fredag den 6. december 2019

Levende væsener med rødder




Selvfølgelig tænker og føler planter. Det, de mangler for at kommunikere med os, er et sprog, der går ud over knopper, der brister, grønne blade, der bliver brune, etc.. Den dag, vi virkelig forstod deres verden, ville dette nok føre til vilde fornægtelser, for hvad har vi gjort for dem? Det er ret begrænset, for de hører til de allermest udnyttede væsener på planeten, da vi som en selvfølge har hugget træer ned, plukket blomster, etc..
Det glæder mig, at andre har fået øjnene op for planternes sjæleliv, men jeg tvivler på, at det vil føre til store reformer inden for skovbrug, driften af planteskoler og den slags. 

https://getpocket.com/explore/item/the-secret-life-of-trees-the-astonishing-science-of-what-trees-feel-and-how-they-communicate

torsdag den 5. december 2019

Trump-effekten




Hvorfor vælger fornuftige amerikanere en mand som Donald Trump til landets højeste embede, og hvorfor er der mange, der direkte tilbeder ham? Mit bud på årsagen er, at selv folk uden penge - eller økonomiske muligheder - lever med drømmen om rigdomme og berømmelse, og at de MEGET NAIVT tror, at Trump-effekten vil smitte af på dem og deres tilværelse. Det er samme tankegang, der i sin tid fik folk til at samles om en konge/dronning, som de tilskrev en form for "Lykke-effekt". De troede på formlen held og lykke, der tilsyneladende fulgte enkelte personer og gjorde dem rige, mægtige og usårlige.
Trist nok kræver tilværelsen imidlertid noget andet, hvilket er hurtigt at se, hvis man ser nærmere på LOTTO-systemet: én heldig rad køber en kupon og belønnes med en gevinst på f.eks. 570 millioner kr. Hvordan går det til? Jo, rent og skært held. Sandt nok, men ikke noget at bygge sin tilværelse på, for 99% af køberne står med tomme lommer + en værdiløs kupon ....

onsdag den 4. december 2019

Sociale medier



Jeg forstår godt, hvad Bill Murray mener, men jeg giver ham ikke ret. De sociale medier er, hvad vi gør dem til, og ikke noget som helst andet. At leve sit liv i henhold til modefikserede regler om ydre og indre samt succes contra fiasko rammer én som en boomerang, ligegyldigt om man færdes på eller uden for de sociale medier. Der kan dog være svage mennesker, der savner selvtillid, og som derfor bør tænke over, hvor de færdes, og hvem de lytter til.
Da jeg så Catfish, slog det mig, at folk forholder sig til projektioner af sig selv, ikke til en anden persons realitet. Det ville man være nødt til i "det virkelige liv", men på nettet kan man føre samtaler med sig selv gennem andre, som man har idealiseret, så de passer med ens egne ønsker og drømme. Den slags er uheldigt, også fordi man måske først opdager det langt henne i processen, På det tidspunkt er man måske fikseret på denne projektionsfigur, der aldrig vil kunne leve op til ens forestillinger, fordi han/hun har sit eget liv og ikke er den, man tror.

"Idiot"



Jeg tror, at Theophile Steinlen her har foreviget et afgørende øjeblik i to unge menneskers liv: de skal "placeres" i et eller andet arbejdsforhold, hvor de bliver underbetalt og udnyttet, for de er jo ikke andet end "idioter". I virkeligheden har de måske bare været fattige og uden skolekundskaber. De har måske haft et talehandicap eller fejlet et eller andet, der har sat dem i en særgruppe i samfundet. Grove løjer, men ikke helt anderledes end den slags, nutidsmennesker kan komme ud for ....

