Udødelighed, var det noget?

Hvis nogen kom og holdt en kniv for halsen af én med morderiske trusler, så ville de fleste nok gøre, hvad de kunne for at undslippe, for i sådan en situation reagerer man pr. instinkt. De færreste byder ligefrem døden og den endelige udslettelse velkommen, men hvis alternativet er evigt liv, så tror jeg, at jeg ville sige "nej tak!". Sagen er jo den, at i et "normalt" livsforløb så kommer der alderdom, sygdomme og utallige skavanker inden døden. Hvordan man end vender og drejer det, så er udødelighed ikke nær så tillokkende under de betingelser.
Det, der måske kunne friste, var en alderdoms- og sygdomsfri tilværelse uden alt for mange sociale problemer. Se, sådan et tilbud ville nok være værd at overveje ....
 

Ud med tro - ind med religionshistorie

Else Cederborgs læserbrev i "Arbejderen" den 6. januar 2020:

Ud med tro – ind med religionshistorie

Det undrer mig, at der ikke er flere, der ønsker et opgør med den del af folkeskoleloven, der omhandler den såkaldte "kristendomskundskab", det vil sige paragraf 6. Samfundet har bevæget sig væk fra det tidligere fundament, der gjorde det naturligt at sætte lighedstegn mellem "religion" og "kristendom", og det er på tide, at der bliver gjort op med dette ideologiske og politiske efterslæb.
For det første bør faget skifte navn og indhold, sådan at det reelt beskæftiger sig med religion som sådan og ikke primært med kristendommen, for der er faktisk andre end kristne i dette land, og vores kristendomsundervisning er et underligt budskab at give dem. Som det er nu, fremstår den som en ideologi, der skal indprentes børnene i stedet for det indblik i et ideologihistorisk forløb, der bør være fundamentet i et moderne samfund. På de ældste klassetrin omfatter undervisningen dog fremmede religioner og andre livsanskuelser, men hvorfor sker det først på dette trin?
Fokus skal fjernes fra den luftige og uhåndterlige "tro" og rettes imod de langt mere værdifaste begreber religionshistorie og religionspsykologi. Det vil sige, at det tilløb til indoktrinering, der ligger implicit i en betegnelse som "kristendomskundskab", skal bremses og erstattes af viden, blandt andet fordi der gøres rede for udviklingen af forskellige religioner. Bøtten skal vendes og ballonen punkteres, sådan at det, der før var "tro", nu bliver til en del af historie- og filosofiundervisningen. Når man forlader skolen, så skal man have et indblik i religion som sådan samt de mekanismer, der gør, at en religion opstår i et givent samfund. Som det er nu, er kristendomsundervisningens centrale område den danske folkekirkes evangelisk-lutherske kristendom. Denne danner på forbløffende vis grundlag for mange symbolsk prægede områder i det danske samfund, blandt andet kongehuset. Monarken skal således bekende sig til den evangelisk-lutherske kristendom, hvilket jo er grotesk, da det er en usympatisk form for sindelagskontrol.
I betragtning af, at vi ellers har religionsfrihed, der gør, at vi kan praktisere den religion, vi nu føler for, virker dette som et overgreb. Som mange andre danskere kan monarken jo reelt set være ateist, men alligevel skal han/hun optræde i visse symbolsk ladede sammenhænge som lutheraner. Dette hænger sammen med det faktum, at ifølge grundlovens paragraf 4 er den evangelisk-lutherske kirke lig med den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten, og den udfører i praksis en form for statslig registrering. Eftersom der er religionsfrihed i Danmark, kan man dog normalt selv vælge, hvilken religion man vil praktisere. Visse andre trossamfund har fået tilkendt lignende rettigheder, men der er forskellige retningslinjer, man skal overholde ifølge dansk lov.
Personligt tror jeg ikke, at der findes hverken en dansk folkekirke eller et monarki om 100 år, men jeg kan tage fejl, for tidens mølle arbejder somme tider maler meget langsomt. Jeg mener dog, at det er i den retning, vi bevæger os, og at vi derfor allerede nu bør gøre op med begrebet "tro" og i stedet for arbejde hen imod en national etik.

https://arbejderen.dk/idekamp/ud-med-tro-%E2%80%93-ind-med-religionshistorie

Maria Callas i Grækenland, og hendes lærer Elvira De Hidalgo synger "La Paloma"

Elvira de Hidalgo (1891–1980) var en a prominent og meget yndig spansk koloratursopran, der blev lærerinde for sangere. Hendes mest kendte elev var Maria Callas, der fik en forrygende karriere og blev noget af et ikon med masser af fans verden over. Selv husker jeg bedst hendes "Tosca", der var forrygende, selv om der er dem, der hævder, at hendes stemme havde lidt skade af den meget barske slankekur, der forvandlede hende fra særdeles stor til en åleslank sylfide. Noget, hun var blevet inspireret til, da Audrey Hepburn kom frem og blev berømt for sin ynde og skønhed.

Nedværdigelsen af revolutionshelten Che Guevara efter døden

Da Che Guevara blev henrettet i Bolivia i 1967, blev hans hænder hugget af, så de kunne sendes afsted til en test for fingeraftryk. Der findes billeder af hans hænder, der ligger på et stykke avispapir og venter på afsendelsen. Selv ligger han - smuk som altid - og bliver vist frem i døden.
For mig er det rystende at se de afhuggede hænder, for selv om det tjener et formål, så er hans lig jo blevet skændet. Desuden: hvad blev der af liget og hænderne? Begge dele forsvandt, men i 1997 blev hans lig angiveligt fundet begravet på en landingsbane i Bolivia. Hænderne var der dog ikke, og det har givet anledning til en hel del spekulationer. Eftersøgningen af de forsvundne hænder er bl.a. blevet beskrevet i bogen "Las Manos de Guevara" ("The Hands of Che Guevara"), af Evgenii Dolmatovskii, der udkom i 1974. Den hollandske filminstruktør Peter de Kock har også forsøgt at besvare spørgsmålet om de forsvundne hænder i sin dokumentarfilm "The Hands of Che Guevara" (hollandsk: "De handen van Che Guevara" og spansk: "Las manos de Che Guevara") fra 2006.

https://www.thenation.com/article/the-death-of-che-guevara-declassified/

https://www.huckmag.com/art-and-culture/photography-2/a-look-at-the-complex-personal-life-of-che-guevara/

The Murder and Impersonation of Paul Gruber | Buried in the Backyard Bon...

Denne mordsag har mange rystende detaljer, selv om den vel ikke er et eksempel på det allergrusomste, man kender til. Den handler om den pensionerede og velhavende lærer Paul Gruber, der slår sig ned i en lille by i et naturskønt område. Han elsker at bo et sted, hvor han kan dyrke sine forskellige interesser og knytter forbindelse med en en lokal mand, der ønsker et job som altmuligmand, da han som mormon har en stor familie, som han skal forsørge.
Paul Grubers datter ved, at hendes far nyder sin nye tilværelse, men hun undrer sig over, at han pludselig ikke er til at få fat på, og at han heller ikke kontakter hende. Efterhånden bliver hun så bekymret, at hun får vakt politiets interesse, og de begynder - først modvilligt, men derefter med ildhu - at efterforske hendes fars forsvinden.
Altmuligmanden påstår, at han har fået til opgave at tage sig af huset og alt, hvad der har med hans arbejdsgivers dagligdag at gøre, men da han bliver præsenteret for billeder af ham, genkender han ham ikke. Det viser sig dog, at ikke bare har han myrdet Paul Gruber, hvis livsstil han var misundelig på, men at han systematisk har plyndret ham for ejendele og penge. Hans påstande om, at en anden udgav sig for Paul Gruber, og at det må være ham, der har myrdet ham, afsløres heldigvis som den løgn, det er.

Det nye liv ....

En rigtig god og perspektivrig Frankenheimer-film med matiné-idolet Rock Hudson i en - for ham - usædvanlig rolle. Den handler om den grå og kedelige bankmand, Arthur Hamilton (spillet af John Randolph), der en dag får en uventet opringning fra en ven, han troede var død. Det viser sig dog, at vennen ikke er død, men på mystisk vis forynget og forvandlet.
Han taler varmt for den proces, der har skaffet ham et helt nyt liv, og Arthur beslutter sig for selv at prøve den. Det grå forsvinder, og den kedelige bankmand får et nyt Rock Hudson-udseende og bliver kunstner, hvilket han altid har drømt om. Alt burde være godt, for har han måske ikke fået opfyldt alle sine drømme om et nyt og spændende liv? Jo, det har han, men sagen er den, at mennesker ofte er for små til det store, de fantaserer om, og at det derfor slet ikke passer til dem og deres personlighed ....

Våben og deres anvendelse

Det kan være fristende at anskaffe sig sådan et hemmeligt våben, men det er nu problematisk, at det også kan være alt, alt for fristende at bruge det i tide og utide. Desuden: hvem garanterer, at det kun er potentielle OFRE, der anskaffer sig et sådant uhyre? Våben som dette skifter hurtigt hånd og ejermand, og det kan være lige så godt til angreb som til (selv-)forsvar. Noget, der selvfølgelig gælder de allerfleste våben ....