The Murder and Impersonation of Paul Gruber | Buried in the Backyard Bon...

Denne mordsag har mange rystende detaljer, selv om den vel ikke er et eksempel på det allergrusomste, man kender til. Den handler om den pensionerede og velhavende lærer Paul Gruber, der slår sig ned i en lille by i et naturskønt område. Han elsker at bo et sted, hvor han kan dyrke sine forskellige interesser og knytter forbindelse med en en lokal mand, der ønsker et job som altmuligmand, da han som mormon har en stor familie, som han skal forsørge.
Paul Grubers datter ved, at hendes far nyder sin nye tilværelse, men hun undrer sig over, at han pludselig ikke er til at få fat på, og at han heller ikke kontakter hende. Efterhånden bliver hun så bekymret, at hun får vakt politiets interesse, og de begynder - først modvilligt, men derefter med ildhu - at efterforske hendes fars forsvinden.
Altmuligmanden påstår, at han har fået til opgave at tage sig af huset og alt, hvad der har med hans arbejdsgivers dagligdag at gøre, men da han bliver præsenteret for billeder af ham, genkender han ham ikke. Det viser sig dog, at ikke bare har han myrdet Paul Gruber, hvis livsstil han var misundelig på, men at han systematisk har plyndret ham for ejendele og penge. Hans påstande om, at en anden udgav sig for Paul Gruber, og at det må være ham, der har myrdet ham, afsløres heldigvis som den løgn, det er.

Det nye liv ....

En rigtig god og perspektivrig Frankenheimer-film med matiné-idolet Rock Hudson i en - for ham - usædvanlig rolle. Den handler om den grå og kedelige bankmand, Arthur Hamilton (spillet af John Randolph), der en dag får en uventet opringning fra en ven, han troede var død. Det viser sig dog, at vennen ikke er død, men på mystisk vis forynget og forvandlet.
Han taler varmt for den proces, der har skaffet ham et helt nyt liv, og Arthur beslutter sig for selv at prøve den. Det grå forsvinder, og den kedelige bankmand får et nyt Rock Hudson-udseende og bliver kunstner, hvilket han altid har drømt om. Alt burde være godt, for har han måske ikke fået opfyldt alle sine drømme om et nyt og spændende liv? Jo, det har han, men sagen er den, at mennesker ofte er for små til det store, de fantaserer om, og at det derfor slet ikke passer til dem og deres personlighed ....

Våben og deres anvendelse

Det kan være fristende at anskaffe sig sådan et hemmeligt våben, men det er nu problematisk, at det også kan være alt, alt for fristende at bruge det i tide og utide. Desuden: hvem garanterer, at det kun er potentielle OFRE, der anskaffer sig et sådant uhyre? Våben som dette skifter hurtigt hånd og ejermand, og det kan være lige så godt til angreb som til (selv-)forsvar. Noget, der selvfølgelig gælder de allerfleste våben ....

Mord som eksperiment

Som i flere andre mordsager viser det sig, at den 14-årige Rod Matthews myrdede sin jævnaldrende klassekammerat Shaun Ouillette i 1986, fordi "han ville føle, hvordan det var at dræbe".  Han mente, at Shaun, der var ny i klassen, og som derfor ikke havde så mange venner, var et godt valg, "for ingen vil savne ham". Dér tog han nu fejl, for både hans familie og mange andre i den by, hvor de boede, holdt meget af ham, da han var en sød og venlig dreng, der ikke generede nogen.
Det er klart, at Shaun ikke fortjente det, der skete, nemlig at blive tævet ihjel med et baseball-bat af én, han stolede på. Først tre uger efter mordet blev liget fundet, dækket af sne, og hans morder blev idømt fængsel på livstid. Hans senere forsøg på at opnå løsladelse er alle strandet på bedømmelsen af hans personlighed og kynisme, der åbenbart ikke er blevet mindre med årene.


https://www.monstersandcritics.com/true-crime/dead-of-winter-features-murder-of-massachusetts-teen-shaun-ouillette/

Den degraderede afdøde

Der er noget ved de nedsættende ord, vi bruger om døde mennesker, der er meget besynderligt. Et dødt menneske bliver f.eks. kaldt et lig, et kadaver eller et ådsel, men hvorfor egentlig det? Vedkommende er død, men havde en personlighed og et navn, da han/hun levede, så hvorfor berøve den døde en identitet, når man kender den? Det er næsten som endnu en død, der påduttes et forhenværende levende menneske. Man kan måske sige, "jeg fandt et lig", men hvis man kender afdødes identitet, bør man sige, "jeg fandt XX død".
"Kadaver" og "ådsel" er helt igennem nedsættende, for det signalerer noget ulækkert, som vi jo godt ved er forbundet med døde dyr og mennesker. Hvorfor trampe rundt i det og fremhæve dette med ens ordvalg, når man kunne sige "XX er død"?

Ulækker sundhed og et liv for et liv

Dette er en glimrende fødekilde, for larver er fulde af protein, hvilket jo er godt for både folk og fæ. Ja, det er faktisk noget, vi skal have, men det er nu ikke ret mange i vores del af verden, der spiser larver. Selv har jeg i perioder købt mange melorme, men ikke til mig selv - nej, føj da!!!! - for de var til kæledyr, der elskede dem og behøvede dem i deres kost.
Når man står med sådan et lille, gulligt væsen, tænker man ikke på muligheden af, at det kan have en form for bevidsthed, og at det opfatter truslen fra mennesket. Ikke desto mindre kæmper det for at komme fri, så et eller andet foregår der i dets sind - hvis det da er det rette ord for noget så primitivt.
Sat på spidsen betyder det, at man ofrer et liv for et andet, og under normale omstændigheder ville jeg være forarget på mig selv, men ikke når det gælder disse "kryb". Højst besynderligt, når man tænker over det - og meget dobbeltmoralsk ....

Dræbermaskiner

Hvem har vi her? Hvis man kigger nærmere på billedet, er det vist de færreste, der ikke ret hurtigt får indtryk af, at disse fem mænd i stribede fangedragter er specielle. Alle er havnet et sted, hvor de går en snarlig død i møde for noget, de ikke har gjort. De hører nemlig til gruppen af evnesvage og/eller sindslidende, der blev stemplet af Hitler-maskineriet som "uværdige". At deres mordere var mindst lige så uværdige, siger sig selv, men kun et fåtal af dem blev henrettet, efter at deres forbrydelser var kommet for en dag. Jeg tror, at mange slap ustraffet, fordi mange mennesker ikke formåede at forholde sig til de nazistiske uhyrligheder og bare ønskede at glemme det, der var sket. Noget, der til forveksling ligner ansvarsforflygtigelse ....