Er det det, nytåret handler om? Skal "fjerene virkelig flyve til alle sider"? Det er der åbenbart nogen, der mener, for i dag er der masser af beretninger om vilde overdrivelser af nytårs-festlighederne, nemlig i form af nytårsskyderier med fyrværkeri. En af de værste episoder er forhindringen af brandvæsenets arbejde ved affyring af rørbomber imod brandfolkene. Det er da for dumt, og hvad tænkte de unge mennesker dog på? Ville de myrde de mennesker, hvis opgave det er at redde andres liv og ejendom? Hvordan skulle det være til gavn for nogen?
Sagen er nok den, at de unge vandalers vilde adfærd af dem selv tolkes om et udslag af styrke og livslyst. De mere fornuftige, der aldrig kunne finde på den slags, opfattes af dem som "kedelige" og alt for velafrettede.
Jeg har før spekuleret over udtrykkene for livsglæde, der om ikke andet er en vigtig del af PR-branchen. For at sælge dyre varer til de unge skal annoncerne, der henvender sig til dem, udstråle den lvisglæde, de tilstræber i deres eget liv. Nogle typer voldsom livsappetit ses som det samme som succes.
Nogle af disse drømmehelte havde det mere i deres ydre end i deres indre, hvilket afsløredes gennem deres mangel på talent. De var gode til at "se ud", men ikke til at illudere det, deres rolle stod for. Det samme gjaldt selvfølgelig de kvindelige stjerner, men jeg bemærkede det mest i mændenes tilfælde. Jeg gad dog vide, om de i vore dage ville have haft mulighed for at komme igennem med en bedre spillestil inden for film-mediet. Jo længere man går tilbage i filmhistorien, desto tydeligere bliver det jo, at spillestilen stadig var præget af en gammel teatertradition, der krævede andre og meget tydeligere udtryksmidler. Noget, der gjorde det til en lidt komisk og karikeret spillestil, der ikke klædte skuespillerne.
Netop 1975 var et magisk år for mig, da det blev starten på et spændende forløb, der endnu ikke er slut. Mærkeligt, som erindringer kan hæftes sammen med andre begivenheder langt uden for ens egne cirkler. Jeg kan f.eks. godt lide, at min fødselsdagsdato dukker op i forbindelse med noget, der ellers slet ikke er en del af min livshistorie. Det gælder bl.a. Hitlers (formodede) dødsdag, der dog ikke falder sammen med min fødselsdag, hvad årstal angår. Hver gang, jeg ser noget om denne dato - med eller uden årstal - griber jeg mig selv i at ranke mig og udstøde et dybtfølt, men totalt irrationelt "HA!!" i mit indre. Jeg kan simpelthen godt lide tanken om, at det afskyelige væsen, der ødelagde så meget for andre, døde på min fødselsdag, selv om det ikke skete samme år, og jeg ikke har den mindste andel i denne begivenhed. Latterligt, men sådan er det ....
2019 var ikke det bedste for mig. Der skete en del dumme ting, som jeg godt ville have været foruden, men sket er sket, og det går endda. Ergo: Farvel med det gamle år og velkommen til det nye ....
Desværre for Trey og Nancy Styler mødte de ikke nogen forståelse fra den velhavende og meget berømte Nancy Pfister, da de som lejere ikke formåede at opfylde aftalen om at betale huslejen for hendes luksuriøse hjem, medens hun var ude på en af sine mange rejser. Parret havde i flere år været ude for modgang, hvilket primært skyldtes, at han fik en ALS-lignende sygdom, der gjorde, at han ikke kunne fortsætte med sit arbejde som læge. De gik mere eller mindre konkurs, så de blev henrykte, da de fik mulighed for at indgå aftalen med Nancy Pfister om at leje hendes luksushjem. Der var dog visse problemer med køkkenredskaber og andet, der gjorde, at de følte sig berettiget til ikke at betale lejen som aftalt.
Desuden passede det uheldige par nok heller ikke ind i Nancys eventyr-liv som rigmandsdatter og forkælet overklassedame. Dette gjaldt også hendes veninde Kathy, der fik til opgave at indkassere lejen fra de to lejere og sørge for at få pengene indsat på en bankkonto. Fordi hun havde denne rolle, blev det hende, der fandt Nancys maltrakterede lig gemt i et skab. Hun blev angiveligt dybt chokeret og kom med den ene vilde redegørelse efter den anden. Politiet mistænkte, at hun havde myrdet sin veninde, (som hun formentlig var misundelig på), men de arresterede Styler-parret og fortsatte ellers med efterforskningen.
Trey fortalte på et tidspunkt, at det var ham, der - ene mand - havde myrdet Nancy med en hammer og havde ryddet op efter det blodige mord, selv om hans fysiske tilstand var meget sølle. Hans motiv til at tilstå dette mord var formentlig, at han så kunne indgå en aftale, der reddede hans kone fra et langt fængselsophold. Hvis dette var han plan, så må man sige, at det lykkedes ham, og hun har nu fået et helt nyt liv under et andet navn. Hun har tilmed fået en hel del penge efter den livsforsikring, Trey havde, og som kom til udbetaling, da han begik selvmord 15 måneder efter det mord, han blev dømt for. (En stor del af disse livsforsikringspenge gik dog til Nancys datter som erstatning for mordet på moderen).
Historien er fascinerende, for den har mange interessante elementer omkring konstellationen fattig-rig, succesfuld-fiasko, sund-syg og bundløs loyalitet. Således er det næsten 100% sikkert, at Trey ikke var fysisk i stand til at begå mordet og da slet ikke formåede at flytte liget og rydde op efter sig. Han må have fået hjælp, og måske endda fra både Kathy og hans egen kone, Nancy.
Mange afrikanske mænd tog til Vesten for at tjene penge, som de kunne sende hjem til deres familier, men det viste sig, at de i stedet for blev opslugt af de fremmede kulturer. Derfor måtte deres koner begynde at arbejde med områder, der blev anset for at være traditionelle mandefag, og de har - til de tilbageværende ældre mænds konsternation - klaret det godt. De sår og pløjer, ligesom deres mænd ville have gjort.
Denne udvikling virker som noget nærmest samfundsomvæltende, hvor den finder sted, og jeg tænker på, hvordan kvinder overtog mande-jobs under Første og Anden Verdenskrig. Noget, der gjorde det svært at modbevise deres evner og holde dem tilbage i de gamle roller.
Der er pokkers til
forskel på dette herlige syn af et kærligt par og på en køledisk, hvor
de udskårne dele af de selv samme dyr ligger pakket ind i plastik.
Forvandlingen består i den samme form for umenneskeliggørelse, som
fjenders lig får for de krigsførende.
Sat på spidsen så ligner
den indbyggede fremmedgørelse i processen fra levende dyr til køledisk-kød det, som
nogle jøder kom ud for i diverse kz-lejre: ingen af dem havde
forestillet sig, at de og deres liv var så lidt værd i sig selv, at de kunne forvandles til lampeskærme, men det blev
de. Ingen lever evigt, og ingen af os kommer herfra med livet i behold,
men ethvert individs død og liv bør mødes med respekt, hvad enten der er tale om et dyr eller et
mennesker.
Det vigtigste er vel nok, at
disse slagtedyr blev behandlet godt inden slagtningen, men at slukke deres livsgnist
burde få os forbrugere til at føle et ansvar for dem og deres liv. Selv om de fleste af os kan relatere til de levende dyr, så virker køledisken og dens indhold så totalt anderledes, at vi ikke umiddelbart formår at se det som det, det er: døde dyr ....
Ved
forvandlingen fra ovenstående veltilpasse dyr til frosne madvarer
mister vi forbrugere imidlertid erkendelsen af processen: det pæne
og fint indpakkede kød er faktisk noget, der for kort tid siden var et
levende dyr med egne krav til tilværelsen ...
