Berømmelse som "stars" i historien om deres eget liv

Efter at have fået vakt min interesse for reality-genren gennem Catfish og senere et par andre serier som f.eks. TeenMom, har jeg slået et smut forbi "90 day fiance", der startede på TLC i 2014 og nu har mange spinoffs. Ligesom med de andre serier har jeg dog ingen planer om at blive hængende og se dem fremover, da de nu engang mangler substans. Det er og bliver dog et besynderligt TV-fænomen, som der burde forskes mere i, for det lader til, at der bliver flere og flere af den slags udsendelser. 
Det er tydeligt, at mange af de medvirkende er gengangere fra andre serier eller fra tidligere, men afsluttede afsnit af den samme serie. At spille sig selv er blevet deres liv, og nogle har det åbenbart som erhverv: de hverken har eller forsøger at få en uddannelse eller et ordinært job. Man kalder den slags reality-stars "C-skuespillere", og det dækker vist fænomenet meget godt. Nogle af dem har opnået en berømmelse, der ikke kommer af evner eller budskab, men af det faktum, at de har blottet deres liv for seerne.
Hvad "90 day fiance" angår, så har jeg vel ialt set 4-5 afsnit med lange pauser, så da jeg satte mig for at tjekke op på parrene her og nu, fik jeg mig adskillige overraskelser. Via Google fandt jeg ud af, at flere ret besynderlige konstellationer var røget, medens andre stadig levede videre, men mere "spillet" end levet: nogle problemstillinger har vist sig at være usande konstruktioner, der blev regnet for interessante og derfor "salgbare".
Parret ovenfor er den super-naive amerikaner Nicole og den arabiske mand, hun har været helt vild med i sådan ca. 3-4 år. De skulle have været gift, og hun har fortløbende sendt ham penge, selv om det er tydeligt for andre, at hendes forelskelse er ensidig. Hun er forelsket i ham, medens han vist nærmest væmmes ved hende og hendes fedme. 
Det med den ensidige forelskelse er et gennemgående tema i serien, hvor ældre amerikanske damer forfølger drømmen om den unge, labre elsker. At de kan lokke disse herrer til sig, skyldes formentlig drømmen om amerikansk statsborgerskab, der KAN blive resultatet af en K-1-aftale. Ved hjælp af sådan en får den udenlandske person, der ønsker at blive en amerikaners ægtefælle lov til at blive i landet i 90 dage, der så gerne skulle munde ud i et ægteskab eller en afklaring omkring forholdet. Dermed ikke være sagt, at de kommer til at leve lykkeligt sammen til deres dages ende, for det er tydeligt, at det skal man ikke regne med.

Nogle af afsnittene har været vildt pinlige, fordi det er så tydeligt, at kun den ene part er forelsket og virkelig ønsker dette parforhold. Vedkommende nægter at tage imod fornuft, når hans/hendes venner peger på skævhederne og advarer imod muligheden for svindel. Eftersom de ikke har kunnet få den lækre, unge steg i deres hjemland, men skal til udlandet for at finde en kandidat til rollen som deres  drømmeægtefælle, så burde de afgjort tænke sig bedre om og overveje, om dette forhold nu også er realistisk, men det gør de ikke. Selv om ALT taler for, at det ikke dur, og at deres udvalgte ikke virkelig vil have dem, men kun "The Green Card", der giver dem mulighed for at tage arbejde i USA, så holder de ved.
Dette kan imidlertid også hænge sammen med noget andet ved disse reality-serier: pengene! De medvirkende får nemlig betaling for deres indsats: https://screenrant.com/reality-tv-show-star-salaries-best-worst/ 
Genren har mange købmands-træk, men i nogle tilfælde lader det til, at der er mere mening med systemet end f.eks. i TeenMom. Det gælder f.eks. læge., dyre- og dyrlæge-serier, hvor jeg tror, at nogle dyrejere får gratis eller meget billig behandling af deres dyr. Også disse medvirkende sælger deres liv og identitet til TV, men med et skær af idealisme.

https://www.thelist.com/156355/90-day-fiance-the-most-uncomfortable-moments/?utm_campaign=clip 

Levende bamser

Desværre er der ikke længere så mange koalaer tilbage i Australien. Jeg læste et sted, at man mener, at ud af 100 dyr, så har kun 4 overlevet de voldsomme udbrud af ild. Det er forhåbentlig ikke rigtigt, for så er bestanden jo for alvor truet, og rigtig mange dyr er omkommet på en frygtelig måde. Noget, der selvfølgelig også gælder andre dyr, men dem hører man ikke så meget om.
At koalaerne er nuttede gør måske, at vi fokuserer på dem og glemmer de andre dyregrupper som f.eks. slanger, insekter og smågnavere? Jeg spørger, men gruer for svaret, for det, der har dræbt så mange koalaer, har næppe skånet disse dyreracer, hvilket er med til at gøre vor planet fattigere ....

Serimorderen, der vandt "The Dating Game" i 1978

Rodney James Alcala (født Rodrigo Jacques Alcala Buquor, 1943) er en amerikansk seriemorder og voldtægtsforbryder. Han er flere gange blevet dømt til døden, men hver gang er disse domme blevet omstødt på grund af "tekniske vanskeligheder". At han er super-narcissist og dybt forstyrret i sin tankegang, er bl.a. blevet bevist ved de af hans retssager, hvor han har fået lov til at forsvare sig selv.
Som ung blev han anset for at være charmerende og sexet, og i 1978 vandt han "The Dating Game" i TV, men da den "heldige vinder" af en date med den morderiske charmetrold mødte ham ansigt til ansigt, nægtede hun at indkassere sin "gevinst". Hun havde åbenbart en instinktiv fornemmelse af, at han ikke var en mand, hun burde have noget med at gøre. Ingen kender det nøjagtige antal af de kvinder, han har myrdet og/eller voldtaget, men da han har taget billeder af mere end 1000 - foruden af nogle teenage-drenge - er det formentlig langt højere end de ca. 10, man har kunnet dømme ham for.

Udødelighed, var det noget?

Hvis nogen kom og holdt en kniv for halsen af én med morderiske trusler, så ville de fleste nok gøre, hvad de kunne for at undslippe, for i sådan en situation reagerer man pr. instinkt. De færreste byder ligefrem døden og den endelige udslettelse velkommen, men hvis alternativet er evigt liv, så tror jeg, at jeg ville sige "nej tak!". Sagen er jo den, at i et "normalt" livsforløb så kommer der alderdom, sygdomme og utallige skavanker inden døden. Hvordan man end vender og drejer det, så er udødelighed ikke nær så tillokkende under de betingelser.
Det, der måske kunne friste, var en alderdoms- og sygdomsfri tilværelse uden alt for mange sociale problemer. Se, sådan et tilbud ville nok være værd at overveje ....
 

Ud med tro - ind med religionshistorie

Else Cederborgs læserbrev i "Arbejderen" den 6. januar 2020:

Ud med tro – ind med religionshistorie

Det undrer mig, at der ikke er flere, der ønsker et opgør med den del af folkeskoleloven, der omhandler den såkaldte "kristendomskundskab", det vil sige paragraf 6. Samfundet har bevæget sig væk fra det tidligere fundament, der gjorde det naturligt at sætte lighedstegn mellem "religion" og "kristendom", og det er på tide, at der bliver gjort op med dette ideologiske og politiske efterslæb.
For det første bør faget skifte navn og indhold, sådan at det reelt beskæftiger sig med religion som sådan og ikke primært med kristendommen, for der er faktisk andre end kristne i dette land, og vores kristendomsundervisning er et underligt budskab at give dem. Som det er nu, fremstår den som en ideologi, der skal indprentes børnene i stedet for det indblik i et ideologihistorisk forløb, der bør være fundamentet i et moderne samfund. På de ældste klassetrin omfatter undervisningen dog fremmede religioner og andre livsanskuelser, men hvorfor sker det først på dette trin?
Fokus skal fjernes fra den luftige og uhåndterlige "tro" og rettes imod de langt mere værdifaste begreber religionshistorie og religionspsykologi. Det vil sige, at det tilløb til indoktrinering, der ligger implicit i en betegnelse som "kristendomskundskab", skal bremses og erstattes af viden, blandt andet fordi der gøres rede for udviklingen af forskellige religioner. Bøtten skal vendes og ballonen punkteres, sådan at det, der før var "tro", nu bliver til en del af historie- og filosofiundervisningen. Når man forlader skolen, så skal man have et indblik i religion som sådan samt de mekanismer, der gør, at en religion opstår i et givent samfund. Som det er nu, er kristendomsundervisningens centrale område den danske folkekirkes evangelisk-lutherske kristendom. Denne danner på forbløffende vis grundlag for mange symbolsk prægede områder i det danske samfund, blandt andet kongehuset. Monarken skal således bekende sig til den evangelisk-lutherske kristendom, hvilket jo er grotesk, da det er en usympatisk form for sindelagskontrol.
I betragtning af, at vi ellers har religionsfrihed, der gør, at vi kan praktisere den religion, vi nu føler for, virker dette som et overgreb. Som mange andre danskere kan monarken jo reelt set være ateist, men alligevel skal han/hun optræde i visse symbolsk ladede sammenhænge som lutheraner. Dette hænger sammen med det faktum, at ifølge grundlovens paragraf 4 er den evangelisk-lutherske kirke lig med den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten, og den udfører i praksis en form for statslig registrering. Eftersom der er religionsfrihed i Danmark, kan man dog normalt selv vælge, hvilken religion man vil praktisere. Visse andre trossamfund har fået tilkendt lignende rettigheder, men der er forskellige retningslinjer, man skal overholde ifølge dansk lov.
Personligt tror jeg ikke, at der findes hverken en dansk folkekirke eller et monarki om 100 år, men jeg kan tage fejl, for tidens mølle arbejder somme tider maler meget langsomt. Jeg mener dog, at det er i den retning, vi bevæger os, og at vi derfor allerede nu bør gøre op med begrebet "tro" og i stedet for arbejde hen imod en national etik.

https://arbejderen.dk/idekamp/ud-med-tro-%E2%80%93-ind-med-religionshistorie

Maria Callas i Grækenland, og hendes lærer Elvira De Hidalgo synger "La Paloma"

Elvira de Hidalgo (1891–1980) var en a prominent og meget yndig spansk koloratursopran, der blev lærerinde for sangere. Hendes mest kendte elev var Maria Callas, der fik en forrygende karriere og blev noget af et ikon med masser af fans verden over. Selv husker jeg bedst hendes "Tosca", der var forrygende, selv om der er dem, der hævder, at hendes stemme havde lidt skade af den meget barske slankekur, der forvandlede hende fra særdeles stor til en åleslank sylfide. Noget, hun var blevet inspireret til, da Audrey Hepburn kom frem og blev berømt for sin ynde og skønhed.

Nedværdigelsen af revolutionshelten Che Guevara efter døden

Da Che Guevara blev henrettet i Bolivia i 1967, blev hans hænder hugget af, så de kunne sendes afsted til en test for fingeraftryk. Der findes billeder af hans hænder, der ligger på et stykke avispapir og venter på afsendelsen. Selv ligger han - smuk som altid - og bliver vist frem i døden.
For mig er det rystende at se de afhuggede hænder, for selv om det tjener et formål, så er hans lig jo blevet skændet. Desuden: hvad blev der af liget og hænderne? Begge dele forsvandt, men i 1997 blev hans lig angiveligt fundet begravet på en landingsbane i Bolivia. Hænderne var der dog ikke, og det har givet anledning til en hel del spekulationer. Eftersøgningen af de forsvundne hænder er bl.a. blevet beskrevet i bogen "Las Manos de Guevara" ("The Hands of Che Guevara"), af Evgenii Dolmatovskii, der udkom i 1974. Den hollandske filminstruktør Peter de Kock har også forsøgt at besvare spørgsmålet om de forsvundne hænder i sin dokumentarfilm "The Hands of Che Guevara" (hollandsk: "De handen van Che Guevara" og spansk: "Las manos de Che Guevara") fra 2006.

https://www.thenation.com/article/the-death-of-che-guevara-declassified/

https://www.huckmag.com/art-and-culture/photography-2/a-look-at-the-complex-personal-life-of-che-guevara/