mandag den 2. december 2019

Læge(u)videnskab


Er man syg, ved man, at vejen til helbredelse går gennem en diagnose, for det er den, der fører til den rette behandling og medicinering. Problemet er dog bare, at det, patienten møder op med hos lægen, er et symptom, og de har ikke altid den status, der fører til noget som helst andet end frustrationer for begge parter. Har man én gang oplevet den lægelige afmagt over for det, jeg har hørt beskrevet som "farverige redegørelser", så ved man, at mere eller mindre uklare symptomer ikke er populære i lægekredse. De er formentlig meget præcise angivelser fra patientens side, men sort tale for lægen, der forventer en anden beskrivelsesform end f.eks. "det prikker og stikker", "jeg har ondt overalt", "det er, som om jeg taber pusten", etc., etc..
Vejen til en diagnose er imidlertid brolagt med tegn og symptomer, for man starter nu engang ikke med facit: diagnosen. Tegnet ses af lægen eller anden fagperson, medens symptomet kun opleves af patienten. Af selv samme grund havner det vigtigste, nemlig symptomet, i bunden af udredningsprocessen. "Patienten SIGER XXXX, men der er ingen objektive fund": sådan ville en læge udtrykke situationen, hvis han/hun skulle beskrive diagnosticeringsprocessens første trin vedr. en ikke alt for almindelig sygdom.  
At patienten ikke bare har lægens uvidenhed, men også hans/hendes fordomme at kæmpe imod er træls. Det gælder nogle sygdomme, der stadig ikke regnes for reelle, men blot "indbildning" fra patientens side, ja, måske ligefrem led i en svindel, der kan skaffe pensioner eller bare opmærksomhed.
En af mine veninder fortalte mig gentagne gange om en bekendt, der var berygtet for sin såkaldte sygdomsfiksering. Den blev tilskrevet en besynderlig jalousi imod hendes kræftsyge mand, der fik en masse medlidenhed, hjælp og først og fremmest opmærksomhed. Folk omkring hende gav hende ingen støtte, men grinte mere eller mindre åbenlyst ad hende. Grinet stivnede dog, da hun pludselig døde og blev obduceret, for nu åbenbarede årsagen til hendes mange klager sig: hun havde Creutzfeld, hvilket også er kende som kogalskab. Hvor hun har fået den fra, ved man ikke, men der er ingen tvivl om, at hun havde denne meget alvorlige sygdom, der jo også slog hende ihjel.
Lægens psyke og fordomme kan spille ind på en måde, der ikke er til patientens fordel, men det er der ingen, der taler om, for de hvidkitlede formodes at være objektive og nøgterne videnskabsmænd. Om så de er aldrig så dygtige til deres fag, så er det ikke sikkert, at de forstår at samle de symptomer, som patienten fortæller dem om, og det gør dem farlige. For hver enkelt ekspert, der ytrer sig om en patient med "uforklarlige" symptomer, er der basis for en fejldiagnosticering, der i virkeligheden er en projektion af lægens magtesløshed og (eventuelle) dovenskab ....

   

søndag den 1. december 2019

Synden over alle synder?


Hvordan kan sådan noget fis dog blive et dogme i et menneskesamfund? Tjah, der skyldes jo nok, at dele af samfundet er bygget op omkring en voldsom driftsstyring, hvor det private gøres til et offentligt anliggende. Og hvem går det så ud over? Både kvinder og mænd, men førstnævnte rammes på en speciel måde, da de ses som drivkraften bag "synden". Kvinder er blevet - og bliver det stadig visse steder - straffet for seksuelle handlinger, der måske ikke engang er deres egne. En "falden kvinde" er ikke længere et begreb for os, men der er steder på jorden, hvor "faldet" kan koste hende livet, selv om "synden" foregik gennem voldtægt. Det er forfærdeligt at tænke på, for det burde ikke kunne ske, men det gør det ....

Bearded Lady Beats The Bullies







Femininitet anses for noget, der tydeligt adskiller sig fra maskulinitet. Mænd har skæg, og hvis kvinder har ekstra hår i ansigtet,så er det bare med at få barbergrejet frem, medmindre hun vil lukke sig inde i skam over sit maskuline ydre. DET er, hvad vi i vores kultur har fået tudet ørerne fulde af i flere århundreder. Damer ser ud på en bestemt måde, og mænd er modsatte i ydre og indre.
Efterhånden ved vi godt, at det med en sådan total forskel på mænd og kvinder er noget fis, men idealet lever stadig videre. At grænserne nedbrydes på måder, vi nok ikke kunne have forudset for
f.eks. 100 år siden, er ret utroligt. Man behøver ikke at være lille og svag for at være kvindelig, men des ses dog stadig som en del af en undertrykkende kvinde-ideologi, der ikke er helt uddød. I øvrigt er det ikke i sig selv et mål, men bare en konstatering af strømninger i nutiden.