Det hævdes ofte, at Biblen er fuld af selvmodsigelser og vanvittige postulater, som de troende helst ikke vil tænke alt for meget over og heller ikke diskutere med ikke-troende eller bare tvivlere
Denne bibelske episode kunne tyde på, at denne påstand er rigtig.
Også i den kristne Bibel tales der meget om det, der kaldes "his chosen people". De regnes for at stå nærmere Gud og er derfor mere værdifulde. I den moderne verden, der sukker efter social retfærdighed, er selve tankegangen vanvittig, og at den ses udbredt i det, der af mange regnes for "Den Hellige Skrift", gør det ikke bedre. Grunden til dette er selvfølgelig, at den kristne bibel oprindeligt bygger på jødiske forestillinger. At vejene skilles ved troen på Jesus som den lovede frelser forøger bare forvirringen.
Biblen er altså virkelig fuld af skrupskøre påstande og regler foruden et hav af selvmodsigelser, men alligevel lever den åbenbart videre - i hvert fald i nogle samfund, f.eks. i USA. Det har altid undret mig, at det materialistiske amerikanske samfund har en sådan naiv og forunderlig tro, der får dem til at udbryde et dybtfølt "tak, Jesus", når noget lykkes for dem, at bede med ildhu og føle tiltro til Guds styre, også i deres privatliv. De undrer sig til gengæld over, at vi mere nøgterne europæere ikke føler sådan.
Tankegangen bag denne tro forekommer mig vanvittig, fordi den er så naiv. Det svarer til børns tro på julemanden og andre af hans slags.
Nej, det er den rene, skære sandhed: Gud befinder sig lige præcis dér, hvor X-et er, og vi har selv placeret "ham" dér ....
