Evige sterotyper

En gullaschbaron var en spekulant der under 1. verdenskrig blev rig på fabrikation og eksport til Tyskland af varer af tvivlsom kvalitet. Typisk for manges holdning fra den tid har den liderlige og forbrugeriske velhaver tydelige jødiske træk. Damen fremstilles som damer med hendes erhverv ses, nemlig meget imødekommende over for manden med de mange penge. Dvs. to fordomme blev sat sammen til et udsagn om noget, der regnedes for eviggyldigt i vort samfund. At damen smutter i tøjet og går sin vej, hvis manden ikke hoster op med de penge, hun forventer, at han har til hende, er sikkert rigtigt nok, for dette handler jo ikke om en forelskelse fra hendes side. For hende er han næppe andet end en pengetank, men på samme måde ville han jo stikke af, hvis hun viste sig at være mindre skøn, end han har betalt for. En handel er en handel, og det går begge veje.
Sådan var det dengang, og sådan er det også nu, selv om nogle af spillereglerne er ændret. Således ville det ikke falde i god jord at definere en rigmand som en herre af jødisk oprindelse. De har nemlig vist at kunne være af en hvilken som helst nationalitet ....

Alderdom ingen hindring?

Der er ingen tvivl om, at mange ældre, der bliver alene, føler sig meget ensomme. De lever måske i minderne om det parforhold, de har mistet, men selv ikke gode og smukke minder kan erstatte det menneske, der er væk. Alderdommen er heller ikke for sjov, for dér melder alle mulige skavanker og begrænsninger sig, og pengemidlerne er måske heller ikke, hvad de har været. Ergo: nedgang på en masse vitale områder, der gør livet værd at leve.
Heldigvis, kan man sige, har aldrende mennesker dog slet ikke de fysiske kræfter, der gør, at minder og ønsker bliver til et krav til tilværelsen. De ville gerne, hvis de kunne, men kan jo altså ikke, for kræfterne svigter. At være en fysisk olding med en ynglings sjæl må være noget af det mest pinefulde på denne jord .....

Mundtlig overlevering

Man ved nok, hvordan hukommelsen kan svigte i en presset situation, hvilket er lige præcis, hvad dette er. Jesus, der stiger til himmels, er jo ikke ligefrem en hverdagsbegivenhed, og hvem der end mener, at dette virkelig skete, var vist heller ikke vidner, men blot troende. Ganske vist hævder Biblen, at denne opstigen virkelig fandt sted, men .... ja, netop MEN, men, men, men ...
Da nutidens mennesker har en anden tilgang til det usædvanlige, vil vi søge videnskabelige eller historiske beviser på, at det virkelig fandt sted, men dengang det angiveligt skete, så tolkede man alting religiøst. Dengang var der sikkert ingen, der sagde sådan noget som f.eks. "man kan umuligt bespise så mange mennesker med nogle få fisk, ergo er det noget pjat at hævde det" eller "mennesker kan ikke flyve ved egen kraft, så det er enten en løgn, at Jesus steg til himmels eller skyldes hallucinationer hos dem, der påstås at have bevidnet det".

Apostlenes Gerninger i Nye Testamente i Bibelen. Teksten i ApG kap. 1 v. 1-11 lyder:

"Efter sin lidelse og død trådte Jesus frem for dem med mange beviser på, at han levede, idet han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige. Og da han spiste sammen med dem, pålagde han dem, at de ikke måtte forlade Jerusalem, men skulle vente på det, som Faderen havde lovet - "om det har I hørt mig sige: Johannes døbte med vand, men i skal døbes med Helligånden om ikke mange dage." Mens de nu var sammen, spurgte de ham: "Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?" Han svarede: "Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt. Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende."

Da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne. Som de nu stirrede mod himlen, mens han fór bort, se, da stod der to mænd i hvide klæder hos dem. De sagde: "Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op i himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op i himlen.""

Sort som en supermodel

Denne flotte dame er angiveligt det mørkeste menneske på vor planet. For 20-30-40 år siden ville hun ikke være kunnet blive supermodel, men det kan hun nu, dels fordi en del af skønhedsidealet har skiftet, dels fordi racisme ikke er, hvad det har været - og tak for det!
At denne smukke kvinde har været mobbet på grund af sin mørke hud er vel ikke overraskende, men med sin status som en anerkendt skønhed vil hendes eksempel kunne hjælpe andre meget mørke mennesker i fremtiden - og rigtig mange tak for det!

https://face2faceafrica.com/article/black-like-jet-thats-south-sudanese-model-nyakim-gatwech-who-was-bullied-for-her-skin-colour

Fra Science Fiction til raketvidenskab og rumprogrammer

Ingen benægter, at John Whiteside "Jack" Parsons, født 2. oktober 1914 og død (myrdet?) den 17. juni 1952, var et geni. Bortset fra det var han også anset for at være skrupskør, ja, en fyr med "knald i låget" og helt uden for det almindelige samfund.

Han var født i en velhavende familie og kunne have haft et let og ordinært borgerligt liv med alt det, hans velhavende forældre kunne give ham. Tidligt opdagede han imidlertid den fortryllende verden, som science fiction oprullede for læseren, og han fik en drøm om at virkeliggøre alt det, han havde læst om i bøgerne: han blev raketforsker på højt plan, idet han så at sige opfandt meget af det, der blev USAs raketprogram.
Det var fint nok, men dér, hvor han stødte an, var hans privatliv og hans optagethed af okkulte emner. Han var overbevist om, at alkymi ville blive anerkendt som en videnskab, og efter en kort periode som marxist blev han erklæret tilhænger af den engelske okkultist Aleister Crowleys nye "religion", Thelema.

Aleister Crowley 

Senere mødte han L. Ron Hubbard, der ligesom forskellige andre excentriske folk flyttede ind hos ham i hans store og nærmest berygtede hus i Pasadena, hvor der unægtelig foregik lidt  af hvert. Beboernes aktiviteter spændte fra vilde og ret avancerede okkulte tiltag til "fri sex". Jack Parsons veninde, Sara Elizabeth Northrup - der var hans kones søster - faldt for Hubbard og stak af med ham, oven i købet med en god portion af hans formue.
Parsons' geni blev anerkendt af de amerikanske myndigheder, og han var så at sige USAs raketprograms far. Hans kontroversielle livsstil og utraditionelle synspunkter om bl.a. okkultisme gjorde dog, at man ikke rigtig stolede på ham. Under McCarthyismen blev han således anklaget for at være spion, og hans karriere styrtdykkede, så han endte med at sidde ludfattig i sin garage, hvor han udførte diverse eksperimenter. Nogle af disse var for det formentlig eneste firma, der ville ansætte ham. Han havde planer om at forlade USA og slå sig ned i Mexico, men omkom i en eksplosion, som man har mistænkt var et attentat på ham. Alt taget i betragtning så havde han en omfattende viden om de amerikanske rum-programmer, som han selv havde været startet, og det mistænkes, at man ikke ville tillade, at han rejse ud af landet, da han jo kunne sælge dem til USAs fjender. Ingen har dog kunnet fastslå præcis, hvad der skete, da eksplosionen i hans hjemmelaboratorium dræbte ham.

Jack Parsons' mærkelige liv, tro og dramatiske skæbne har bl.a. inspireret flere forfattere og TV-folk. Således blev det dramatiseret som 

 Man kan sige, at han fik en vis posthum oprejsning, da et månekrater blev opkaldt efter ham, men det så ikke noget, han selv har haft gavn af.
                                                                                               

Penis-vin?

Jeg må indrømme, at jeg grinte, da jeg så dette billede. Nok har jeg aldrig smagt denne magiske penis-vin, men jeg vil vædde med, at en sådan substans aldeles ikke har noget med bemeldte legemsdel at gøre. Den, der har navngivet vinen, har bare været så fuld af kærlighed til dette specielle organ, at han/hun har ønsket at hædre det.
Netop fordi navnet på vinen emmer af kærlighed til penis'en, er jeg ret overbevist om, at denne fan af vin og dingenot er en mand. Således tvivler jeg meget på, at en kvinde ville navngive noget på den måde, selv om hun måske ikke føler antipati imod legemsdelen. Sagen er nemlig den, at de virkelige hardcore penis-fans er af hankøn. Kvinder synes måske nok, at den kan være meget hyggelig og i visse tilfælde også brugbar til andet end det dekorative, men ligefrem tilbede den, gør de nu sjældent.

Hvis man vil finde kvindelige penis-dyrkere, der hylder organet offentligt, så er det i Japan. Jeg har set mange billeder af disse optog, men nogle af de kvindelige fans suppleres nu af mænd, der udtrykker positive følelser for kvindens kønsorganer ved at iklæde sig dragter, der symboliserer det. (I dette tilfælde er det hovedpynten, der står for det kvindelige perspektiv). Penis-damen ser dog lidt betuttet ud, samtidig med at hun tilsyneladende forsøger at markere længden på det organ, hun repræsenterer.

The Resting Place of Henry VIII

I never believed that the second wife of Henry VIII, Anne Boleyn, was guilty of the charges of adultery that led to her death. She loved to flirt, but she was also very intelligent and knew how dangerous it would be for her to commit adultery. However, at this point the two formerly ardent lovers who had been together for several years were not feeling the same as before, and Henry was disappointed in her losing the son he wanted more than anything. Did he really believe that she had been unfaithful or did he just want to get rid of her? Maybe both, but we shall never know for sure.

In all of his portraits King Henry exudes a very masculine and fysical kind of power so being made a cuckold would turn him into a most vengeful demon. That's exactly what he did when he had his wife executed on such slim evidence.
He wanted to marry a woman who was the very opposite of Anne, namely the tender and meek Jane Seymour. Not only did Henry have Anne killed, but also some of her friends and supporters. One of these was her beloved brother George whom I find just as innocent as her of Henry's accusations of incest.
I see it as some kind of poetric justice that King Henry VIII's body ended up in this tumbledown vault which also was forgotten for ages. Not only was his coffin badly damaged, but when the grave was found someone tried to steal one of his bones to make a handle for a knife. However, the coffin of Jane Seymour was intact as was some coffins of royal babies.

A Y Nutt’s watercolour of Henry VIII’s vault

Another coffin in the same vault contained the corpse of King Charles I who ended up losing his head in 1649 because he quarrelled with the Parliament of England. The problem with Charles was his haughtiness - which in some ways resembled that of Henry VIII. Both believed in the divine rights of the king and behaved according to this belief.