Der er ingen tvivl om, at mange ældre, der bliver alene, føler sig meget ensomme. De lever måske i minderne om det parforhold, de har mistet, men selv ikke gode og smukke minder kan erstatte det menneske, der er væk. Alderdommen er heller ikke for sjov, for dér melder alle mulige skavanker og begrænsninger sig, og pengemidlerne er måske heller ikke, hvad de har været. Ergo: nedgang på en masse vitale områder, der gør livet værd at leve.
Heldigvis, kan man sige, har aldrende mennesker dog slet ikke de fysiske kræfter, der gør, at minder og ønsker bliver til et krav til tilværelsen. De ville gerne, hvis de kunne, men kan jo altså ikke, for kræfterne svigter. At være en fysisk olding med en ynglings sjæl må være noget af det mest pinefulde på denne jord .....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar