søndag den 28. juni 2020

Lede Cyber-lege


Denne unge mand, nemlig Tyler Barriss, anså sig selv for mægtig intelligent, ja, vist nærmest som et IT-geni, for hans aktiviteter medførte vilde episoder rundt omkring i samfundet, når han brugte den nye avancerede teknologi til at foretage falske alarm-opkald om bomber, mord og overfald. Ved hjælp af visse apps kunne han nemlig ringe til politiet og foregive, at opringningen kom fra en anden telefon, der ikke var knyttet til ham. Genialt, hvis man er en skiderik, der bare ønsker at lave rav i den, hvilket altså var lige præcis, hvad han var.
Han var ikke ene om denne "leg", for også andre elskede at "swatte", hvilket er den gældende betegnelse for denne kriminelle cyber-aktivitet.

På grund af hans swatteri blev politiet, ambulancer og andre sendt ud på falske redningsopgaver, og på et tidspunkt skete der det, alle havde frygtet kunne ske: politiet skød en uskyldig mand, fordi de var blevet sendt ud til hans adresse efter en falsk angivelse og troede, at han var en bevæbnet morder og truede dem samt andre med et skydevåben.

Alle vidste altså på forhånd, at denne form for forvekslinger kunne ske, men Tyler mente, at det ikke kunne være swatterens skyld, da han jo ikke havde affyret det dødelige skud. Den samme tankegang har man fundet hos andre swattere, hvoraf de fleste konkurrerede indbyrdes om at være "bedst" til at narre politiet og andre.
Jo mere jeg tænker over det, desto mindre kan jeg acceptere sådan en leg med andres liv og helbred. Den slags "gamings" giver måske nok swatteren en følelse af magt og anerkendelse, men er dybest set bare barnlige og ikke spor underholdende.


Et nyt forfatterproblem: "StreamHAPPY"???


Dette er en af de ebooks, jeg har udgivet på LULU for snart temmelig mange år siden. Hverken den eller de andre, jeg har udgivet dér har solgt særlig godt, og det har jeg ligesom indstillet mig på. Jeg GIDER nemlig ikke at bryde sammen i hverken hulken eller raseri over sådan noget, når nu bogmarkedet er, som det er.
Nå, men ved et tilfælde opdagede jeg noget, der imidlertid er for groft. Jeg har protesteret til LULU, men har ikke hørt fra dem endnu, selv om jeg tror, at de også bliver gale. Det, der er sket, er at en website, (der åbenbart er blevet dømt farlig af Facebook, for jeg måtte ikke slå den op på min side), har tilbudt min bog gratis til dem, der ønsker at få den. Sitet hedder "Streamhappy", hvilket jo er vild ironi for en forfatter, men måske ikke for læserne.
Til min glæde virker linket ikke, men det fører til siden, hvor bogen omtales og tilbydes:


En historisk tilfældighed ....


Denne stramt udseende dame er Marian Theodore Charlotte Heidenreich von Siebold (1788–1859), der var Tysklands første kvindelige gynækolog, efter at hun havde fået sin eksamen i obstetrik i 1817. Hun var datter af lægerne Damian og Regina von Siebold og assisterede tidligt sine forældre, og hendes ry gjorde, at hun blev udvalgt som jordemoder af to royale huse, et i England og et i Tyskland, der senere blev knyttet sammen gennem et ægteskab: Dronning Victoria og Prins Albert.

Sjovt nok assisterede Marian Theodore Charlotte Heidenreich von Siebold nemlig både ved den senere dronning Victorias fødsel den 24. maj 1819 på Kensington Palace i London

Victoria som barn

og ved fødslen af hendes senere ægtefælle, Prins Albert af Saxe-Coburg-Gotha, på Rosenau Palaca den 26. august 1819.

Prins Albert af Saxe-Coburg-Gotha (til venstre) blev født på Rosenau Palaca den 26. august 1819.

 
 


At være, eller ikke være den ægte NN ....


Nogle forældre gør alt for at slippe af med forældrerollen. De bortadopterer, myrder eller overlader deres barn til sig selv, hvis de er for sent ude til en abort. Således overlevede den berømte "hatteæske-baby" kun, fordi hun blev fundet tids nok.
Hvor nogle forældre altså gør ALT hvad de kan for  at komme af med deres uønskede afkom, så er der andre, der kæmper en sej kamp for at få et bestemt barn, som de stædigt hævder er deres, selv om alt taler imod det. Det var det, der skete i Bobby Dunbar-sagen.

Da fireårige Bobby forsvandt på en campingtur i august 1912 gjorde hans forældre virkelig ALT for at finde ham igen, selv om sandsynligheden for at han var blevet ædt af alligatorer var høj. Efter otte måneders intens søgen fandt de detektiver, som de havde ansat, imidlertid et barn, som de mente, var den forsvundne dreng. Han lignede ham i tilstrækkelig grad til at familien Dunbar gik ind i en sej kamp for at få ham udleveret, selv om den familie, han boede hos, stædigt påstod, at han var søn af en kvinde ved navn Julia Anderson. Hun var fattig og havde ikke råd til juridisk bistand, men det havde familien Dunbar, og de vandt. Bobby blev ført hjem til dem i triumf og levede dér resten af sit liv. 

Alt kunne have fortsat uden de store problemer, hvis ikke det havde været for DNA, for i 2004 blev det bevist, at den Bobby, som familien Dunbar tilsyneladende havde genfundet og "reddet", overhovedet ikke var i familie med dem. Det blev også bevist, at han ganske rigtigt - som hævdet af den familie, han blev fundet hos - var søn af Julia Anderson, og at hans rigtige fornavn således var Bruce.


Man kan ikke sige, at Bruce  fik et dårligt liv som Bobby Dunbar. Han voksede op, giftede sig og fik fire børn, inden han døde i 1966. Dem, der mistede mest, var nok den familie, han havde boet hos som plejebarn, for de blev anklaget for kidnapning og kom ud for mange ufortjente ubehageligheder i den anledning.



fredag den 26. juni 2020

Det tretåede uhyre


Trolde, nisser, elverpiger og havfruer er gamle kendinge, som vi efterhånden har et afslappet forhold til. Vi frygter dem ikke længere, for vi ser dem som eventyr-figurer, dvs. noget, der  er en del af folkloren, men ikke virkelige på den måde, at man kan løbe ind i dem når som helst.

Engang imellem dukker der dog vidnesbyrd op om andre sære væsner, der præsenteres som muligvis ægte. Det gælder bl.a. Lockness-søslangen, der har mange tilhængere for "det kunne jo være en form for dinosaur, ikke?"

Ja, Nessie har mange beundrere af forskellig art .....


Desuden er der den populære Bigfoot og diverse spøgelser. Dem kender vi, for vi hører om dem jævnligt, men der er faktisk flere af deres type som f.eks. Fouke-uhyret i Arkansas, der havde sin storhedstid i 1970'erne. Han er særlig interessant, fordi han efterhånden synes at være blevet forvandlet fra et skræmmende uhyre til en hyggelig, gammel særling, som man fejrer med en festival hvert år.

Han ville være et godt studiemateriale for en folklorist, der ønsker at følge en nutidig mytes opkomst og forfladigelse, for han startede jo altså som en skræmmende figur, der angiveligt overfaldt og dræbte kvæg samt andre husdyr. Desudem skræmte han mennesker bare ved sit ydre. Af udseende ligner han Bigfoot en hel del, for han beskrives som meget behåret, ja, nærmest som en abe. Han går oprejst og efterlader tre-tåede fodaftryk, der dog efterhånden regnes for falske af de fleste, der har beskæftiget sig med beretningerne om hans gøren og laden

Han er ikke helt forsvundet, men fornuftige folk har påpeget, at han - eller rettere sagt myten om ham - kan være opstået, fordi en eller anden så en bjørn, men troede, at det var et uhyre.

Hans ydre er imponerende, for han beskrives som ca. 2 meter høj og med en vægt på omkring 110-140 kg. Nogle af dem, der har set ham, fortalte desuden gyselige historier om en skrækkelig stank, der omgav ham.
Efterhånden kom der langt flere tvivlere end troende, men ideen om ham og hans eksistens har altså fortsat og lever den dag i dag, bare i omformet stand. Kort sagt, en meget interessant udvikling af en ikke særlig gammel ide og myte.


Den menneskelige vintersover

Nogle dyreracer opererer med en opdeling af året i vinter og sommer. Om sommeren er de i fuld gang med at æde sig tykke og fede samt samle forråd, men om vinteren sover de og forbruger dermed ikke så megen energi. Yderst fornuftigt, hvis man er en bjørn, så hvorfor skulle det ikke også være godt for et menneske?
Måske det var sådan, forfatteren og bar-ejeren Leif Gehrke/Arthur E. (Turkey) Gehrke (1883-1942) tænkte, for han fulgte det samme princip som bjørne og fik derfor tilnavnet "Den menneskelige vinterdvalesover". Faktisk blev han mere berømt for sit søvnmønster end for sine bøger som f.eks. denne:

Hans hjemby fejrede ham, og der er stadig besøgende udefra, der ønsker at få vist, hvor han boede og arbejdede.

Hans søvnmønster bestod i at lægge sig i sin seng i begyndelsen af november og blive dér til april, hvilket bekom ham vel. Efter hans mening var senge-leje alle tiders kur imod sygdomme, både dem man kunne få og dem, man allerede havde. En psykiater udtalte sig om hans tilfælde, at han led af ængstelse som følge af en lever-sygdom, hvilket vist er noget, der kan ramme bar-ejere og ansatte. Senere blev han indlagt i anden forbindelse, og hér døde han i sin søvn.
Dengang så man det vist bare som en pudsighed, men på grund af diverse rumprogrammer har man fået ny interesse for hans tilfælde. En langvarig - dvs. årelang - rejse til f.eks. Mars vil nemlig kræve et søvnmønster, der ligner hans. 







Sperm og regler


I en jagt på et billede, der kan illustrere nogle guldkorn, jeg har om "fangeflugt som begreb", havnede jeg på mystisk vis på CRYOS's hjemmeside. Hér blev jeg vildt forbløffet over visse ting vedr. den ønskede profil hos sperm-donorer. Selvfølgelig skal de være sunde og raske, så vi kan garantere gode vilkår for næste generation og dermed for samfundet, men der må sørme være mange, der melder sig som donorer, for at CRYOS kan skalte og valte sådan med deres medlemmer.

Disse krav stilles, før man bliver antaget som donor: man må ikke have blødersygdomme eller koagulationsforstyrrelser, man må ikke have ydet sex til andre for penge eller stoffer, man må ikke have kønsvorter eller kondylomer, man må ikke indsprøjte lægemidler af ikke-medicinske årsager, man må ikke tilhøre en familie med alvorlige arvelige sygdomme, man må ikke have været sæddonor i en anden sædbank, man må ikke have haft sex med en anden mand, man må ikke selv være donorbarn eller være adopteret.
Alt det medicinske kan jeg forstå, men hvorfor må den gavmilde mand ikke være adopteret eller være født som resultat af en sæddonation????? Formentlig skyldes det, at man så kun kender moderens helbredstilstand, og donoren kan jo have arvet en syg fars uheldige skavanker, men umiddelbart virker det meget diskriminerende og også unødvendigt.
Og hvad med det med ikke at måtte have haft sex med en anden mand? Hvis der foretages en grundig medicinsk udredning, før donor-aspiranten antages, så er det vel ikke farligere for et eventuelt afkom end sex med en kvinde?

Kan det tænkes, at de tilmeldte herrer har misforstået visse ting og kommer af andre grunde end at ville yde og ikke bare nyde? Det skulle ikke undre mig, men det viser da en åben og livsbekræftende indstilling, der ikke vil være til skade for hans afkom - i hvert fald ikke i første omgang ....