Er man syg, ved man, at vejen til helbredelse går gennem en diagnose, for det er den, der fører til den rette behandling og medicinering. Problemet er dog bare, at det, patienten møder op med hos lægen, er et symptom, og de har ikke altid den status, der fører til noget som helst andet end frustrationer for begge parter. Har man én gang oplevet den lægelige afmagt over for det, jeg har hørt beskrevet som "farverige redegørelser", så ved man, at mere eller mindre uklare symptomer ikke er populære i lægekredse. De er formentlig meget præcise angivelser fra patientens side, men sort tale for lægen, der forventer en anden beskrivelsesform end f.eks. "det prikker og stikker", "jeg har ondt overalt", "det er, som om jeg taber pusten", etc., etc..
Vejen til en diagnose er imidlertid brolagt med tegn og symptomer, for man starter nu engang ikke med facit: diagnosen. Tegnet ses af lægen eller anden fagperson, medens symptomet kun opleves af patienten. Af selv samme grund havner det vigtigste, nemlig symptomet, i bunden af udredningsprocessen. "Patienten SIGER XXXX, men der er ingen objektive fund": sådan ville en læge udtrykke situationen, hvis han/hun skulle beskrive diagnosticeringsprocessens første trin vedr. en ikke alt for almindelig sygdom.
At patienten ikke bare har lægens uvidenhed, men også hans/hendes fordomme at kæmpe imod er træls. Det gælder nogle sygdomme, der stadig ikke regnes for reelle, men blot "indbildning" fra patientens side, ja, måske ligefrem led i en svindel, der kan skaffe pensioner eller bare opmærksomhed.
En af mine veninder fortalte mig gentagne gange om en bekendt, der var berygtet for sin såkaldte sygdomsfiksering. Den blev tilskrevet en besynderlig jalousi imod hendes kræftsyge mand, der fik en masse medlidenhed, hjælp og først og fremmest opmærksomhed. Folk omkring hende gav hende ingen støtte, men grinte mere eller mindre åbenlyst ad hende. Grinet stivnede dog, da hun pludselig døde og blev obduceret, for nu åbenbarede årsagen til hendes mange klager sig: hun havde Creutzfeld, hvilket også er kende som kogalskab. Hvor hun har fået den fra, ved man ikke, men der er ingen tvivl om, at hun havde denne meget alvorlige sygdom, der jo også slog hende ihjel.
Lægens psyke og fordomme kan spille ind på en måde, der ikke er til patientens fordel, men det er der ingen, der taler om, for de hvidkitlede formodes at være objektive og nøgterne videnskabsmænd. Om så de er aldrig så dygtige til deres fag, så er det ikke sikkert, at de forstår at samle de symptomer, som patienten fortæller dem om, og det gør dem farlige. For hver enkelt ekspert, der ytrer sig om en patient med "uforklarlige" symptomer, er der basis for en fejldiagnosticering, der i virkeligheden er en projektion af lægens magtesløshed og (eventuelle) dovenskab ....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar