelse, men hun undrer sig over, at han pludselig ikke er til at få fat på, og at han heller ikke kontakter hende. Efterhånden bliver hun så bekymret, at hun får vakt politiets interesse, og de begynder - først modvilligt, men derefter med ildhu - at efterforske hendes fars forsvinden.
Altmuligmanden påstår, at han har fået til opgave at tage sig af huset og alt, hvad der har med hans arbejdsgivers dagligdag at gøre, men da han bliver præsenteret for billeder af ham, genkender han ham ikke. Det viser sig dog, at ikke bare har han myrdet Paul Gruber, hvis livsstil han var misundelig på, men at han systematisk har plyndret ham for ejendele og penge. Hans påstande om, at en anden udgav sig for Paul Gruber, og at det må være ham, der har myrdet ham, afsløres heldigvis som den løgn, det er.

Det nye liv ....

En rigtig god og perspektivrig Frankenheimer-film med matiné-idolet Rock Hudson i en - for ham - usædvanlig rolle. Den handler om den grå og kedelige bankmand, Arthur Hamilton (spillet af John Randolph), der en dag får en uventet opringning fra en ven, han troede var død. Det viser sig dog, at vennen ikke er død, men på mystisk vis forynget og forvandlet.
Han taler varmt for den proces, der har skaffet ham et helt nyt liv, og Arthur beslutter sig for selv at prøve den. Det grå forsvinder, og den kedelige bankmand får et nyt Rock Hudson-udseende og bliver kunstner, hvilket han altid har drømt om. Alt burde være godt, for har han måske ikke fået opfyldt alle sine drømme om et nyt og spændende liv? Jo, det har han, men sagen er den, at mennesker ofte er for små til det store, de fantaserer om, og at det derfor slet ikke passer til dem og deres personlighed ....

Våben og deres anvendelse

Det kan være fristende at anskaffe sig sådan et hemmeligt våben, men det er nu problematisk, at det også kan være alt, alt for fristende at bruge det i tide og utide. Desuden: hvem garanterer, at det kun er potentielle OFRE, der anskaffer sig et sådant uhyre? Våben som dette skifter hurtigt hånd og ejermand, og det kan være lige så godt til angreb som til (selv-)forsvar. Noget, der selvfølgelig gælder de allerfleste våben ....

Mord som eksperiment

Som i flere andre mordsager viser det sig, at den 14-årige Rod Matthews myrdede sin jævnaldrende klassekammerat Shaun Ouillette i 1986, fordi "han ville føle, hvordan det var at dræbe".  Han mente, at Shaun, der var ny i klassen, og som derfor ikke havde så mange venner, var et godt valg, "for ingen vil savne ham". Dér tog han nu fejl, for både hans familie og mange andre i den by, hvor de boede, holdt meget af ham, da han var en sød og venlig dreng, der ikke generede nogen.
Det er klart, at Shaun ikke fortjente det, der skete, nemlig at blive tævet ihjel med et baseball-bat af én, han stolede på. Først tre uger efter mordet blev liget fundet, dækket af sne, og hans morder blev idømt fængsel på livstid. Hans senere forsøg på at opnå løsladelse er alle strandet på bedømmelsen af hans personlighed og kynisme, der åbenbart ikke er blevet mindre med årene.


https://www.monstersandcritics.com/true-crime/dead-of-winter-features-murder-of-massachusetts-teen-shaun-ouillette/

Den degraderede afdøde

Der er noget ved de nedsættende ord, vi bruger om døde mennesker, der er meget besynderligt. Et dødt menneske bliver f.eks. kaldt et lig, et kadaver eller et ådsel, men hvorfor egentlig det? Vedkommende er død, men havde en personlighed og et navn, da han/hun levede, så hvorfor berøve den døde en identitet, når man kender den? Det er næsten som endnu en død, der påduttes et forhenværende levende menneske. Man kan måske sige, "jeg fandt et lig", men hvis man kender afdødes identitet, bør man sige, "jeg fandt XX død".
"Kadaver" og "ådsel" er helt igennem nedsættende, for det signalerer noget ulækkert, som vi jo godt ved er forbundet med døde dyr og mennesker. Hvorfor trampe rundt i det og fremhæve dette med ens ordvalg, når man kunne sige "XX er død"?